4 før-fødselstanker om livet med baby

Bad!!! – Åh, hvor jeg dog stod i badet som højgravid, kiggede ned og forsøgte at få øje på mine tæer. Selve badet var jo fint nok, men jeg blev tiltagende mere og mere frustreret over at det var noget nær umuligt at barberede noget som helst under navleniveau, og kan huske at jeg så frem til at få en lidt mere flad mave, for så kunne jeg da snildt barbere ben igen. Mine gravidtanker var fuldstændig blottet for enhver ide om, at livet som mor også indskrænker noget så basalt som frihed på badeværelset. Sandheden er, at muligheden for at få barberet ben var langt større da jeg var en hval med en indbygget frygt for at falde i badet, end nu som mor, hvor jeg oftest har min datter med ude på badeværelset, eller hendes far der står lige udenfor døren og spørger, om ikke jeg snart er færdig, alt imens jeg stadig kæmper med at få redet mit krøllede hår ,så det ikke længere ligner den fuglerede det har taget form som i den tid der er gået siden jeg sidst forsøgte at rede det ud.

Caféamning. Al den snak om hvilke caféer, der er ammevenlige (og har plads til barnevognen), forhåndsaftaler med veninder (der for mit vedkommende alle endnu har børn til gode) om at vi rigtig skal sidde på café og snakke når baby er kommet, og den romantiske forestilling om livet på barsel, har været fuldstændig nytteløs, når man bor på landet og ikke har nogen bil. Det eneste vi kan prale af, der nærmer sig noget der minder om en cafétur, har indtil videre været en tur på det lokale sandwichsted, med en ferieamputeret mødregruppe, hvor M vist fik spist mere modermælk end jeg fik spist sandwich, og jeg synes det var fjollet at bruge penge på en vand. Og M nærmer sig i skrivende stund de 6 måneder.  Der var iøvrigt ikke plads til barnevognene indenfor, så de måtte stå ude i et sjældent regnskyl. Til gengæld var der ikke nogen der sagde noget til amningen.

Parforholdet. Ja. Man siger inden at man skal huske romantikken til daglig, ikke skal være dem der, der aftaler at have sex, og at al snak ikke skal gå op i baby. Dem der bliver vi så alligevel, i hvert fald i en periode. Jeg kan ikke tælle hvor mange gange vi har ”set” en film, sat noget lækkert på bordet, og måske endda har hældt et enkelt glas hvidvin op, hvorefter vi er blevet afbrudt af en sød baby, der meget gerne også vil følge med, men som så alligevel beslutter sig for at filmen ikke lige falder i hendes smag. Det gør sådan set ikke mig det store, men farmand vil jo ikke afbrydes, og vil gerne kunne følge ordentligt med i filmen, og det er svært med en meget vågen baby. Nr. to i min opremsning bliver generelt lidt ødelagt af en baby der ligger med store åbne øjne, og et sæt bryster, der med et er blevet forvandlet til praktiske madkasser. Babysnakken. Hold da op hvor er mor her bare slem til det. Det er også klart, når jeg er sammen med min datter hele dagen, og alt i mit liv lige pt handler om hende. Ellers kan jeg fortælle spændende historier om en lidt for nærgående dame i bussen, men den historie handler jo i sidste ende også om babyen. Fra andre menneskers side bliver der ligesom også næsten lagt op til, at fra nu af handler alt om babyen, og da slet ikke om mig. Når der bliver spurgt hvordan det går, så henvises der til babyen, og ikke til hverken mig, D og jeg, huset, uddannelsen eller lignende. Og når jeg en sjælden gang imellem bliver spurgt ind til mig selv, i stedet for til min baby, er min autopilot indstillet på alligevel at svare ”det går godt, hun bliver så hurtigt stor! *indsæt selv diverse fraser om at tiden flyver og at man skal huske at nyde den alder hun har nu*”.

Kreative projekter. Ej hvor havde jeg mange gode intentioner om alle de kreative projekter jeg skulle realisere, imens jeg alligevel bare var hjemme på barsel. Og jeg havde da også spottet på instagram, at det måtte være det mindst halvdelen af alle andre mødre fordrev deres tid med. 6 måneder senere, og jeg har endnu ikke færdiggjort et hækleprojekt, men jeg har da lært at hækle. Sådan, det basics i hvert fald. I realiteten er det en bedrift i sig selv, når jeg har formået at spise en frokost med begge hænder, siddende på en stol, og uden at blive afbrudt undervejs.

Og når alt dette er sagt og skrevet, så elsker jeg jo alligevel livet som mor og min lille fantastiske krudtugle overalt på jorden. Faktisk er jeg så vild med hende, at en anden førfødselstanke, nemlig at 3-4 år imellem nr. 1 og nr. 2 er helt perfekt, lige pludselig gør mig lidt utålmodig. Vores lille M er jo så dejlig, at jeg har lyst til at bestille 10 flere som hende. Jeg tror aldrig jeg sådan rigtig har været skruk, før jeg blev beriget med min lille guldklump. Det er nu nok meget godt at vente lidt alligevel, så jeg lige kan nå at barbere mine ben, drikke en kop varm kaffe, se en film fra start til slut, og måske endda færdiggøre et lille hæklet dyr, inden vi starter forfra igen.