Close
Når følelserne tager kontrollen
facebook pinterest twitter

Når følelserne tager kontrollen

Avatar
nusommor 20 november 2017, 08:42

Jeg var forberedt på, at jeg ikke med sikkerhed ville få MOR følelsen i dét øjeblik min datter blev lagt op hos mig efter fødslen. Jeg var også forberedt på, at tiden efter fødslen kunne medføre mange blandede følelser – og var forsikret om, at det er helt normalt! Men da først jeg stod i et virvar af følelser jeg ikke kunne rumme, tænkte jeg at jeg ikke var normal.

Tom indeni

Det gik fint de første par døgn på barselshotellet, der var jeg stadig ‘høj’ på fødslen og stolt over at bringe min datter til verden i det rene smertehelvede. Jeg kan alt! – Sådan havde jeg det virkelig. Da min kæreste, min datter og jeg kom hjem til vores lejlighed, gik der ikke mere end et par minutter før tårerne væltede ud af mine øjne. Jeg kunne nærmest ikke trække vejret, og jeg blev trøstet og krammet af Daniel længe, før jeg overhovedet kunne få sagt et ord om hvad der foregik. Det værste var, at jeg ikke engang vidste hvad jeg skulle sige, jeg kunne ikke rigtig sætte ord på, hvorfor jeg var ked af det. Jeg følte mig på en måde tom. Tom fordi der ikke var nogen baby i min mave mere. Og tom, fordi jeg følte, at nu var det slut. Men det var ikke slut, det var jo kun lige begyndt. Jeg kunne bare ikke forstå at vi skulle beholde det lille menneske, det var som om hun var til låns, og at der ville komme nogen og tage hende før eller siden. Vi kendte hende jo heller ikke, og hun kendte ikke os.

Da det endelig gik op for mig, at den lille pige var vores, kom den næste ‘krise’, og jeg græd og græd igen. Jeg fandt ud af, at jeg rent faktisk har ansvaret for et andet menneske, et så lille og hjælpeløst væsen. Jeg er den primære person, der skal sørge for at hun får næring, omsorg og kærlighed. Jeg skal være der for hende indtil den dag, hvor jeg ikke selv er her mere. Dét kan jeg ikke finde ud af! Jeg gik i panik over at stå i den situation. Hvad har jeg dog rodet mig ud i?

Vil hun hellere være i min mave?

Dét spørgsmål spurgte jeg Daniel om SÅ mange gange de første par uger. Jeg var enormt overbeskyttende overfor min datter. Vi havde ikke mange barselsbesøg og hun blev ikke slæbt rundt, alle mulige steder. Det hele handlede om nærvær og hud mod hud. Hun blev båret rundt i viklen, og hun sov i vores arme. Hun blev ammet så ofte hun ville, og mine egne behov var ligegyldige for mig, og jeg prioriterede dem ikke. Og så sad jeg dér og kiggede i hendes mørke store øjne. Hun havde altid det samme ansigtsudtryk. Hun græd ikke de første mange første uger af hendes liv, og smile var hun for lille til at kunne. Selvom hendes ansigtsudtryk og sind var mildt, kunne jeg ikke bære tanken om, at hun måske var utryg, ulykkelig eller savnede hendes ‘gamle’ hule.

Var ‘lykkelig’ ikke meningen?

Lige pludselig stod jeg dér, hvor alt gik op i en højere enhed – ny lejlighed tæt på København, familie og venner lige i nærheden, ny bil og og og… en BABY!!?! Det var alt det jeg havde drømt om! Jeg havde jo forberedt mig på, at skøjte rundt i mange forskellige følelser efter fødslen, men jeg var tydeligvis ikke klar over, hvordan jeg skulle håndtere dem. Det kom bag på mig, hvor ofte jeg havde trang til at græde og hvordan gråden bare kom som et uventet stormvejr. Jeg skammede mig over det, og prøvede at skjule det for Daniel – altid uden held. Det gik heldigvis op for mig, at det var tilladt at græde over ‘alting og ingenting’ og samtidig være lykkelig helt ud til fingerspidserne.

sjksk

[instagram-feed]