Præmatur Baby og mor på Intensiv Afdeling

Som skrevet i mit sidste indlæg, måtte jeg pga min svangerskabsforgiftning pludselig indstille mig på at skulle føde for tidligt. Jeg var i uge 36+4 da fødslen blev sat igang. Og da først der var kommet gang i  mine veer gik det lynhurtigt. Fra jeg var i aktiv fødsel og indtil Baby V var født gik der kun 15  minutter. Min krop har simpelthen bare skudt hende ud for at komme af med det, som gjorde den syg. Fødestuen blev hurtigt fyldt med mennesker. Hun var jo kun lillebitte – 2220 g og 46 cm, så hun skulle tjekkes med det samme og have lagt en sonde så hun kunne få næring. Heldigvis viste hun sig at være en megasej pige som straks satte i et flot skrig, så bekymringen for hendes lungekapacitet var i hvert fald helt unødvendig.

Og så blev vi indlagt på Neonatal-afdelingen…

Livet på en neonatal-afdeling er enormt skemalagt. Baby skal vækkes hver 4. time, ren ble, på vægten, ammes, på vægten igen, kald på en sygeplejerske som kommer og fylder efter i sonden, så hun får næring nok. Nåh ja mor, husk også lige at få hvilet, pumpet ud, spist, drukket og komme i bad ind i mellem.
Ud over dette var min svangerskabsforgiftning ikke gået over endnu. Så jeg skulle stadig have tjekket blodtryk hver 4. time døgnet rundt, var det for højt, fik jeg endnu en pille og tjekket blodtryk igen efter en time. Jeg havde også stadig alt for meget væske i kroppen, så al min væske blev sat i skema. Jeg måtte kun drikke 1½  liter væske i døgnet og når jeg skulle tisse foregik det i en kolbe så de kunne måle hvor meget jeg tissede i forhold til mit væskeindtag. Mine blodprøver, som inden fødslen havde været “skæve”, var ikke blevet mindre skæve, så 2-4 gange i døgnet kom der en laborant og tog blodprøver på mig.

Den dag Baby V blev 2 dage gammel havde vi haft besøg og en rigtig hyggelig dag. Først på aftenen sad vi og nød roen og vores lille baby, da stuen pludselig blev fyldt op af folk i kitler, som så meget alvorlige ud. Mine blodprøver viste at mine organer var ved at give op, situationen var meget kritisk og jeg skulle straks indlægges på Intensiv Afdeling.
Så der sad jeg og skulle pludselig tage afsked med min kæreste og min 2 dage gamle baby. Hvordan får man sagt ordentlig farvel når man ikke ved om man overlever? Det er for os en meget privat situation, men det blev noget med en masse tårer, kram og kys. Samtidig skulle jeg også ringe til min mor og sende en sms til mine store børns far med håb og ønsker for deres fremtid, hvis jeg ikke blev en del af den. Det er det sværeste farvel jeg nogensinde har skullet sige.
En portør kom og hentede mig og jeg blev kørt ned på intensiv. Jeg fik lov til at sidde med min baby i armene hele vejen derned, og min kæreste fulgte med ved siden af. Nede på min stue blev baby lagt over til sin far og så stod der ellers et helt hold læger og sygeplejersker klar til at tage imod mig og starte behandlingen op. Herefter blev jeg på intet tidspunkt ladt ude af syne. Der var hele tiden en sygeplejerske inde på min stue – selv når jeg skulle tisse! Jeg blev placeret i en bækkenstol og så var det ellers værsgo’ at tisse, midt i det hele! Det var det mest ydmygende jeg har prøvet i mit liv!
Et døgn efter jeg blev indlagt på intensiv begyndte mine tal at forbedre sig. Behandlingen virkede og lægerne kunne pludselig love at jeg snart ville komme tilbage til min baby og min kæreste på Neonatal. FANTASTISK.
Midt i alt dette havde kæresten fået fantastisk hjælp af sygeplejerskerne på Neo. De havde endda fundet en barnevogn til ham, så han kunne tage baby med over til mig på besøg, og så kunne jeg – til trods for at jeg var koblet på et utal af ledninger og elektroder, holde min baby ind til mig og fortsat holde gang i amningen. Det var højdepunkterne på dagen når de to kom trillende ind på afdelingen.
Ret hurtigt kom jeg på ret køl, og blev udskrevet til Neo igen. Intet kan beskrive hvordan det var at blive kørt ind på stuen til baby V og kæreste L. Vores lille rede var igen komplet.
De næste dage gik med at et medicinsk team skulle finde ud af hvad for noget medicin jeg skulle have og hvor meget. Jeg startede med at spise 18 piller om dagen, men efterhånden blev jeg trappet ned. En dag pillede Baby V sin sonde ud af næsen og vi fik mulighed for at bevise at hun godt kunne sutte sig til nok næring ved mine bryster. Omtrent samtidig kom der styr på min medicin og mit blodtryk blev acceptabelt. Så 17 dage efter at Baby V kom til verden, fik vi ENDELIG lov til at komme hjem og starte hverdagen op med de to store børn, som vi havde savnet helt vildt meget. Det var en fantastisk dag og en lille smule nervepirrende at sige farvel til Neonatal og alle de søde mennesker vi havde mødt. Men hold op hvor var det fedt at bære Baby V ind af døren og kunne sige VELKOMMEN HJEM – ENDELIG!!!