Hvis ønske er det egentlig??

4073049_1429056816_6558_updates

Hej igen

Jeg ved godt, der har været meget stille på bloggen de sidste par måneder, og det beklager jeg.

Vi er netop startet på 9.måned af Projekt Baby, og jeg er begyndt at have en masse tanker omkring:

  • Tidspunkt – nu mangler jeg blot 4 uger af min uddannelse, og jeg har endnu ikke fundet noget nyt arbejde. Er det dumt at fortsætte, hvis nu jeg får et lige om lidt? Og det kunne jo også være meget smart med en lille opsparing for den sags skyld.
  • Er jeg virkelig klar til det her? Jeg ved, at jeg vil kunne klare opgaven – især med den fantastisk kæreste som jeg har. Men det ene øjeblik er jeg total klar til at få den baby, og det næste vil jeg gerne fokusere på min træning og nå ind i en god rytme inden jeg bliver gravid.
  • Vi mangler et værelse – da vores lejlighed kun er en 2 værelses vil vi mangle et værelse til, hvis der kom en lille ny. Nej, jeg er godt klar over en baby i “behøver” et værelse det første lange stykke tid. Men det at gå og forberede og indrette et børneværelse, er en del af hele rejsen. Det synes jeg i hvert fald.

 

Jeg synes der er mange ting, der indikere, at det “ikke lige passer ind”, men på den anden side. Gør det nogensinde det? Man tilpasser sig de udfordringer livet byder og finder ud af det. Men at jeg overhovedet gør mig disse tanker, får mig til at tænke: “hvis ønske er det egentligt at få det her barn?”. Er det virkelig inderligt noget, jeg ønsker lige her og nu? Det ved jeg ikke. Jeg er bange for jeg har for mange usikkerheder i mit liv til pt. at kunne varetage et barn. Det går ad helvedes til med min familie, jeg har ikke noget arbejde, vi mangler et værelse…. Hmm, men jeg har det jo godt med min kæreste. Jeg har aldrig været lykkeligere end jeg er nu. Nej, jeg har måske ikke noget arbejde, men der er dem, der har det meget værre end jeg, der alligevel vælger at få et barn. Og de klarer sig ganske fint. Og et værelse? Er det ikke bare at flytte? Vi har jo et helt indskud, vi får tilbage, når vi flytter – det burde være mere end rigeligt til indskud det nye sted.

Jeg tror måske grunden til, jeg er begyndt at tvivle så meget er, at det har taget os 9 måneder. Og der er stadig intet sket. Måske er jeg ved at miste håbet? Men jo længere tid, der går, jo tættere på målet må vi vel komme. Eller hvad?

Alt jeg ved er, at når jeg ser min kæreste sammen med små børn, så kan jeg slet ikke vente med at velsigne ham med vores eget barn. Jeg kan slet ikke vente med at blive en familie. Burde det ikke være indikator nok til at overbevise mig om, at det virkelig er et ønske, jeg har?