Close
Løvemor
facebook pinterest twitter

Løvemor

Avatar
nusommor 4 oktober 2017, 08:38

nytnyt

Jeg var (og er nok stadig) overbeskyttende, kan selv, vil selv, og gør selv-typen!

Allerede under, men også ret tidligt i graviditeten havde jeg en utrolig trang til at passe på mit lille liv inde i maven. Det var en lettelse da jeg begyndte at mærke liv, hvilket allerede blev dagligdag fra uge 16! Det betød dog ikke, at jeg aldrig blev bekymret om den lille nu havde det godt?

Bare det mindste nys, at være ved at snuble over noget eller et lille blidt slag på maven, kunne få mig til at panikke for vildt!

Hun er min!
Følte en større og større tilknyttelse til min lille pige i maven, i takt med at graviditeten og maven stormede frem, men ville det ikke være underligt andet?! Tror de fleste mødre kan genkende følelsen..

Efterhånden blev hikke, spark og kolbøtter meget tydelige og synlige, og det betød at omgivelserne også registrerede det – og naturligvis viste interesse for mit og min babys velbefindende. Min kæreste og jeg glædede os utrolig meget til at møde vores kommende datter – men det var vi var jo ikke de eneste der gjorde. Det var faktisk svært for mig at skulle til at dele hende og ikke have hende indeni mig men ‘udenpå’, så var der jo andre der kunne tage hende fra mig! – Ja, der gik lidt ‘Rikke 4 år’ i den.

Der er ingen tvivl om, at min datter er omgivet af fantastiske mennesker, og dem skal hun selvfølgelig lære at kende, og omvendt. Og der er selvfølgelig ingen der tager mit barn fra mig, det er jo mig der er hendes mor, og mig der skal tage ansvaret og beslutninger for hende, imens hun er så lille. Men der er godt nok delte meninger om, hvor lidt eller hvor meget ens nyfødte barn skal udsættes for af besøg, sociale begivenheder osv. og der er jo ikke noget der er rigtigt eller forkert – det afhænger helt og aldeles af forældrende, som er dem der ved hvad er bedst for dem og deres lille menneske.

Ro på, tak!
Vi havde meget brug for ro de første mange uger af vores datters liv. Hun var en nem og rolig baby, med et utrolig godt sovehjerte og en god appetit. Der gik meget tid med amning, og hun sov meget i løbet af dagen – men helst på enten mig eller Daniel. Hver dag brugte vi flere timer med hud mod hud, og når endelig hun havde sine små fine øjne åbne, kiggede vi ind i dem og talte stille og roligt til hende. Vi snakkede tit om, at det må være mærkeligt for en baby at komme ud i den store verden, hvor alt er nyt og fremmed. Derfor var det så vigtigt for os at skabe nogle trygge rammer for hende, og at lade hende blive trygge ved os til at starte med. Det betød også, at vi i den grad var i en barselsboble, hvor det virkede som om, at verden omkring os bare stod stille.

De første 3 måneder af hendes liv sov hun stort set stadig kun på os, og vi gav hende hele tiden opmærksomhed i hendes vågen-tid. Nu har vi heldigvis fundet en rytme hvor hun sover lure i sin barnevogn (og er rigtig dygtig til det), og hun kan også sagtens finde ud af at underholde sig selv. Det har helt klart gjort livet som mor lidt nemmere, da jeg ærlig talt har brug for mig-tid engang imellem.

Min indre løvemor lever stadig
Idag er vores datter, Noria-Philina, meget snart 5 måneder, og vi er kommet ud af ‘boblen’. Vi tager på ture, får besøg og besøger andre – og dét er hyggeligt. Men vi prioriterer stadig dage med ro og ‘bare os tre’ tid. Jeg havde godt nok troet, at jeg ville være hurtig til at få hende passet lidt i ny og næ, eller lade andre tage lidt mere over, men når det kommer til stykket vil jeg egentlig bare gerne selv, og føler ikke jeg har behov for ‘space’, ikke endnu. Min indre løvemor lever stadig og det vil den nok gøre noget tid endnu. Det betyder ikke, at hun ikke før eller siden skal på tur, uden både sin mor og far, men det skal nok komme. Det handler jo om lige at finde balancen, men det er der rigeligt tid til.

Måske er der andre der kan relatere til min situation? Eller måske har det helt modsat? – Del endelig dine tanker og oplevelser 🙂

[instagram-feed]