Hvis bare jeg havde vidst – morkroppen

Jeg ville ønske jeg havde vidst, hvad det at blive mor gjorde ved min krop. Ikke at jeg er ked af min nye krop, men fordi jeg aldrig forstod at værdsætte det jeg havde før.

Jeg har virkelig haft et anstrengt forhold til min krop. Vægten var altid for høj, maven så ikke rigtig ud, brysterne var for små, lårene for store og ansigtet for maskulint. Jeg kiggede misundeligt på de høje, lyse, slanke kvinder jeg kom forbi. Ville gøre alt for deres lange ben og spinkle krop. Men vidste også jeg bare ikke var bygget sådan. Og benene blev nok ikke længere, ligemeget hvor meget jeg ønskede.

I styrketræningen fandt jeg min krop. Her var endelig det den var skabt til! Jeg ville aldrig blive den lille nips jeg drømte om, men jeg var stærk og min krop elskede at få lov at udnytte det og være aktiv.

Øvelserne faldt naturligt og det blev hurtigt mit fix at presse lidt ekstra vægt på og tage de ekstra gentagelser. Kunne (og kan stadig) blive helt høj efter en god træning. Jo mere smadret jeg var i kroppen, desto gladere var jeg.

Men mit forhold til kroppen var ikke fikset. Hurtigt blev spejlbilledet, centimeterne, fedtprocenten og vægtklodserne alt igen. Jeg var ikke stor nok, ikke markeret nok, stærk nok, osv. Mine problemer var ikke løst, bare flyttet.

Min krop har aldrig været flottere – og jeg kunne ikke selv se det.

Nu er jeg mor til 2 og det er ikke gået ubemærket hen over kroppen. Mit sidste kejsersnit ligger kun 3uger tilbage, så det er virkelig ikke kønt lige nu! Ligner en punkteret ballon.

Jeg laver børn under ordentlige forhold, hvilket betyder jeg laver en kæmpe babyhule til dem ♡ Det er ikke fordi jeg bliver særlig bred eller stor, generelt set, der er bare nogen der placerer en planet på forsiden af min krop. Ikke uden grund min mand kalder mig planetslugeren når jeg er gravid. Vægten har begge gange sagt nogle rigtig grimme ting (det gjorde først ondt da den sagde error … vel at mærke efter batteriet var forsøgt skiftet).

Alt i alt tror jeg ikke der er nogen, som har set mig højgravid, der ville være overraskede over mængden af strækmærker og at mit maveskind er lidt medtaget. Tværtimod tror jeg de fleste har været imponeret over at skindet ikke for længst havde opgivet og maven eksploderet. Jeg har i hvert fald oplevet mange skræmte og chokerede blikke på gågaden.

Der var engang jeg tog min stærke, sunde krop for givet. Engang jeg så spøgelser i spejlet og ikke kunne se hvor flot et resultat jeg havde opnået. Engang jeg var en ung pige med dårlig selvværd, som gemte sig væk i skam over sin krop.

Og jeg ville ønske hun havde vidst hvad hun havde. At det var godt nok! At maveskindet ville blive ødelagt af 2 graviditeter og kejsersnit, at brysterne ville miste alt hold og fylde, at alt muskelmassen ville forsvinde og pladsen overtaget af fedt. At en stærk, sund krop ikke skal tages for givet, da man pludselig kan have svært ved at komme ud af sin egen seng og selv en kort gåtur kan mærkes i et par dage. At man når et punkt hvor hvert enkelt nys man kan holde til ekstra, før man tisser i bukserne, er en præstation man er stolt af og som man deler med sine medmødre.

Rigtig meget kan jo heldigvis trænes op og jeg er ikke i tvivl om jeg nok skal finde min stærke, sunde krop igen! Men synes det er så synd at mange kvinder ikke værdsætter det de har, men altid finder sig selv utilstrækkelige.

For mig har det været fantastisk at blive mor – på flere måder. For det har givet mig mine 2 fantastiske guldklumper ♡ Men det har også givet mig fred. Vægten betyder ikke så meget mere og selvom jeg ikke ligefrem finder spejlbilledet fantastisk, så går det mig ikke længere på. Der er så meget der er vigtigere.

Har aldrig haft det bedre med min krop, som efter jeg er blevet mor ♡ …. Og den har nok aldrig set værre ud.

 

…. og de ansigtstræk jeg var ked af? Det var dem min mand faldt for ♡