NuSomMor

Mit bloggernavn kan forstås på flere måder.
På den ene side kan det forstås sådan, at jeg stadig bare er ’mig’, men med en ny titel hvor alt jo mere eller mindre er som det plejer – men er det nu også det?!

På den anden side kan det opfattes sådan, at det kommer bag på mig at jeg nu er mor – og det kommer faktisk bag på mig! – Jeg er mor til nogen. Til min elskede og højt ønskede lille datter. Jeg forstår det ikke. Hun er min, og jeg er hendes. Men hvordan gør man? Altså, hvordan er man en rigtig mor?

Det er jo mig (og hendes far, Daniel) der står med det største ansvar, og vi er dem der (åbenbart) ved bedst, samt er dem der elsker hende aller højest. Det er faktisk en stor og seriøs omvæltning.

Ønskebarnet
Overskriften siger sig selv! Min lille datter er en ægte ønskebaby, der var planlagt ned til mindste detalje. Hun er en IVF-baby, og er altså kommet til ved hjælp af fertilitetsbehandling. Min krop var ikke i stand til selv at blive gravid. Min kærestes millioner af små super-svømmere blev hældt ud over de æg man havde taget ud af mig – for så at blive sat tilbage igen.

Og her fra gik vores største drøm i opfyldelse. Vi skulle være forældre. Til en pige. Til Noria-Philina.

Mor… Hvordan gør man det?
Overordnet set, synes jeg det var nemt at være gravid og at det er nemt at være mor. Kun overordnet(!). Lige så ofte som jeg tænker, at ’dét her har jeg da helt styr på’, lige så ofte hører jeg Daniel (eller en anden) nævne ordet ’Mor’ til Noria-Philina, i en eller anden sammenhæng. Det er fx her jeg gang på gang bliver mindet om at det er mig der tales om, jeg er jo moren.

Det får mig til at tænke over, om jeg gør det dér ’Mor’ rigtigt?! Det er mig der er ansvarlig for at give hende mad (så længe hun stadig kun ammes), hvile, omsorg samt kærlighed og kys i lange baner, men det er også mig der skal kunne håndtere gråd, sygdom og alt det mindre sjove – hvilket jeg ikke helt synes jeg har ’kørekort’ til. Jeg er en (konfliktsky) pleaser og enormt sårbar, så i visse situationer får jeg som mor, lyst til at kalde på en voksen – og det ender jo selvfølgelig med at blive mig selv jeg kalder på.

Heldigvis er der en masse lykke forbundet med at jeg stadig er mig, men i udgaven NuSomMor ☺

nusommor