Fertilitetsbehandling skulle der til!

Skærmbillede 2017-07-15 kl. 22.47.38

Jeg vil prøve at gøre en LANG(!) historie kort:

I foråret 2015 besluttede min kæreste Daniel og jeg os for, at vi gerne ville blive en lille familie på 3. Vi trænede meget da vi begge skulle stille op til Copenhagen Ironman i august måned (2015). Vi vidste at jeg ikke havde haft en menstruationscyklus i 3 år, og at vi derfor skulle have hjælp til at skabe en baby. Årsagerne til den manglende cyklus vil blive uddybet i en anden blog, senere.

Vi løb henover målstregen ved Copenhagen Ironman, hvor vi hver havde svømmet 3,8 km, cyklet 180 km og sluttet af med et marathon på 42,2 km. Daniel friede til mig midt på Christiansborg foran familie og venner der havde heppet på os hele dagen.
Så overraskende, og så sødt! Jeg sagde JA!
Dagen efter Ironman mødte vi op på fertilitetsklinikken og en masse praktiske undersøgelser mm. blev sat igang. Vi havde regnet med at det nok skulle gå hurtigt med at blive gravide, men så nemt skulle det ikke være. Det ene forsøg tog det andet og skuffelsen blev større gang for gang.

Baby on board!
Endelig blev jeg gravid i sommeren 2016! Ved hjælp af fertilitetsbehandlingen lykkedes det i 5. forsøg, og på grund af behandlingen blev vi fulgt nøje. Spændte, nervøse og håbefulde skulle vi til scanning i 9. uge for at se at om alt var som det skal være. Alt var IKKE som det skal være. Fostret var ikke levedygtigt, og dét hjerteblink vi havde glædet os til at se, var ikke at finde. Jeg græd om kap med den silende regn der stod ned i stænger!

Spontan abort
Jeg skulle straks stoppe med at tage de hormoner der havde til formål at holde på livmoderen. Herefter håbede vi så på at min krop selv kunne udstøde fostret og at der ikke skulle et indgreb til. Jeg aborterede af mig selv, og så var det altså forfra igen.

Gravid igen og helt nede i kulkælderen
Da min krop var kommet sig over aborten, forsøgte vi igen. Ved dette 6. forsøg var det præcis et år siden at vi startede op i fertilitetsbehandling. Samme dag jeg skulle have lagt æg op fik jeg (endnu et) af mine større sammenbrud, og jeg blev henvist til psykolog (mere om dette en anden gang). Et par uger efter fik jeg taget en graviditetstest i form af en blodprøve og den var positiv! Vi var naturligvis glade, men bekymringerne og de dårlige minder, hang som en stor sort sky over os.

Endnu et par uger efter fulgte den tidlige scanning. Der var HJERTEBLINK! Lettede, lykkelige, (kvalmende – for mit vedkommende) og ikke mindst bekymrede skulle vi så have de næste uger til at gå, indtil nakkefoldsscanningen. Graviditeten er jo skrøbelig i 1. trimester, så vi turde ikke tro på det alt for tidligt.

Slut med ‘dobbeltlivet’ og afsløring af en sød hemmelighed – endelig!
Vi havde valgt at holde projekt baby top hemmeligt, hvilket var en udfordring i forhold til visse situationer og omgivelser. Daniel og jeg havde gået med denne hemmelighed i over et år og desuden havde jeg så svært ved at tro på at vi skulle være forældre! Denne kombination gjorde det ret svært for mig at gøre det ‘officielt’, selvom jeg havde set frem til endelig at kunne være ærlig igen, og også ‘undskylde’ over mit til tider triste sind. Der er dog ingen tvivl om, at graviditeten gjorde menneskerne omkring os uendeligt glade, og at der blev set frem til maj 2017, hvor vi havde termin med vores lille pige.