En aften uden Leo -og jeg hyggede mig faktisk

IMG_6587

Forstå mig ret. Jeg har også hygget mig de andre gange, jeg har været væk fra Leo.
Da han var bare 3 uger gammel, var jeg i biografen og se Fifty Shades, vi var i Tyskland og handle ind til hans barnedåb, da han var seks uger gammel, vi har været inde og se We will Rock you og jeg har været til Nik & Jay koncert og noget druk hjemme hos en veninde.
Det er vist de gange, jeg har været væk fra ham mere end en time, men alle de gange tænkte jeg nok på ham 70 % af tiden; også selvom jeg faktisk hyggede mig.
Tænkte på hvad han lavede, bekymrede mig om, hvorvidt han græd og troede mor havde forladt ham og den slags tanker. Jeg vidste jo godt (sådan da), at han havde det godt, men han fyldte det meste af mine tanker.

I sidste uge var jeg ude og spise lækker mad med min mand uden Leo, der var hos mine forældre imens. Vi besøger ofte mine forældre, der bor tæt på, og jeg var derfor fuldstændig tryg ved situationen, for det er nærmest hans 2. hjem efterhånden.
Nu varede middagen så ikke mere end halvanden times tid, selvom vi også spiste dessert. Sådan er det nok, når man skal hjem til en baby, og derfor har bestilt bord til kl. 17 og har hele restauranten for sig selv 🙂
Og da vi var klar til at køre, var det ikke engang sådan at jeg var helt elektrisk for at komme hjem og sikre mig, at han havde det godt. Det var jeg slet ikke i tvivl om, han havde. Jeg nød bare tiden ude alene med min mand 100 %.

I går var jeg så ude med et par veninder. Vi skulle se musical versionen af Titanic i Galaksen i Værløse. Forestillingen startede kl. 19.30, så vi havde bestilt bord på en nærliggende restaurant til kl. 18 og bagefter lige ud og fuldstændig proppe lommerne med slik. Ja, det er måske ikke særlig teateragtigt, men vi var altså stadig sultne 🙂
Forestillingen varede knap tre timer inkl. pause, så den var over 23, før jeg var hjemme i seng hos mine drenge.
Og det var SÅ dejligt at krybe i seng og putte mig ind til min mand og ved en 3-tiden kom Leo også op i sengen og puttede. Så kan man bare ikke få det bedre <3

Men det jeg egentlig ville sige med det her var, at den aften ude med veninderne nød jeg også bare i fulde drag. Jeg tænkte selvfølgelig på Leo et par gange, men det er jo uundgåeligt og var på ingen måde fordi jeg bekymrede mig om ham. Tænker jo også på min mand, når vi er fra hinanden. Det er jo bare fordi, de er dejlige 🙂
Det har bare været virkelig fantastisk at prøve to gange på en uge at være ude og hygge mig bare som mig selv uden at mit indre kun sidder og spekulerer på, om min søn har det godt.
Noget jeg for et par måneder siden var i tvivl om, ville ske. Måske jeg bare var en pylremor, der havde et sygt behov for at være sammen med sit barn hele tiden …, det var i hvert fald det, jeg tænkte. Men nej – det er jeg ikke og det er de fleste andre ligesom mig nok heller ikke.
Nogle af os er måske bare lidt længere om at kunne give slip, og det skal der være plads til. Der kommer intet positivt ud af at prøve at tvinge den følelse igennem, for det kan man ikke.

Det gør mig lidt mere rolig for, hvordan jeg håndterer hans start i dagplejen om allerede en uge …