Indkøring i dagpleje

FullSizeRender

Så er det 1½ uge siden, at Leo startede i dagpleje. Havde jeg skrevet det her i torsdags, ville det have lydt helt anderledes, for det havde været fuldstændig gnidningsfrit indtil da,men fredag kom reaktionen så.

Det har været en rigtig fin indkøring ellers. De første tre dage var jeg så heldig at være med sammen med farmand. De første to dage, hvor vi var hjemme hos dagplejen og den tredje dag, hvor vi var med i legestuen.

Alle tre dage kom vi cirka en time efter Leo var vågnet. Så havde han nået at spise morgenmad og hygge lidt derhjemme, men stadig frisk til at opleve en masse nyt i ca. to timer, inden vi så trillede hjem igen og han faldt i søvn efter ca. tre minutter og så en dejlig lang lur. Selv jeg synes, jeg kunne mærke trætheden resten af dagen efter de nye indtryk, så jeg kan sgu godt forstå den lille mand også blev ramt.

I denne uge har han jo så skulle prøve at være alene, og heldigvis for mig er det farmand, der har stået for den del. Der er ingen tvivl om, at jeg er et kæmpe bløddyr med let til tårer, så når selv farmand fortæller om dårlig samvittighed, når Leo står tilbage som et spørgsmålstegn som om han siger: “Hvorfor går du fra mig, far”, så er jeg da godt klar over, at jeg ville have tudbrølet i al den tid, jeg skulle være væk 🙂

Han startede med at være alene en tre kvarters tid i tirsdags, så var det tre timers tid med lur onsdag og hele fem timer med lur torsdag. Og man har intet kunne mærke på ham overhovedet … før fredag morgen. Han var usædvanligt meget pivet, og det plejer han altså ikke at være så fredag kom han ikke af sted i dagpleje. Tror absolut han trængte til en dag hjemme. Synes også de fem timer dagen i forvejen var ret meget … og derudover var vi også ude blandt mange mennesker og masser af larm om aftenen, så tror sgu ikke han kunne holde til mere lige der.
Det gik okay herhjemme indtil sidst på eftermiddagen, hvor han skreg og skreg og vitterlig ikke var til at stoppe igen. Alverdens tanker om hvorvidt han kunne have spist noget, der var ved at tage livet af ham og lignende fór gennem mit hoved, for han var så utrøstelig og hysterisk, som om han havde ondt og det er bare så ulig ham.
Til sidst falder han endelig i søvn af ren udmattelse i armene på mig og sover der en times tid.
Da han vågner er han helt okay,og vi beslutter, vi godt lige kan køre hjem til mine forældre og hente nogle ting. Derhjemme har han det også fint i en times tid, og så starter det bare forfra med at han er helt utrøstelig.
Klog af skade fra tidligere kører vi hjem med ham med det samme, og der er han allerede helt udmattet af skrigeriet, så jeg lægger mig op i seng med ham, hvor han ligger på min mave og sover. Ligesom da han var lille. Situationen til trods var det altså virkelig hyggeligt at have ham liggende der igen <3

Resten af weekenden har han heldigvis været sig selv igen og i dag havde vi familie på besøg til julehygge, og der var intet overhovedet, så jeg tror bare det hele lige blev for meget for ham der sidst på ugen.

I morgen er farmands barsel så slut, og han møder så tidligt at aflevering af Leo, nu kommer til at være mit ansvar, og jeg glæder mig virkelig ikke. Skal kæmpe med alt hvad jeg har for at se glad og tryg ud, når jeg går fra ham.
Og jeg er faktisk tryg ved det. Heldigvis. De tre dage jeg var med, gav mig en rigtig god fornemmelse af det hele, men jeg føler bare stadig, der er noget grundlæggende forkert ved at aflevere mit barn til en fremmede 🙁