Min angst

Jeg har emetofobi og det har altid været noget jeg skammer mig helt utrolig meget over. Hvordan kan så lille en ting, gøre en så bange?

Dette indlæg handler om at være mor med angst.

Med det samme jeg hører nogen nævne de har det skidt, at der er sygdom hjemme eller lignende, går jeg fuldstændig i alarmberedskab.

Uden at lyve – min største bekymringer ved at skulle være mor; var graviditetskvalme og hvordan jeg skulle takle hvis mit barn blev syg.

Han er 20mdr nu og det er stadig en frygt der fylder min hverdag.

Grunden til jeg bringer emnet op er at netop i dag er min mand syg. For første gang i de næsten 5år jeg har kendt ham, har han kastet op.

Min søn sover, hvilket jeg er lykkelig for. For ved ikke hvordan jeg skal takle at han skal ind i huset. Jeg har behov for at gøre alt rent, men ved ikke hvad jeg skal gøre for at det bliver “rent nok”. Min hjerne arbejder på højtryk for at regne ud om det smitter og hvis Ja, hvordan jeg undgår sygdommen? Jeg har allerede spurgt ind til de præcise symptomer, spurgt ind til sygdom på arbejdet, om han har smag af flæskesvær i munden og hvad han præcis har spist. Min første reaktion på da han kastede op, var at tjekke om det havde den karakteristiske lugt som kendetegner at det er sygdom. Mine tanker kredser om hvor længe der mon vil gå fra smitte, til man bliver syg – hvornår jeg kan slappe af igen. Kæmper for at holde mig fra Google, da jeg ved jeg ville gå helt i stå og bare kigge på uret til jeg var i sikkerhed igen.

Det er en kæmpe byrde at skulle have det sådan. Især når folk omkring en ingen forståelse har for hvordan omgangssyge fx smitter og hvor længe de bør blive hjemme.

At blive mor har hjulpet rigtig meget på min angst. Jeg bliver ikke fuldstændig handlingslammet, som jeg gjorde tidligere. De gange min dreng har kastet op (vi er heldigvis gået fri af omgangssyge indtil videre) har min instinkter været stærkere end min angst. Jeg har taget ham op og trøstet ham, på trods af hele min krop havde lyst at løbe den anden vej eller sidde og græde i hjørnet. Kampen mod angsten er dog langt fra slut! For det er ikke holdbart at jeg ikke spiser noget hele dagen, fordi jeg er bange for overbelaste min mave i det tilfælde jeg er ved at blive syg. Det er ikke holdbart at jeg ikke kan fungere, fordi en kollega er mødt på arbejder efter at have kastet op om natten. Og det er ikke holdbart at jeg våger som en høg over min søn før at finde ud af om han er ved at blive syg eller ej, så får han jo blot et lige så forskruet forhold til det.

Jeg håber dog at der løbende vil komme mere forståelse for angst – også de former man måske ikke selv kan forstå. For det er ikke pjat, ikke for den der er ramt! Og det bliver ikke nemmere at være åben omkring problemet eller søge hjælp, hvis man hele tiden får at vide man er fjollet og hysterisk

I dag vil jeg trøste mig ved at min mand ikke har slået ud på nogle af de områder, der gør jeg ville mistænke smitsom sygdom. Men derfor er jeg nok ikke helt tryg for på 2 døgns tid.