Sårbar gravid – update

Her hjemme er vi gået ind i 29. Graviditetsuge og dermed 3. Trimester ♡

Vi begynder at kunne se slutningen og glæder os rigtig meget til at møde lillebror. Men glæden er nok lidt en anden end i de fleste hjem, for vi frygter begge fødslen og glæder os mest af alt det alt er overstået. Slutningen her er bare noget der skal overstås, så vi kan komme videre og være en familie.

Og slutningen er længe ventet! Vi vidste fra start det ville blive hårdt denne gang. Vi kæmpede stadig med følelserne og frygten fra sidst. Men også risikoen for endnu en efterfødselsreaktion pressede sig på.

I starten af januar sagde min krop fra. Efter et par måneder hvor jeg stille og roligt var blevet mindre og mindre mor, kone og kollega, sad jeg ved lægen og fik at vide jeg var stresset og skulle deltidssygemeldes …. Jeg havde hele vejen igennem bare fortalt mig selv at blodprocenten nok var blevet lidt lav og det var normalt at være skidt som gravid.

Deltidssygemeldingen var fantastisk! Jeg stoppede med at vrisse af alt og alle, havde overskud til min søn og min familie og følte mig glad igen. Det var som at få sit liv tilbage.

En trodsig 2årig med lungebetændelse, nogle travle dage på arbejde, en truende lockout der i den grad har tricket min fødselsangst og en del tyngende babykilo senere, er jeg dog slået tilbage til start.

Min mand har forsøgt at fortælle mig det i et par uger, men jeg har som altid forsøgt at slå det hen. Jeg skulle bare have lidt mere søvn og alt var nok bedre i morgen.

Hver 4. Kvinde oplever at føle sig uligevægtig, i kortere eller længere tid, efter at være blevet mor. For nogle udvikler det sig til en efterfødselsreaktion, en fødselsdepression eller i sjældne tilfælde en fødselspsykose.

Desværre er det et område der er meget tabubelagt og mange mødre kender simpelthen ikke symptomerne godt nok, hvorfor problemerne først bliver opdaget sent i forløbet.

Jeg vil for alt i verden forsøge at undgå at stå med en efterfødselsreaktion igen. At blive følelsesløs, miste livsglæden og fortryde sit barn (ikke fordi han ikke er fantastisk- men fordi man føler sig som så stor en fiasko som mor, at man tænker han tager skade af det) er følelser jeg ikke ønsker for nogen andre at opleve. Eller for den sags skyld, selv opleve igen.

Denne gang er de heldigvis obs på mig og både læger og jordemødre gør deres for at prøve at guide mig uden om endnu en reaktion.

Jeg skal til lægen i morgen, med håb om at blive sygemeldt den sidste tid frem til terminen. Det er rigtig hårdt at skulle række ud og bede efter hjælp. Er så bange for at blive afvist og få at vide jeg bare skal tage mig sammen. Bange for at høre den klassiske formaning om at høre graviditet ikke er en sygdom.

Men den sidste tid har jeg været mere og mere presset. Overskuddet er helt væk og jeg er en elendig mor, kone og kollega. Jeg har mistet al kontrol over mit temperament og kan slet ikke rumme vores søn. Mister hovedet når han græder eller er hysterisk og har ingen tålmodighed med ham. Min dejlige mand er heldigvis forstående og støtter mig på bedste vis. Selv når jeg bryder fuldstændig sammen og græder mig selv i søvn, over at være så dårlig en mor.

Gør hvad jeg kan for at gå væk når jeg kan mærke det bliver for meget, sove ud på mine fridage og passe på mig selv. Men alligevel græder jeg dagligt og kan intet overskue. Min krop begynder igen at vise tegn på presset og min hukommelse er helt væk. Selv mit eget cpr-nr har jeg præsteret at glemme. Føler mig konstant bagud, det er som om enderne aldrig når sammen. Selv efter 3 fridage  (eller hvad man nu skal kalde dage hjemme med en 2årig) er jeg fuldstændig grædefærdig ved tanken om at arbejdet kalder igen. Er udmattet og drænet, både fysisk og psykisk.

Håber på snarlig bedring. Ingen lille dreng bør skulle trøste sin mor og se hende græde. Og lillebror i maven har brug for hele hans familie når han kommer ud ♡ De har ikke brug for en mor der tuder flere gange dagligt og skriger sine lunger ud, i ren desperation og afmagt.

Den komplette lykke ved at få børn, er ikke noget alle oplever. For nogle ramler alle hormonerne og følelserne fuldstændig sammen.

Der kommer mere fokus på det, men alt for mange mødre kæmper stadig alene mod følelserne.