Besøg i dagplejen – og en beslutning der skulle tages

FullSizeRender (1)

I sidste uge var vi jo på besøg i dagplejen, hvor Leo har fået plads her fra d. 1. november. Som jeg tidligere har skrevet i mit Dagpleje eller vuggestue? indlæg , så havde vi intet ønske om dagpleje, og efterfølgende fik vi også tilbudt en vuggestueplads i vores favoritvuggestue, men det besøg var ikke den ubetinget succes, som jeg havde forventet. Det kan du evt. læse om HER.

Så jeg gik ind til dagplejebesøget med et åbent sind, og hold nu op hvor blev jeg positivt overrasket.
Jeg ved selvfølgelig godt, at hun nok ikke står og bager boller hver morgen, men der var nu engang bagt boller denne morgen, så vi starter med at blive mødt af en dejlig duft allerede ved indgangen. God start.
Inde på bordet i stuen er der så dækket op til os alle sammen. Jeg havde sgu ikke troet, jeg ville få kaffe og morgenmad, men det er lige noget for madøret her 🙂

Så dér sidder vi så alle sammen ved spisebordet inde i stuen. Os, Leo, dagolejemor, dagplejepædagog og fire børn.
Mens vi spiser, fortæller dagplejepædagogen om mange af de praktiske ting, og dagplejemoren fortæller om hendes tilgang til børnene, og hvad de får dagene til at gå med.
Hun prioriterer blandt andet, at de er ude, hvilket er ret vigtigt for os. Vi går meget op i, at Leo kommer ud og får noget frisk luft. Noget vi var lidt nervøse for, at der måske ikke var så meget af i en dagpleje.
Èn gang om ugen er de i legestue, så der skal Leo afleveres og hentes et andet sted, hvor de så er fem dagplejemødre slået sammen denne dag. Så en gang om ugen får han altså stadig lidt mere af den socialisering, vi også var nervøse for ville mangle i en dagpleje, hvor man kun er de samme fire børn hver dag.
Og skulle dagplejemoren blive syg, er det én af de samme to dagplejemødre, Leo kommer over til og det er nogle, der er en del af den gruppe, der er i legestue sammen om fredagen, så det vil ikke være helt fremmede voksne.

Alle de her ting vidste jeg slet ikke, for jeg har aldrig sat mig ind i, hvordan det foregår i en dagpleje. Jeg havde jo aldrig set det som en mulighed for mine fremtidige børn.
Men nu hvor vi blev nødsaget til at kigge den vej, er jeg så glad for muligheden.
Det nærvær og den omsorg, jeg så på stuegulvet hos dagplejen, var lige præcis dét, jeg havde manglet i vuggestuen.

Og jeg vil skynde mig at sige, at jeg ikke bebrejder pædagogerne i vuggestuen. Slet ikke. Jeg tvivler overhovedet ikke på, at de er både nærværende og omsorgsfulde …. i det omfang der er tid til. Og det er ikke deres skyld.
Jeg er sikker på, de ikke har valgt at de fra kl. 12 kun skal være 2 pædagoger til 12 børn. Så er det jo klart, at det kan være svært at finde tid til 100 % nærvær, for der skal sgu løbes stærkt med 12 vuggestuebørn!!

Mit hoved ville så gerne have ham i vuggestue, og jeg prøvede virkelig at få hjertet med og tog endda på ekstra besøg i vuggestuen i fredags, men hjertet var mest tryg ved dagplejen, og når det kommer til Leo, så bliver jeg sgu nødt til at lytte til mit hjerte.
Så det er dét, vi har besluttet …
Stik imod alle vores egne forventninger, starter Leo altså i dagpleje d. 1. november.