Amning er fortid nu

Amning.. så gik der alligevel 366 dage med dét. Helt præcist. Jeg har før delt ud af mine oplevelser omkring amning, da den har været en stor del af min datters første leveår. Til tider var amning det værste og mest trættende ‘projekt’ som jeg utallige gange overvejde at kyle af H til. Men, som udgangspunkt har amning for vores vedkommende været elskværdigt, meningsgivende og praktisk 80% af tiden.

Jeg forstår udemærket dem der elsker at amme og jeg forstår også dem der hader det. Jeg har/havde et kombineret forhold til det. Det er en tid jeg mindes med glæde, men det er også en lettelse at være det foruden. Jeg havde et ønske om at amme indtil min datter blev 1 år, hvorfor jeg mentalt var indstillet på, at det for nyligt var tid til at stoppe. Heldgivis kom det helt naturligt med afvænning af aften-amningen, som var den vi skulle væk fra her til sidst. I forbindelse med en ferie faldt Noria-Philina altid i søvn i sin barnevogn når vi gik tur, og på den måde gled amningerne ud i sandet. Hun har siden da ikke søgt efter mælk hos mig, og jeg kommer ikke til at tilbyde hende det igen. Jeg har faktisk ingen anelse om, hvor hurtigt kroppen lukker ned for mælkebaren, men jeg føler virkelig ikke der er så meget som en dråbe tilbage.

Jeg er så glad for, at afvænningen har været uden kamp! Jeg havde håbet og ønsket at hun ville afvise brystet fremfor at jeg skulle være den, der nægtede hende at komme til. Jeg savner ikke at amme, og jeg er ikke ked af at hun ikke vil mere. Efter både fertilitetsbehandling, graviditet og amning, trænger jeg til at have min krop for mig selv.

Men, respekt til de ammende mødre der har overskud til at fortsætte så længe deres barn har lyst – det er sejt!