Al begyndelse….

At være nybegynder

 

… Jeg har de sidste seks til ti års tid følt mig som en nybegynder i stort
set alt.

At være nybegynder betyder for mig, at der snubles og fejles konstant. Men det betyder også nye grin og perspektiver i mit liv.

I starten var det i normal kommunikation med andre mennesker. Det har været og er stadig til tider KATASTOFALT. Hvem siger fx til sin underviser, at man håber hun når at følge os hele skoleåret, inden hun går på pension. Hvorefter det viser sig at hun kun er 47. Eller proklamerer at ham den søde i baren har ens yndlings herre duft på, hvorefter man navngiver den forkert, OTTE gange!

Han griner stadig af mine udbrud 7 år senere, heldigvis. Og det bringer mig så til en anden ting jeg følte/føler mig som nybegynder i. At investere helhjertet i et forhold. Helt uden at blokere mit dybeste hjertekammer. Og det har været langt det sværeste og ikke mindst det mest smertefulde i mit liv.

Jeg var også nybegynder ud i veninder, for de kom aldrig helt tæt på. I skolen var der 10, senere var der syv andre. Efter jeg blev mor, hang kun to ved, og en gammel gymnasieveninde kom tilbage i billedet. Veninder er svære. De kræver lidt det samme som kærester – at man åbner op og deler noget af sig selv.

Da jeg blev gravid med min søn, S, gik jeg mildest talt i panik. Tanken om børn havde kun indfundet sig året forinden – og planen var, at det måske var aktuelt om tre års tid. Nybegynder mor, uden styr på sit følelsesliv. Jeg var sikker på, at jeg ville fejle. Ødelægge mit barn. Pakke ham ind i en specifik boks han efterhånden skulle gro ind i. Kontrol har altid været det jeg har tyet til. Og det har altid virket, på bekostning af mig selv.

I kan sikkert gætte at sådan forholdt det sig heldigvis ikke. Jeg kan stolt sige, at selvom jeg måske til tider er en mor til den strikse side, så har jeg et sundt, velfungerende og kærligt barn. Som glæder sig til at blive storebror, til et meget planlagt barn, primo oktober.

Selvom jeg stadig snubler, fejler og griner, har jeg fået blod på tanden til at dele min fortid, mit nybegynder stadie, mit liv og min vej til det mål, jeg efterhånden kan se i horisonten. Så håber jeg bare, der er nogen derude der kan lytte, støtte mig eller bruge det til noget.

  • Nybegynderen

R.spring