Træning under graviditeten

Skærmbillede 2017-10-27 kl. 11.47.05

Jeg trænede ind til 6 dage inden jeg fødte (minus 1. trimester, der stod på maks kvalme). De resterende 6 dage op til fødslen, gik jeg lange raske gåture. Til gengæld fik jeg aldrig rigtig ligget hverken hele eller halve dage og set serier eller taget eftermiddagslure. Det var (og er) jeg simpelthen for rastløs til, og jeg kan ikke slappe af på den måde.

Løb og fertilitetsbehandling – en dårlig kombination

Som tidligere nævnt, blev jeg gravid ved hjælp af fertilitetsbehandling. Det betød at jeg ikke kunne træne i det omfang jeg ønskede under min graviditet. Få måneder inden min graviditet havde jeg løbet marathon, og ville rigtig gerne fortsætte løb under graviditeten. På grund af min historie og udfordringer i forhold til at blive gravid var løb ‘no-go’. Jeg havde så svært ved at affinde mig med det, for løb var (og er) det jeg brænder for – i hvert fald når vi snakker træning og det at få energi, glæde og velvære. Desuden var jeg ked af, ikke at kunne holde mit løb ved lige i alle de måneder graviditeten stod på. Men okay! Ville jeg have den baby eller hvad? JA TAK! – Så måtte løb sgu vente, selvom det var svært, ja faktisk næsten umuligt.

Det tætteste jeg kom på løb var crosstraineren. Du godeste hvor jeg hader den maskine! Og så alligevel elsker jeg den! Den blev min bedste værste fjende, og jeg var trofast mod den flere gange om ugen.
Så var der svømning.. Jeg var jo vant til at svømme en del crawl før graviditeten på grund af triatlon og Ironman, så det kunne jeg heldigvis fortsætte med. I ny og næ deltog jeg også i en spinningtime, men altid med Daniel ved min side – så var der ligesom ingen fare for at jeg kom til at yde mere end hvad godt var.

“Du skal ikke træne for 2!”

Daniel og min jordemoder var (ret meget) efter mig, fordi træning fyldte en hel del. Hvis det stod til mig trænede jeg gerne 5-7 gange om ugen, men sådan skulle det helst ikke være. Det var en prøvelse og et længerevarende projekt at skære træning ned til færre gange om ugen, kortere tid af gangen og lavere intensitet. Men for det første tog jeg i forvejen ikke særlig meget på under graviditeten, for det andet havde min krop også brug for lidt ro, og for det tredje ville det være godt for mig at vænne mig til, at træning ikke kunne fylde så meget når først jeg ville blive mor.

Ambivalent forhold til træning

Fordi at træning udgjorde så meget af min hverdag før jeg blev gravid, ville det ikke give mening, ikke at fortsætte denne livsstil. Men jeg havde et meget ambivalent forhold til træning. På den ene side elskede jeg det og jeg ville ikke undvære det! Det gav mig energi, velvære og var (nogenlunde) med til at opretholde en vis form for tilfredshed med min krops udseende, der jo undergik markante forandringer under graviditeten. På den anden side hadede jeg det! I mit tilfælde havde de mange års marathonløb og Ironman gjort, at min krop var i undtagelsestilstand og skulle have hjælp til at fungere igen (altså at kunne blive gravid). Desuden havde fertilitetsklinikken mange gange fortalt, at jeg skulle holde igen med træning, for ikke at gå hen at miste!

Flere fordele end ulemper

På en eller anden måde, lykkedes det mig at være en aktiv gravid, ved hjælp af kompromiser. Selvfølgelig var min lille baby inde i maven det aller vigtigste for mig, men jeg er helt sikker på, at træningen gjorde godt for mig og dermed også for hende. Jeg er overbevist om at mit aktivitetsniveau under graviditeten især havde positive effekter i forhold til fødslen og tiden efter fødslen – jeg havde aldrig troet at min krop ville blive sig selv så hurtigt som den blev. Så.. Det er med træning, som med så meget andet; et spørgsmål om at finde balancen, og at gøre det man trives bedst med.