Close
Abort
facebook pinterest twitter

Abort

nusommor 7 november 2017, 08:28

Der er glansbilleder over det hele på de sociale medier, eksempelvis et scanningsbillede af det smukkeste lille foster, der ligger inde i sin mors mave. Jeg så en hel del af disse glansbilleder da jeg vågnede om morgenen, efter at have aborteret om natten. Graviditet og abort – så kontrastfyldt og så stor afstand mellem lykke og sorg.

Der er intet galt med at mennesker deler gode nyheder, såsom en graviditet. Men der er noget galt med at man som menneske føler sig forkert, utilstrækkelig og alene, når man med naturens magt oplever at abortere. Der er desværre mange der oplever det før eller siden, men derfor er det stadig en svær og ulykkelig situation for den enkelte! Det gør ondt både fysisk og psykisk – det var i hvert fald sådan jeg oplevde det.

Min spontane abort

Først skulle jeg sluge de hårde facts; du kan ikke blive naturligt gavid, du skal have hjælp! Så skulle jeg lade min krop være genstand for medicin, og pakke min blufærdighed væk; fertilitetsbehandling kræver at flere forskellige mennesker arbejder med ens krop, og kommer meget tæt på. Det vænnede jeg mig til, det var ligesom nødvendigt!

Jeg vænnede mig aldrig til et mislykket forsøg, men blev mere og mere ked af det for hver gang det ‘failede’! Endelig blev jeg gravid og SÅ kom nederlaget. Der blev holdt øje med graviditetens udvikling under fertilitetsbehandlingen. Vi glædede os som små børn til juleaften da vi skulle ind og se det lille hjerte blinke i 9. uge. Hjertet blinkede ikke. Jeg ved stadig ikke hvordan jeg skal beskrive, hvor ondt det gjorde at få den besked. Jeg følte mig så uretfærdigt behandlet, men uden nogen at skyde skylden på. “Det er jo naturens måde at fortælle, at det ikke er en sund og rask baby“. Når jeg er rigtig chokeret over noget er min reaktion ikke-eksisterende, jeg er bare tom for ord og tom for udtryk. Lægen virkede til at mangle en reaktion og nævnte for os, at vi havde al ret til at være kede af det. Så snart vi trådte ud af hospitalet trillede tårerne ned af kinderne, og det blev de ved med. Hele vejen hjem i toget sad jeg med hovedet under Daniels armhule og græd. Engang i mellem kiggede jeg op på menneskerne der steg af og på midt i myldretiden, og jeg græd videre. Sådan stod det på de næste mange dage. Vi afventede aborten og håbede på at den kom af sig selv, så jeg kunne undgå medicinsk abort. Midt om natten, oveni det psykiske smertehelvede kom den fysiske smerte; aborten. Det var på en måde rart at få ‘renset ud’, men jeg følte mig tom, og var ked af at jeg ikke skulle gå og passe på et lille liv. Det gik virkelig op for mig, at det var slut for denne gang, og det mikroskopiske lille håb for at det hele nok skulle gå forsvandt. Og så lå jeg ellers dér om morgenen mens tårerne stod ud til højre og venstre, alt imens jeg scrollede gennem mine newsfeed på både Instagram og Facebook hvor scanningsbillede efter scanningsbillede dukkede op.

Hårdt for sjælen

Jeg undede alle dem der var gravide at være det. Men jeg følte mig som den eneste i hele verden der ikke kunne skabe en baby eller holde på den. Der var ingen omkring os der vidste at vi var igang med projekt baby, så jeg isolerede mig en del, indtil jeg var nogenlunde ovenpå. Jeg blev så afhængig og ængstelig når Daniel ikke var ved mig, og sådan har jeg det normalt ikke – faktisk kan jeg bedst lide, ikke at føle mig afhængig af noget eller nogen. Men aborten viste sig som en oplevelse, der fik følelser og sider frem i mig jeg ikke kendte til.

Lige meget hvad årsagen er til at miste eller hvornår i graviditeten det sker, så er det dybt uretfærdigt og umenneskeligt, også selvom det er naturens måde at fortælle at noget er galt. Og dét faktum at x antal kvinder oplever at abortere kan ikke trøste én, når man står i situationen. Det gør bare ondt, og det er helt okay at synes det!

foto til blog