Pisse Lorte Graviditet!!!

Selvom det  nu er 5 måneder siden jeg fødte, så tænker jeg stadig tilbage på min graviditet med gru.
Det var min 3. og helt sikkert sidste graviditet. Den skulle være fantastisk. Jeg ville bare nyde den og gå rundt og strutte med min smukke gravide mave. Men sådan blev det så slet slet ikke!
De første 3 måneder havde jeg konstant kvalme og kastede op, og da det så var meningen at jeg skulle til at have det godt igen fra 2. trimester, blev jeg bare mere og mere syg.
4 måneder henne rendte jeg konstant til læge og sygehustjek. Mit blodtryk steg og steg og jeg var enormt utilpas. 5 måneder henne valgte min læge at sygemelde mig resten af min graviditet. På det tidspunkt var jeg så dårlig, at jeg ikke selv kunne tage tøj på, tørre mig når jeg havde været i bad,og når jeg kom hjem fra arbejde skulle jeg bare sove. Det var enormt svært for mig at være mor, kæreste, veninde og passe mit kontorarbejde. Jeg havde ikke kræfter til nogen af delene.
Kort efter min sygemelding var jeg til tjek på sygehuset og de fandt proteiner i min urin. Jeg fik konstateret svangerskabsforgiftning. Jeg skulle nu komme på sygehuset hver anden dag og det var et rent helvede. Når jeg kom ind på en stue startede de med at måle mit blodtryk. Det var altid alt for højt, så jeg skulle pænt ligge og slappe af. Imens blev der kørt en strimmel, så vi i det mindste kunne være sikre på at baby havde det godt. Det havde hun – hele vejen igennem – heldigvis.
Der lå jeg så og blomstrede i en hospitalsseng. Den ene time tog den anden. Ofte lå jeg der i 6-7 timer og blev proppet med al mulig medicin for at sænke mit blodtryk. Nogen gange virkede medicinen – oftest ikke. Jeg argumenterede og diskuterede med lægerne. Prøvede at forklare dem at jeg ikke ville få det bedre af at ligge i en hospitalsseng, men kun havde det bedre når jeg var hjemme hos min familie (meget senere fortalte en læge mig, at jeg på deres 2 daglige konferencer blev omtalt som “hende den utålmodige”). En enkelt gang præsterede jeg at udskrive mig selv. Lægerne var vist ret trætte af mig. Jeg kunne bare ikke holde ud at være der mere og havde sådan brug for at komme hjem og putte mine 2 store børn. Lægerne frarådede mig at køre, de ville have at jeg skulle blive og overnatte på sygehuset, men med tårerne løbende ned af mine kinder meddelte jeg dem, at nu smuttede jeg altså! Jeg fik lov at køre, men skulle stille på afdelingen igen næste morgen klokken 7. Det var en forfærdelig tid, og mine børn begyndte at grue for de dage, hvor jeg skulle på sygehuset, for de vidste aldrig, hvoernår jeg kom hjem til dem igen. Hvis ikke min kæreste, min mor og mine svigerforældre havde været så gode til at hjælpe, ved jeg slet ikke, hvordan tingene skulle have hængt sammen rent praktisk.
7½ måned henne blev jeg igen indlagt – nu med besked om at jeg altså ikke fik lov til at tage hjem før baby var født. Basta!
Heldigvis har jeg et fint forhold til min eksmand – de to store børns far, så de kunne godt blive hos ham, lige så længe det var nødvendigt. Samtidig flyttede min kæreste ind på sovesofaen på min stue, og selvom han var på arbejde i dagtimerne, så var det fantastisk, at han var hos mig om natten. Nætterne var ellers lange. På det tidspunkt havde jeg forfærdelig ondt over det hele, havde vejrtrækningsproblemer og en halsbetændelse oveni, så jeg sad op i min seng hele natten lang og spillede spil på telefonen, læste ugeblade, eller kæmpede mig hen i køkkenet efter koldskål, sandwich og saftevand.
Der var ellers aktivitet nok på stuen om natten. Hver 4. time kom en sygeplejerske ind og målte mit blodtryk, og var det alarmerende højt, skulle jeg have ekstra medicin og så kom hun tilbage igen efter en time, for at se om det havde virket. Utroligt at kæresten fik sovet overhovedet.
Jeg fik dagligt taget blodprøver 2-4 gange. Efterfølgende kom en læge ind, og sagde hver gang, at mine tal var skæve. Til sidst frygtede de, at min krop var ved at give op, så fødslen skulle sættes igang.
Jeg skulle indstille mig på at blive mor til en præmatur babypige…