Små børn – små problemer…

Små børn – små problemer. Store børn – store problemer. Det er sådan man siger. Men den er tricky. I hvilken målestok kan man måle problemer? Altså det der lige nu kan føles som det største problem i verden for dig, ville måske kun være en lille detalje for mig – og omvendt.
Det jeg til gengæld kan måle, er min frustration over mine børns problemer i takt med at de bliver større. Når de er små kan man ligesom lettere fikse tingene for dem: Kan du ikke få din sko på? Jamen lad mig vise dig hvordan man gør. Var Louise dum nede i børnehaven i dag? Øv hvor trælst for dig, men det er garanteret glemt i morgen. Er du syg? Åh nej, kom lad mig passe på dig så du kan blive rask igen.
Men nu har jeg altså en teenager, med problemer som går dybt ind i maven på mig, og som jeg ligesom ikke rigtig kan få lov til at være med til at løse.
Hun er ellers den sejeste pige i verden. Hun har mange venner og veninder, dyrker sport, klarer sig supergodt i skolen og er selvstændig og ansvarsbevidst – næsten hele tiden. Hun er i mine øjne den smukkeste pige i verden og jeg er så enormt stolt af hende – også når hun tester min tålmodighed.
Og fordi hun normalt bare skøjter igennem livet, føles det virkelig som en mavepuster når livet så slår ud efter hende. Og det slår ikke bare hende ud, men også mig fordi jeg føler mig helt fortabt. Jeg er hendes mor, jeg er den der skal hjælpe, støtte og løse problemer. Men det er som om hun ikke rigtig ønsker mine løsninger og min hjælp længere. Støtten har hun ikke taget fra mig. Jeg ser min datters smerte, jeg tørrer hendes tårer væk og jeg får lov at kramme hende og lytte til problemet. Men det er det. Herefter overtager de sociale medier. Hun får sin hjælp og sine løsningsforslag fra veninderne på Facebook, Messenger eller Snapchat. Selv skiderikken som er skyld i hendes tårer, kan helt vildt nemt slippe igennem med et UNDSKYLD over et Snapchat-billede. Jeg har ellers så enormt mange gode idéer til hvordan hun kan skælde vedkommende ud, få ham til at lide lidt og mærke lidt af hendes hjertesmerte – men mine idéer er åbenbart uvelkomne – og tydeligvis gammeldags…
Så hun lister ind på sit værelse og får løst alle sine problemer over en skærm, mens jeg sidder tilbage, med en frustration over at nogen gør min datter ondt. Fagre nye verden.
Heldigvis er der dog stadig enkelte af hendes problemer som jeg er løsningen på: Når hun mangler noget nyt, må jeg gerne betale, og når hun er sulten, må jeg gerne lave maden… 🙂