90 minutter uden forbindelse!

Der går lidt meget mor i den 24 timer i døgnet.. Det er selvfølgelig ikke så underligt, men nogle gange har jeg bare brug for en pause!

Samtidig med at jeg gerne vil have en pause, vil jeg egentlig også helst være ved min datter. Derfor har jeg store diskussioner med mig selv om hvorvidt jeg nu skal tage ud og handle, træne, eller ses et par timer med veninder, imens far Daniel har Noria-Philina selv. Jeg har ikke prøvet at være væk fra hende særlig mange gange og heller ikke lang tid ad gangen. Er overhovedet ikke i tvivl om, at Daniel tager sig så godt af vores lille pige, men det er samvittigheden over, at jeg har brug for at komme væk, der gør det svært for mig.

Bikram yoga – træning, varme og ro

For et par år siden dyrkede jeg Bikram yoga (90 minutter med 26 yogastillinger i et 40 graders varmt lokale). Det kunne jeg ikke under graviditeten, og det var heller ikke oplagt lige efter fødslen. Men nu er det efterår, det er koldt udenfor, jeg trænger til at træne og til at stresse af. Det jeg elsker ved yoga er den ro og den behagelige belysning der er i lokalet. Ingen snak, intet musik, intet ur og vigtigst af alt; ingen mobiltelefoner!

MEN… Da jeg forleden aften endelig kom afsted (med min dårlige samvittighed og frygt for at Noria-Philina ville føle sig forladt af sin mor) var det ret svært ikke at være ‘tilgængelig’ for min kæreste, hvis nu der skulle opstå problemer derhjemme. Noria-Philina bliver stadig fuldtidsammet, vi er kun lige begyndt med smagsprøver på grød, og hun får ikke flaske. Jeg havde ammet hende inden jeg tog afsted, men derfor kan hun jo stadig godt blive sulten i løbet af de 2 timer jeg sammenlagt skulle være væk. Og jeg ville så ikke have mulighed for at blive ringet hjem.

Skal jeg gå, skal jeg blive?

Den sidste del af yogaklassen var en kamp for mig. Det er dårlig stil overfor de andre på holdet at pakke sine ting sammen og at åbne døren ud til de normal-tempererede omgivelser midt i undervisningen. Men jeg kunne næsten ikke være i mig selv, i mangel på kontrol over hvordan det mon nu stod til derhjemme. Jeg har aldrig haft ringet eller skrevet til Daniel for at høre hvordan det stod til, når han har været alene med Noria-Philina. Men han har haft muligheden for at ringe til mig. Jeg besluttede mig for at blive og tro på det hele nok skulle gå.

LEVER I?!

Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg var den første til at forlade lokalet da undervisningen var slut. Og jeg havde min telefon i hånden straks! “Det går fint, hun sover, og har gjort det siden kl 20” siger han så da vi taler sammen. Mit hjerte begyndte at slå normalt igen, jeg fik taget et bad og kom hjem. Alt var i sin skønneste orden. Selvfølgelig var det dét!

NAMASTE – som man siger til yoga..

Skærmbillede 2017-10-29 kl. 21.39.57