Er der en voksen til stede?

Skærmbillede 2017-10-19 kl. 21.12.16

Jeg giver op – jeg er ligeglad

Jeg har stået i mange vanskelige situationer. Nogle af dem har jeg helt selv rodet mig ud af, andre har jeg bedt om hjælp til. Om det har omhandlet uddannelse, job, praktiske hverdagsting eller svære følelser, har der altid været nogle at kalde på når det hele sejler. Engang var det en mulighed at pakke problemet væk, og flytte fokus hen på noget andet. Fx har jeg utallige gange siddet og læst op til en eksamen, siddet og snøftet ned i bøgerne og været overbevist om at jeg ville dumpe, og at det hele kunne være lige meget. Så har min kæreste trøstet mig, bakket mig op og overbevist mig om, at jeg selvfølgelig ikke ville dumpe og at jeg bare trængte til en pause fra bøgerne – og det er jo så fedt at tage en tiltrængt pause når man er kørt træt i det. Bøgerne er jo ligeglade med, om man vælger dem fra, til fordel for en løbetur eller en biograftur.

Så kom babyen – og en baby er ikke ligeglad….

Så skete der dét at jeg blev mor. Og nøj hvor har det bare tit givet mig lyst til at kalde på en voksen og sige ‘så, nu har jeg gjort alt hvad jeg kunne, jeg kan ikke mere. HJÆLP!’.
MEN! Med titlen mor (eller far) medfølger også den ære, at være den bedste for det lille menneske, man selv har sat til verden. Det er bare ikke altid jeg ved, hvad jeg skal stille op med det lille væsen og nogle gange føler jeg ærlig talt ikke at jeg har ‘kørekort’ til hende. Forskellen på min datter og de tidligere udfordringer jeg har haft er, at jeg er nødt til at finde en løsning på problemet HER OG NU! Jeg kan jo ikke lade hende ligge og skrige, og så tænke ‘det her ordner jeg senere, jeg tror lige jeg tager en kaffe med en veninde’.
En baby er ikke villig til at blive pakket væk og fundet frem igen, når overskuddet er tilbage – min baby er i hvert fald ikke!

Hvad ved jeg?!

Det er det hårdeste og det mest fantastiske at være så vigtig for et andet menneske, som jeg er for min lille datter. Det går især op for mig at jeg er hendes mor, når hun befinder sig hos andre mennesker og på et tidspunkt bliver utilfreds. Så siger personen ‘nå, nu må du hellere komme hen til mor igen’, og jeg får nogle gange lyst til at træde et skridt tilbage og sige ‘nej tak du, jeg ved sgu ikke hvad jeg skal stille op med hende’. Men uden tøven og på et splitsekund har jeg hende i min favn, og ved at hun befinder sig lige præcis hvor hun skal være – hos mig, sin mor.

Jeg ved godt at det er muligt, at bede om hjælp, men når alt kommer til alt er det enten mor eller far der er behov for. Det er faktisk fantastisk at være den ‘voksen’ hun kalder på, når hun er ulykkelig. Pointen er, at det er helt specielt at være mor og at jeg trods udfordringerne aldrig vil være foruden min nye titel!