Close
Fødselsberetning – Og sådan kom Lillemanden til verden
facebook pinterest twitter

Fødselsberetning – Og sådan kom Lillemanden til verden

mummylove 6 februar 2018, 09:13

IMG_4908

Som jeg skrev fornylig, har det lige været Leos 1 års fødselsdag, og det sender selvfølgelig tankerne tilbage til dengang for et år siden, hvor ualmindelig meget smerte mundede ud i ualmindelig meget kærlighed <3

Så her kommer min fødselsberetning …

Omkring kl. 22 aftenen inden min termin, går vandet. Det er ikke voldsomt, det siver bare stille og roligt, og jeg ringer til privatklinikken og giver besked. (Skriver et andet indlæg i næste uge om, hvorfor vi valgte privatklinik.)
Hun siger, jeg skal prøve at få noget søvn og så ringe igen, når veerne tager til.

Efter anbefaling drikker jeg en øl (med alkohol, ja), for det skulle hjælpe lidt på at få kroppen til at slappe af. Og det virker. Jeg går i seng omkring midnat, og sover faktisk til omkring 7.30 dagen efter.
Dette får jeg senere ros for af jordemoderen. Hun siger de færreste førstegangsmødre kan få ordentlig søvn i ren spænding over, hvad der snart skal ske. Jeg tænker for mig selv, at det må være øllens fortjeneste 😉

Jeg ringer til klinikken et par gange i løbet af formiddagen, og vil bare snart gerne have at vide, vi må komme. Jeg synes jo selv, jeg har temmelig ondt. Lykkeligt uvidende om at det her kun er starten … !!

Vi ankommer omkring middagstid hvor en ekstra jordemoder er blevet kaldt ind til at tage sig af os, da hende der har vagten er i gang med en fødsel i det andet rum.
Jeg bliver undersøgt og har kun åbnet mig 3-4 cm. Der var jeg klar til at opgive hele lortet. Jeg syntes, jeg havde haft SÅ ondt, og tænkte at jeg da i hvert fald måtte være omkring de 6 cm. MINDST!!

Jeg kommer ud i badet, hvor jeg sidder på en pilatesbold, og det er ganske behageligt med det varme vand på lænden.
Dog synes jeg alligevel smerterne bliver for meget til, at jeg orker at sidde op, så jeg kommer ind og ligge lidt på briksen.
På et tidspunkt mens jeg ligger her, kommer det andet par igennem rummet med deres baby. De skal videre ind og ligge i hygge-rummet med dobbeltseng, hyggelig belysning og noget mad. Puha, hvor var jeg misundelig på dem, der gik dér med deres baby, mens jeg bare lå her i smerter!

Min jordemoder skal lige have ryddet det andet lokale op, så jeg kan komme derind i stedet. Det er nemlig det pæneste lokale og med et fødebassin, der er et kæmpe badekar/spa. Der vil jeg gerne ind 🙂
Da hun er færdig med at rydde op, bliver afløseren sendt hjem, da hun nu kan koncentrere sig helt og fuldt om mig.

Jeg vil rigtig gerne ned i det badekar, så hun går i gang med at fylde det og jeg husker stadig følelsen her et år senere. At komme derned i det varme vand og føle sig vægtløs var absolut fantastisk.
Som så meget andet dejligt under en fødsel, er glæden kortvarig. Veerne tager til, jeg kaster op og har det bare absolut forfærdeligt. Jeg bliver undersøgt igen, og de sidste par timer har jeg kun åbnet mig ÉN SKIDE CENTIMETER!!!!!!!!!!!
Herfra opgiver jeg mentalt. Jeg tænker ikke selv rationelt mere; dertil er smerten for stor, og jeg følger heller ikke længere med i, hvad jordemoderen fortæller mig. Frem til pressefasen husker jeg stort set kun ting, min mand har fortalt mig.

Jeg ved ikke, hvor længe dette står på, men på et tidspunkt, mens jeg ligger i fosterstilling på gulvet, beder jordemoderen mig om at tage en beslutning. Enten skal jeg finde ud af at arbejde bedre sammen med min krop og smerterne, eller jeg kan vælge om jeg vil på sygehuset, så jeg kan få en epidural.
Havde jeg kunnet få en epidural på stedet, havde jeg gjort det, men jeg havde så ondt, at jeg slet ikke kunne overskue tanken om at skulle ud og køre ti minutter i en bil. Kan ikke engang overskue at gå fra fosterstilling til siddende, så jeg bliver bare liggende der på gulvet.

Jordemoderen lader os være lidt alene, og her ændrer hele scenariet sig. Jeg tænker jo ikke selv, men min mand får den gode idé at sætte John Legends “All of me” på, og på magisk vis får den os et helt andet sted hen, så næste gang jordemoderen kigger ind, står vi og kinddanser mellem veerne. Vi hørte den ikke én gang. Min mand fandt en playliste, så den kom i alverdens versioner, og hvis jordemoderen aldrig vil høre den igen, så forstår jeg hende måske godt lidt 🙂

De næste timer går med veer og undersøgelser (fuck, hvor gør det dog i øvrigt pisseondt, når de skal undersøge, hvor meget, man har udvidet sig)!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Fordi det er en privatklinik, og vi har det hele for os selv, kan vi gå rundt, hvor vi vil, så jeg vader nøgen rundt med min mand gående foran med mig i hænderne klar til næste vé. Jeg har aldrig hørt om en mand, der gjorde så meget, som min mand gjorde den dag.
Der var ikke én ve, han ikke var en del af. Da jeg lå i karret, maste jeg hans hænder, og når jeg var stående, lagde jeg al min vægt i hans hænder igennem en vé, og jeg vejede altså 94 kg., da Leo blev født!
Jeg kan godt forstå, hvis min mands krop også var lidt medtaget dagen derpå 🙂

Klokken 20 får jeg endelig meldingen om, at det er blevet tid til at presse. Jeg ligger på briksen, da hun undersøger mig, så de første par presseveer gennemføres her, hvorefter hun siger, at hvis jeg vil føde i vand, skal jeg over i karret NU.
Jeg rejser mig fluks op, og kommer over og op i badekarret helt uden hjælp. Jeg var SÅ klar til det her. I timevis havde jeg ventet på “pressetilladelse”, for så ved man sgu da, det snart er overstået.
Det er også i pressefasen, min mand ser mig i øjnene for første gang i timevis. Ellers havde det hvide bare vendt udad, men jeg var 100% tilstede og KLAR.

20.20 er Leo ude, så det var en rimelig kort pressefase, men jeg gav den også gas 😉

Her er det så, at jeg fejlagtigt tror, det er overstået, og jeg bare skal ind i hyggerummet og nyde mit barn. Jo jo, vidste da godt at moderkagen også skulle fødes, men tænkte det var rimelig ligetil, når man lige har presset knap 4 kg. ud!?!
Men moderkagen gider ikke komme ud, uanset hvor hårdt jeg presser. Vi prøver med jævne mellemrum, og hun prøver at massere min mave (ikke rart), men da der er gået halvanden time, føler jordemoderen et vist pres, for hvis ikke den er ude inden for 2 timer, skal jeg på sygehuset. Min mor måtte på operationsbordet, da hun havde født mig, fordi moderkagen sad fast, så jeg var da lidt nervøs for, det skulle ende sådan.
Som et sidste forsøg, spørger hun mig, om jeg kan squatte???
Fandeme ja – igen er jeg bare KLAR, for SÅ vil det jo være overstået, så Leo ryger over til farmand, og jeg hopper ned fra briksen og napper lige 20 squats … derefter ned på hug og presse til og BUM – der kom moderkagen. ENDELIG.
Nu skal jeg bare nyde min lille baby inde i hyggerummet …. NOT!

Så skal “hun” jo undersøges dernede, og da lillemanden er kommet skævt ned, har jeg fået en 10 cm. lang flænge indvendig …
Her ville et sygehus have været en fordel, for noget af charmen ved en privatklinik er jo netop, at det ser hjemligt og hyggeligt ud; dvs. ingen bøjler til benene og intet skarpt loftslys, så mens jordemoderen sad og undersøgte mig, stod min mand lige bag hende med en standerlampe i hænderne for at lyse for hende … ja, det var yndigt 🙂
Hun prøver på at bedøve mig indeni, (endnu en ting der gør motherfucker ondt), men hun kan ikke få bedøvelsen til at virke helt oppe, finder vi ud af, da hun prøver at sy mig. AV AV AV.

Så her må jeg opgive tanken om hyggerummet og indse, at jeg må en tur på sygehuset og blive syet. Det er simpelthen umuligt for hende at udføre dette alene, og det har jeg fuld forståelse for.
De var også 2 om det på sygehuset, og det var endda under “bedre forhold.”
Eneste fordel ved en tur på sygehuset var, at jeg kunne få lattergas. Det var jeg MEGET begejstret for.

Omkring halv tre om natten, forlader vi sygehuset og kører hjemad, dog lige med et stop på en tank, så vi kunne få noget mad.

Og sådan kom lillemanden til verden <3