Far på barsel

a

Snart skal Leos far på barsel i stedet for mig, og det er ikke helt så nemt følelsesmæssigt, som jeg havde regnet med. Det er faktisk rigtig svært.
Min mand har et barn i forvejen og længe før, vi overhovedet begyndte på at ”lave en fælles”, gav han udtryk for, at han denne gang gerne ville være mere involveret i forhold til at tage en del af barslen.
Dette gav han også udtryk for, da vi begyndte at arbejde på baby og gennem hele graviditeten, så vi aftalte, at han skulle have de sidste to måneder.
Helt lavpraktisk tænkte jeg, at farmand nok også var bedre til det der indkøring i institution 😊

Når vi blev spurgt ind til barsel under graviditeten, fortalte vi altid, at min mand skulle tage de sidste to måneder. En del mennesker (primært andre mænd) forstod ikke helt, at det var noget, han gad, men jeg syntes, det var helt fantastisk med en mand, der ville bruge al den tid med sit barn og knytte det tættere bånd, der jo opstår, når man går hjemme alene med den lille.
Det er da lige sådan noget, der smelter en kvindes hjerte 🙂

Men så kom baby ….

De første mange måneder tænkte jeg ikke på det, og når min mand nævnte, hvor meget han glædede sig, lod jeg det ligesom passere uden at gide forholde mig til det.
Nu nærmer vi os så virkelig snart, og jeg er bare overhovedet ikke klar til det.
På ingen måde havde jeg forestillet mig, hvor tæt forbundet jeg ville blive til det her lille menneske, eller at jeg kan savne ham 2 timer efter han er blevet puttet, hvis jeg for eksempel sidder i stuen og ser fjernsyn.
Langt de fleste aftener går jeg faktisk i seng samtidig med Leo.
I starten var det fordi jeg var træt og mere end klar til at sove kl. 20!!!
Nu er det fordi, jeg bare elsker at putte med ham, og så tænder jeg fjernsynet, når han sover. Han ligger faktisk og putter op ad mig nu, mens jeg skriver det her 🙂

Med få undtagelser har jeg været sammen med guldklumpen tæt på 24 timer i døgnet i næsten 8 måneder.
Så kan man altså ikke bare give slip og sige: Okay, nu er du sammen med ham og så undværer jeg ham flere timer hver dag. Bare tanken om at de skal være sammen flere timer dagligt uden mig, er slet ikke til at holde ud. Ved ikke om der også er noget jalousi inde over fra min side af, men jeg synes virkelig bare, det er helt forkert ikke at skulle være sammen med Leo 🙁
Jeg ved godt, det også er tilfældet, når de starter i institution, men jeg forestiller mig, man er mere klar, når de er lidt ældre.
Jeg tager sikkert fejl.
Det er garanteret stadig røvsvært at give slip på den symbiose, man har levet i.
Jeg synes i hvert fald, det er virkelig svært.
Puha, hvor har jeg grædt ualmindelig mange tårer over farmands forestående barsel.

At Leo så vælger at være total far-syg, stikker sgu da også lidt i hjertet. Hvor blev den der mor-syge af, jeg har hørt om???
Han jagter farmand rundt for at være sammen med ham, hvilket selvfølgelig gør overdragelsen af barsel lidt nemmere, men lidt mor-syge er vel ikke for meget at forlange? Det er sgu da trods alt mig, der her 8 måneder senere stadig har sorte rander under øjnene fra natamninger, 10 kg for meget flæsk på maven og et par bryster, hvis indhold man skal kigge langt (ned) efter!!!

Det var lige lidt tanker om farmands barsel, som jo er en fantastisk ting for Leo.
Knap så fantastisk for Leos mor 😊