Close
Lad mig nu bare være mor
facebook pinterest twitter

Lad mig nu bare være mor

planb 24 januar 2018, 10:13

Tror egentlig ikke det kom som en overraskelse, men måske den overvældende mængde overraskede mig.

Alle de velmente råd, formaninger og hjælpende stemmer. Ja nogle gange er det bare en rynken på næsen, når man kommer til at åbne munden.

Hvordan man skal gøre som gravid og mor. Hvordan man skal være, føle og gøre. Og ofte kan jeg ønske det hele ville stoppe og jeg bare kunne få lov at være mor. Ikke mindst fordi ens omgivelser jo aldrig er enige! Den ene mener man skal gå i én retning, mens en anden peger i den modsatte. Man forkæler sit barn, svigter det, knytter det for tæt til en og giver for lidt nærhed, på en og samme tid. Nok til at give de fleste forældre grå stænk i håret og bekymrede rynker i panden.

Jeg synes det er nemmere her 2. Gang (Jeg er nok blevet mere autonom og ligeglad med anbefalinger og tidens tendenser). Jeg har fundet mine holdepunkter og lært at argumentere for mine valg (om nogle argumenter så kun er “mit barn – mit valg”). Men jeg har ondt af mine kommende medmødre!

Allerede fra du tænker på at få en familie, bliver du ramt at samfundets normer og forventninger. En graviditet skal komme nemt, så skal du få kvalme og være i en lyserød boble af lykke. Selv en ting som fx at have det fysisk godt i første trimester, er nok til at den kommende mor går rundt med bekymringer og en følelse af at tingene ikke er som de skal være.

Så kommer stressen over de næsten forventede bækkenproblemer. Over hvad man må spise, om man har købt de rette vitammer og om man mærker barnet på den rette måde og det rette tidspunkt. Vi er selvfølgelig stadig i vores lyserøde boble, føler voldsom glæde over hvilket køn vi venter, går helt i spåner over nakkefold- og misdannelsesscanningen og kommer efterfølgende i den 7. Himmel over det flimrede sort/hvide billede vi har fået.

Vi slutter af med en perfekt fødsel, uden smertestillende, og føler efterfølgende at det var hårdt, men helt igennem fantastisk. Amningen er hård at komme i gang med og næsten umulig at få til at fungere. Hver gang vi falder udenfor normen, bliver vi bekymrede og kan føle alt fra utilstrækkelighed til angst og stress.

Barnet er født og nu bliver det først for alvor slemt med holdningerne! Udvikles barnet til tiden, nogle vil fortælle dig det går for hurtigt, andre at i er bagud. Selv sovesteder, tider, spisetid og metoder, er nok til næsten at skabe krig i terminsgruppen og familien.

Der er ikke plads til os mødre som fx hader at  føde, ikke forelskede os ved første skrig, lod vores barn sove på siden, giver en knap 2årig frugt til morgenmad (fordi det er det eneste man kan få i ham på det tidspunkt) eller fx bare arbejder sent og derfor lader barnet være hjemme med den anden forældre.

Jeg har været udsat for folk er blevet direkte ubehagelige og har svinet mit til, fordi jeg har båret min dreng i en vikle, lader ham være oppe til kl 20.30-2 eller fordi jeg kommer sent hjem og arbejder de fleste lørdage.

Jeg kan godt forstå mange nuudklækkede forældre har svært ved at finde ud af hvilket ben de skal stå på og jeg kan godt forstå vi er så mange, som bliver ramt at stress, angst eller depression.

Hvorfor kan vi ikke støtte op om hinanden? Hvorfor er vi forældre så slemme til at nedbryde hinanden? I stedet for at hjælpe, når der bedes om hjælp, hvorfor skal vi så påpege fejl og belære? I stedet for at dømme andre, hvorfor så ikke spørge ind og lytte?

Selvfølgelig er det ikke kun os forældre der er hårde ved hinanden. Vores forældre, familie, fagpersonerne i vores hverdag og de sociale medier, har også en stor stemme i dette. Men man kan nu engang kun starte med sig selv. Tænke: hvordan ville jeg helst have råd og støtte? Var det måske bedre at spørge ind og lytte? Fremfor at give råd, som ikke er ønskede eller måske slet ikke passer til situationen.

Enhver god sælger kender teknikkerne. Ved hvordan man spørger ind, finder et behov og først derefter kommer med sit eget input. Vi skal stole på forældrene, stole på alle gør deres bedste og at vi forældre bedst ved hvilke udfordringer og problemer vi har i vores dagligdag. Det hjælper ikke at fortælle en mor at hun skal putte sit barn 2 timer tidligere og fjerne alt mælk fra kosten, hvis hendes problem i virkeligheden er at barnet er ved at få kindtænder.

Jeg er muligvis bare en hormonramt, stresset gravid. Men det gør det kun endnu farligere ikke at gå til mig med flad hånd.