Samsovning!

Skærmbillede 2017-10-16 kl. 21.45.49

Jeg er mor til en lille tryghedsnarkoman. Er hun født sådan? Er vi, som forældre, grunden til at hun er sådan?

Da Noria-Philina blev født lå vi mere eller mindre hud mod hud konstant. Det blev vi anbefalet, så det gjorde vi. Og selvfølgelig også, fordi vi havde lyst. I øvrigt havde vi ikke travlt med at få besøg eller at slæbe hende med rundt i den store verden. Hun var jo lige kommet ud af sin lille varme og trygge hule, så vi ville give hende en chance og en blid start.

Hvor er I, mor og far?!

Den første nat på hospitalet sov hun i min seng, helt op af mig. Jeg kunne ikke forestille mig, at hun skulle sove noget andet sted. I dagtimerne sov hun på os eller hos os, så snart hun blev lagt i sin babynest eller hospitalsvugge kunne hun ikke finde ro, hun lå og søgte. For mig var det ikke livet om, at lære min lille nyfødte at sove for sig selv. Det var nærmere livet om, at give hende så meget tryghed og nærvær som overhovedet muligt, døgnets 24 timer. Jeg kunne få helt ondt i hjertet ved tanken om at hun skulle føle sig utryg og bange efter at være kommet ud til så stor en verden, en verden der må være så anderledes fra maven.

Da vi kom hjem fra hospitalet, stod hendes ‘side-by-side’ seng klar til hende (en seng der går i ét med vores). Den sov hun ikke i, for afstanden fra os var åbenbart for stor. Hun skulle gerne ligge helt op af én, nærmest under armhulen og med armen rundt om sig. Aller bedst var det, når hun lå i midten af os, og selvom der advares meget mod vuggedød (hader dét ord!), lå det dybt i underbevidstheden at hun lå lige ved siden af os. Den mindste lyd eller bevægelse fra hende fik os til at reagere.

Små ændringer kan også være store!

I længden blev det hårdt, aldrig at sove bare lidt tungt, og fra da hun var ca. 3 måneder, begyndte vi at pakke hende ind i sin dyne og have hende liggende ved siden af mig. Nu hvor hun er 5 1/2 måned, er vi begyndt at have hende sovende i hendes gyngevugge der hænger over vores seng, eller i hendes ‘side-by-side’ seng som er blevet til en tremmeseng, der står for enden af vores seng. Det hænder at hun kommer over til os om natten eller tidlig morgen, men dét kan vi sagtens leve med. Det ligger på ingen måde i kortene, at hun skal på eget værelse – ikke endnu! Vi har ikke sat nogen alder for, hvornår hun skal det, men et gæt vil være omkring de 2-3 år. Det afhænger selvfølgelig af hendes selvstændighed til den tid, og ikke mindst hvordan vi alle trives. Lige nu fungerer det helt fint for os alle 3, at dele soveværelse.

Måske vi selv er med til, at holde liv i hendes tryghedsnarkomani, men altså.. Hver ting til sin tid, hun skal helt sikkert nok lære at blive selvstændig, sove på eget værelse og undvære sine forældre – det har både jeg og Daniel i hvert fald lært, og vi er begge opvokset med samsovning til omkring skolestartsalderen(!).

IMG_9241