#ProjektGladIgen

I lige godt 4 måneder, har jeg været mor til to.

Det har været 4 måneder med glæde og kærlighed. Men det har også været 4 måneder med desperation, afmagt, angst og smerte. Min store dreng på godt 2,5 år har fået et langt mere nuanceret sprog og viser hele tiden nye evner og nye sider af sig selv. Han kan nu fortælle mig at han elsker mig og at han har savnet mig – men også smide mig ud af værelset eller bede mig gå.
Den lille ligger på maven og kæmper for at komme fremad. Han smiler, pludrer og leger med hans legetøj.

Deres mor kæmper med angst. Føler sig utilstrækkelig og håbløs.

Jeg kan ikke sige det kom bag på mig. Der lå så mange ting, fra første fødsel, og larmede i baghovedet. Måske jeg havde fået lagt låg på – men jeg havde ikke fået bearbejdet problemerne ordenligt.

At blive mor anden gang og få sin anden efterfødselsreaktion er dog alligevel noget helt andet. Jeg har jo været her før og jeg ved mine tanker er normale, at de kommer af den stressreaktions jeg har og at det nok skal blive godt igen. Situationen er velkendt – men alligevel helt anderledes.

Jeg søgte hjælp langt tidligere denne gang, da jeg allerede få dage efter fødslen vidste hvad vej det gik. Jeg ønskede ikke at se mit barn, jeg ønskede mig langt væk fra det hele. Og jeg var bange! Bange for hvilken besked der ventede hver gang jeg åbnede døren til hans stue, bange for hvad der skulle ske. En frygt der i høj grad mærker mig efter denne fødsel.
Jeg er bange for sygdom, bange for at miste, bange for at dø og bange for at fejle. Hver gang jeg tager en kurv i Brugsen, afleverer min store dreng i dagpleje eller er ude blandt mennesker, er jeg fyldt med den frygt. Hver aften ligger jeg vågen i frygt for at huset brænder, at vi ikke vågner igen eller at vi bliver vækket af en anden ulykke. Hver gang jeg sætter mig ind i min bil, kører billederne af uheld igennem mit hoved igen og igen. Jeg ved det er mine tanker der driller, at min angst er irrationel. Jeg tvinger mig selv til at leve en normal hverdag, spise, aflevere min dreng i dagpleje, tage ud og handle osv. Men det hele larmer i mit hovedet og dræner mig fuldstændig.

Og en drænet mor er bare ikke den bedste mor at have …

Da jeg søgte hjælp for min reaktion, var jeg nået til et punkt hvor jeg ikke længere mente jeg var det bedste for mine børn. Jeg ønskede mere end noget andet, at de kunne få en ny mor. Jeg overvejede kraftigt at lade mig skille, så mine børn kunne få en ny mor. En mor der var det de fortjente. Selvom jeg aldrig ville skade mig selv, kørte tankerne i mit hoved hver gang jeg kørte bil: hvis jeg kom ud for en ulykke, ville de i det mindste være fri for mig. Det er en af de mest forfærdelige følelser at sidde med. Ikke mindst fordi jeg samtidig ved at en sådan ulykke ville være noget at det værste der kunne ske for min lille familie.

Med hjælp fra min fantastiske mand og vores familie, har jeg heldigvis evnet at få hovedet oven vande igen.

Jeg har det ikke godt! Langt fra …

Jeg har heldigvis en del gode dage efterhånden. Jeg sørger for at komme ud, holde mig aktiveret og ikke sidde for meget hjemme med mine tanker.

Men der skal intet til at skubbe mig ned under overfladen igen. En pludselig indskydelse, en overskrift på facebook, et enkelt ord.

Men det går den rette vej. Jeg er mor til 2 fantastiske børn, som fortjener jeg er den bedste mor jeg kan blive, og jeg er nød til at få styr på mig selv, for deres skyld. Jeg prøver at fokusere på glæderne og glemme resten.
Noget min kombineret amme-stresshjerne gør meget nemt.
Jeg har min terapigruppe og leder i øjeblikket efter en psykolog jeg matcher.

Vi håber på bedre tider.
Og forhåbentlig får jeg mere tid og overskud til at skrive lidt igen.