“Små børn små problemer, store børn store problemer”. STOP, bare stop!

“Nå Rikke, hvordan går det så med den lille?”
“Jo tak, det går fint, vi har lidt udfordringer for tiden(…..)”
“Ja ja, bare vent til hun bliver større, du ved, små børn små problemer, store børn store problemer”

Ovenstående er en typisk samtale og jeg bliver SÅ TRÆT! Træt af gang på gang, at høre netop den sætning om hvorvidt problemernes størrelser passer til barnets alder. Det har jo intet med noget som helst at gøre?!

Jeg er udemærket klar over, at jeg er ny i rollen som mor, og at det kan virke som ‘vand’ at baby græder fordi den har tabt sin sut versus at et skolebarn fx bliver mobbet i skolen. (Blot et eksempel!). Men helt ærligt. Et problem er et problem, og så er det da ved Gud lige meget om barnet er 1 uge eller 15 år!

Indlagt med urinvejsinfektion, 3 måneder gammel
Overskriften siger sig selv – det betyder vel så at det er et lille problem, hun var jo lille? Eller hvad? For mig, for Daniel og for Noria-Philina var det da et stort problem at hun skulle al det igennem. Vi havde 1,5 uge hvor hun kun græd AL sin vågne tid, og hvor vi brugte timer på at få hende til at sove, og når endelig hun sov, var vi kede af det og frustrerede – vi kunne jo ikke spørge det lille væsen hvad hun græd for?

Hun ville i øvrigt heller ikke spise, der kunne gå mere end 6 timer mellem hver måltid, og når endelig jeg fik lokket hende til at spise af brystet, gjorde hun det i 2 minutter, ledsaget af skrig og skrål…

Endelig fandt nogle kloge og dygtige læger ud af, at hun havde en urinvejsinfektion. Den krævede antibiotikabehandling i 14 dage. De første 5 dage var vi indlagt og hun fik medicin via drop. Det er utrolig svært at ligge drop på helt små babyer, så hun blev stukket i alt for mange gange (og jeg får det fysisk og psykisk dårligt af at tænke på det). Hun blev også stukket gennem maven og ned i blæren for at opsamle urin – det lykkedes dog ikke at opsamle noget, så det var nytteløse men smertefulde stik. Hun blev konstant afbrudt i hendes søvn, ville stadig ikke spise og jeg skulle knokle r**** ud af bukserne for at holde mælkeproduktionen oppe.

Fra hun blev ked af det til hun atter var ovenpå og kommet sig over behandlingen var der gået OTTE UGER, ja dvs. 2 måneder! Det var så nedslidende, og alt imens vi prøvede at nyde vores datter og hinanden, er det ingen hemmelighed at vi glædede os til lysere tider.

Skærmbillede 2017-10-07 kl. 15.56.15

Indlagt på Hospitalet. Den lille hånd med drop i, er pakket godt ind.

Jeg elsker at hun bliver større!
“Nyd hende nu mens hun er lille” tilføjer folk så også lige. Hvordan gør man det? Sætter man sig ned, smider benene op og sidder og smiler ud i det blå? Kysser man hende en ekstra gang?

Jeg har ikke fået min ønskebaby for at hun skal forblive baby! Jeg har fået hende for at se hende vokse og udvikle sig hver dag. Jeg nyder hende hver dag (men jeg kan ikke sætte ord på hvordan), og jeg glæder mig hver dag over at hun er blevet en dag ældre, og en dag dygtigere. Jeg mindes med glæde da hun var nyfødt, men jeg drømmer mig ikke tilbage til den tid. Jeg er hvor hun er, og jeg ser frem til den hun bliver for hver dag der går.

Det vil altid gøre ondt når ens barn ikke trives, uanset årsag, uanset alder
Jeg kan mærke, at jeg synes problemerne bliver lettere at håndtere jo ældre hun bliver. Med hendes kun 5 måneder er hun allerede mere robust og mere tydelig i hendes signaler, end da hun var 2 måneder og pludselig var en ulykkelig lille pige. Derfor bilder jeg mig ind at det med tiden bliver nemmere og nemmere at aflæse eller kommunikere med hende, og at de udfordringer der må komme hele tiden gør os stærkere.

Så pointen set fra mit synspunkt må være at: problemer der vedrører ens barn vil ændre sig i takt med at barnet ændrer sig, og nogle af dem vil være små og lettere at løse, mens andre vil være større og mere krævende.