Nem mos når baby begynder på skemad

 

Hvis du også gerne vil give din baby hjemmelavet mad, men du (ligesom mig) er lidt doven i køkkenet, så er det her indlæg lige noget for dig 😉
Jeg var godt klar over, at jeg aldrig ville komme til at stå hver dag og særskilt koge kartofler, gulerødder og andre grøntsager til Leo. Det gider jeg simpelthen bare ikke.
Omvendt ville jeg jo gerne have, han fik hjemmelavet mad. I hvert fald når vi var hjemme.
Når vi skal ud, har jeg et glas med, for at stå og rode med mit hjemmelavede mad, der skal tø op og blandes med modermælkserstatning og smør, når vi er ude … det gider jeg heller ikke 🙂
Der fungerer mad på glas bare super nemt. En tur i mikroovnen og vupti – så er der serveret!

Men i forhold til selv at lave mad, så er  isterningebakker vejen frem til nem hjemmelavet mos.
På få timer kan du lave mad til minimum en uge, og når sulten melder sig hos baby, kan det tilbederes på et par minutter.

IMG_6467

 

  1. Du skræller kartoflerne, gulerødderne (whatever), skærer dem i mindre tern(ca. 3×3 cm.), putter dem i en gryde og dækker dem med vand.
    På billedet er det frosne ærter, hvilket er endnu nemmere.
    Hvis ikke du sværger til friske grøntsager, kan du også købe broccoli, blomkål, ærter/gulerødder-blanding og broccoli grøntsagsblanding. Det er SÅ nemt 🙂
    Bare tøm posen ned i det kogende vand og lad det koge 15-20 minutter.
    Kartofler, gulerødder og andre “friske” varer, koger jeg i ca. 25 minutter.
    Så er det godt mørt og nemt at arbejde med.
  2. Frem med stavblenderen eller hvad du ellers har.
    Nu hvor Leo er blevet 8 måneder, er vi begyndt at mose manuelt i stedet for, så mosen ikke er lige så lind, men de første måneder med mos, er det rart ikke at være bekymret for klumper i maden. ( Er der noget, der kan give sved på mors pande, så er det frygten for mad, der sidder fast i halsen)
  3. Når mosen har fået den ønskede konsistens, tager du en grydeske, dejskraber eller lignende og øser det over i isterningebakkerne.
  4. Sæt isterningebakkerne i fryseren et døgns tid.
  5. Tag dem ud af fryseren og lad dem stå en 5-10 minutter, inden du popper dem ud. Det gør det lidt nemmere.
  6. Derefter kan du putte dem i en genoplukkelig pose, der er nem at tage fra, når sulten melder sig.
    I starten fik Leo kun en terning kartoffelmos og en terning grøntsagsmos, for de spiser stort set ingenting. De smager bare lidt.
    (Det kan sagtens tage et par uger, før man virkelig føler, de spiser maden. Det skal man ikke lade sig stresse af. Bare husk først at skrue ned for mælkeindtaget, når der rent faktisk kommer mad i maven på de små).
    Derefter kan man stille og roligt fylde flere isterninger på.
    Nu får Leo en 9-10 terninger + lidt kød til aftensmad, og så også lidt rugbrød bagefter faktisk. Han er ret sulten 🙂

IMG_6532

 

  1. TIP: Skriv på posen, hvad der er i. Flere madvarer ligner hinanden og selvom det ikke er en katastrofe at bytte om på sød kartoffelmos og gulerødder, eller broccoli og ærtemos, så er det ret ærgerligt at putte æblemos i kartoffelmosen, fordi du tror, det er blomkål – jeg taler af erfaring  🙂
  2. Det er rart med lidt at vælge imellem, så baby får forskellige smagsoplevelser hver dag, fordi man kan blande det, som man vil.
  3. Her er det kartoffelmos med broccolimos og gulerodsmos.
    Et par terninger af hver og så halvandet – to minutter i mikroovnen.
  4. Husk at bruge fedtstof (smør eller madolie) og modermælk eller modermælkserstatning, så baby får hvad baby har brug for. Ca. en teske fedtstof og i forhold til modermælk, bruger jeg ca. 30 ml. til en portion. Selvfølgelig væsentlig mindre i starten, når det kun er et par terninger, der laves.

Jeg håber, du kunne bruge ovenstående fremgangsmåde til noget. Jeg har selv været rigtig glad for nemheden i det.

TILFØJELSE: Du kan også fryse modermælk ned og blande en isterning i, når maden har været i mikroovnen. Så bliver maden også hurtigere spiseklar.