Update fra ammehjørnet

Jeg skal være den første til at indrømme: skriverierne druknede i at være tyk, gravid og bekymret.

Den sidste tid har være en lang rutsjebanetur! Det ene øjeblik har alt kørt på skinner – det næste øjeblik har vi været i frit fald mod afgrunden.

Selvom jeg nu har en dreng på 17 dage, er jeg reelt ikke sikker på alle oplevelserne helt har bundfaldet sig.

Det var ellers så lovende. Begyndte næsten at glæde mig til at skulle føde igen (men også kun næsten) gik stadig i panik næsten dagligt, men var afklaret om at fødslen var noget der ville ske, om jeg var klar eller ej. De havde lovet mig at vi lagde en god fødselsplan, så både min mand og jeg havde noget at forholde os til.

Og så krakkelerede det ellers der fra. Det var bygget så store forventninger op til den fødselsplan og den dag den skulle lægges. Vi havde fået at vide vi skulle gennemgå det hele, snakke mulighederne, de mest sandsynlige senarier og begrænsningerne igennem. Min mand var blevet bedt om at være til stedet og vi var meget spændte!

På selve dagen kom vi ind til en jordemoderstuderende der på ingen måde mødte os hvor vi var. Det var så tydeligt hun bare snakkede efter en lærebog og slet ikke var klar til graviditeter der var det mindste problematiske. Vores normale jordemoder kom aldrig ind til konsultationen og vi kom der fra med en fødselsplan bestående af én linje “at jeg ønskede at få lagt epidural” noget min jordemoder havde anbefalet mange uger tidligere.

Jeg var så arrig og fuldstændig grædefærdig. Gav fuldstændig op. Opgav kampen for den gode fødsel og trøstede mig ved tanken om at det om ikke andet var begrænset hvor lang tid en fødsel kunne tage.

Et tjek på fødegangen gjorde udslaget. Vores dreng havde pludselig lagt sig i uk stilling og jeg blev fyldt af lettelse og glæde. Med min historie ville det betyde kejsersnit. Han vendte sig mange gange efterfølgende, men jeg var overbevist. Lillebror skulle tages ved kejsersnit – jeg skulle ikke bruge mere energi på en fødsel jeg reelt ikke ønskede.

Datoen kom og det hele føltes bare rigtigt ♡

Min dreng blev født 39+0 og endte som maj-barn. Vi fik en fantastisk fødsel. Vi var glade, afslappede og havde overskud til at glæde os. Vi fik et værelse på barselsgangen og blev introduceret for både vores tilknyttede sygeplejerske, kirurg og jordemoder inden turen gik til operationsstuen. Den eneste udfordring var det første af mange blodtryksfald – men sådan går det jo, når man kombinerer faste, graviditet og hedebølge.

Det hele forløb så stille og roligt. Alle hyggesnakkede og passede godt på både min mand og jeg. Min mand sad ved min side og vi kunne løbende høre hvor langt de var med det hele. Lillebror skreg af sine lungers fulde kraft, inden de overhoved havde fået ham ud af maven. En stor, dejlig dreng på 53cm og 3925g ♡

Ved vores første barn følte jeg intet da han kom til verden. Jeg havde ingen interesse i at holde ham eller se på ham. Mit fokus var på min fantastiske mand, der sad med sin søn i armene og stortudede af lykke. Var så færdig og så sur over fødslen, at kærligheden først kom senere. Derfor var det helt fantastisk at mærke spændingen og lykken da første skrig kom. Var så spændt da jeg lå og ventede på at min mand kom tilbage med vores søn. At få lov at mærke den kærlighed ramme, var den mest fantastiske oplevelse ♡

Alt gik lige efter planen og hele den første dag, var vi i en lille bobbel af lykke. Familien kom og hilste på og vores store dreng mødte sin længe ventede lillebror. Vi glædede os til at komme hjem næste formiddag og være en familie på 4.

Med vores held burde vi have vidst det ikke ville gå sådan. Inden næste dag var omme, var vi blevet kørt med ambulance til Skejby og først da vores dreng var en uge gammel, fik vi lov at komme hjem på prøve. Det eventyr får I en anden dag.

Nu sidder jeg hjemme i sofaen – i mit lille ammehjørne ♡ Mor til 2 skønne drenge og en masse oplevelser rigere, både på godt og ondt. Vi har endelig fundet vores barselsbobbel. Lillebror sover, spiser og åbner engang imellem øjnene. Storebror elsker sin nye lillebror, holder godt øje med ham, sidder med ham i sofaen og er næsten begyndt at tro på at mor og far ikke forsvinder igen. Manden er begyndt på arbejde igen, efter hans 14dages barsel. Og mig? Jeg ammer, ammer, ammer …. skifter bleer, passer mit job som mor til vores store dreng og får engang imellem lidt søvn.

Tak til Dancake og lignende, for at holde nybagte mødre i live ♡