Første gang til babyrytmik – og verdens værste timing!

Igår var det virkelig(!) mandag på en tirsdag. Sådan en dag hvor én ting går galt fra morgenstunden af, hvorefter en lavine starter og det hele bare ender i kaos.

Noria-Philina tager sig sin morgenlur ude i barnevognen på altanen, ligesom hun plejer. Jeg venter altid med at gøre noget som helst for mig selv, indtil hun tager sin første lur. Jeg vurderer at det er smart lige at få noget morgenmad og at få pakket barnevogn og pusletaske, for senere skal vi til rytmik for første gang. Derefter skal jeg have et bad, som er virkelig tiltrængt! Normalt sover hun ca. 2 timer, men nej, ikke igår.. Ikke da jeg stod dér i badet med sæbe i håret. Jeg var nødt til at gøre badet færdig, og derfor var det for sent at ‘redde’ hendes lur, hun var lysvågen. Men hun var stadig træt – og når hun er træt, er hun ikke verdens gladeste baby.

Vi kommer afsted, sammen med en fra mødregruppen. 2 barnevogne i et overfyldt tog, og det er sidst på formiddagen – der plejer da ikke være mange mennesker på den tid?! Vejret er dårligt, no surprise, og jeg må have Noria-Philina på armen og styre den ellers lille og handy ‘Big Star Supreme’ barnevogn (som vi i øvrigt er super glade for, trods størrelsen).

Hej og farvel

Rytmiktimen begynder, vi synger velkomstsangen – og det var så dét for vores vedkommende. Noria-Philina blev så ked af det, at jeg måtte gå ind i et andet rum og få hende til at sove, pakket godt ind i sin dyne hvor hun er tryg. Jeg går ud og står på sidelinjen med hende i favnen, for at se hvad de laver af aktiviteter, for så tænker jeg, at lave dem med hende når vi kommer hjem. Da vi skal hjem er jeg nødt til at give hende mere tøj på, hvilket hun vågner af. Vi vælger at gå den lange vej hjem, i håb om en god lang lur til dem begge. Vi tager et pitstop for at amme, men Noria-Philina gider ikke rigtig spise, og sove igen gider hun heller ikke. Til sidst må jeg finde en bus, men vi kommer til at vente på den næste, fordi der allerede var optaget af barnevogne. Da vi endelig kommer på bussen glemmer jeg at stå af, så vi må lige en tur med toget, for så at tage endnu en bus. Alt dette foregår med hende på armen i regnvejr. Desuden har jeg ikke fået hverken mad eller drikke siden vi tog hjemmefra, så jeg er (lidt!!) afkræftet.

Frokost blev til aftensmad som blev til natmad

Vi lander hjemme i lejligheden ved 18 tiden, og hun er stadig træt og ked af det. Da hun endelig er faldet i søvn når jeg kun lige at ordne lidt praktisk, inden hun vågner igen. Hen af aftenen kommer Daniel heldigvis hjem og hjælper til, men inden vi har set os om er kl. 21.20 før vi endelig sidder sammen og spiser aftensmad. Jeg er så smadret og samtidig ked af, at hun har haft sådan en rodet dag!

Jeg måtte trøste mig med at der kommer en ny dag, hvor det hele forhåbentligt går op i en højere enhed. Nogle dage er bare helt ude af kontrol, og til næste gang ved jeg hvor vigtigt det er, at hendes lur ikke bliver afbrudt, at jeg skal have regnjakke med, at huske en STOR madpakke til mig selv og at sørge for at Daniel er hjemme når vi kommer hjem. Man lærer heldigvis af sine fejl, og jeg ser frem til at Noria-Philina skal være med til alle de sjove lege, næste gang vi skal til rytmik.

Skærmbillede 2017-10-25 kl. 15.35.08