Close
Min fødselsberetning
facebook pinterest twitter

Min fødselsberetning

Avatar
plantemama 26 oktober 2017, 08:03

Endelig! Langt om længe er det min tur til at fortælle om min fødsel. Jeg har læst andres beretninger med stor begejstring og kunne slet ikke vente til det var min tur til at se tilbage på denne store oplevelse.

Til at begynde med havde jeg store planer og ønsker til min fødsel. Jeg ønskede mig en hjemmefødsel og havde forberedt forskellige ting til dagen. Snacks, mange håndklæder, oppusteligt badekar, tænkt på særlige ritualer som skulle hjælpe til at gøre fødslen helt speciel (og nemmere). Men terminsdagens kom, og dagene gik. Pludselig var jeg gået 12 dage over tid og havde været til ekstra tjek på hospitalet et par gange, hvor jeg flere gange nu havde hørt om risikoen ved at vente for længe og at efter 14 dage (over tid) ville risikoen for babydød stige markant og moderkagen ville begynde at virke mindre og mindre. Jeg fik stress kunne jeg mærke. Jeg følte jeg var begyndt at gamble med min babys liv. Og jeg overvejede nu at blive sat i gang. Selvom jeg vidste at en igangsættelse ville betyde at jeg så ikke måtte få min hjemmefødsel. Hvilket ellers havde været et kæmpe ønske for mig. Men frygten for at der skulle ske min baby noget inde i maven fyldte mere nu, så jeg valgte at blive sat i gang og sagde et endeligt farvel til ”min” hjemmefødsel.

Pillerne blev spist i løbet af 12. Dagen (over termin). Og ca. kl. 21.00 samme aften gik vandet imens jeg lå på sofaen. Jeg rejste mig brat op og sagde ”Øh, enten har jeg lige tisset i bukserne, eller også er mit vand gået.”

Jeg anede jo ikke hvordan det var når ens ”vand går”. Men den var god nok. Vi ringede til hospitalet og fik at vide at vi skulle komme derind med det samme. På igangsættelsesafdelingen fik vi en stue og fik at vide at jeg nok først ville føde næste dag, så jeg skulle derfor prøve at få sovet lidt så jeg ville være frisk til fødslen. Men allerede kort tid efter vi havde fået vores værelse, begyndte veerne. De var mere voldsomme end jeg havde forventet. Jeg havde endda trænet mit åndedræt og lavet mine yogaøvelser igennem hele graviditeten, men det var ligesom om at jeg glemte alting og en stærk kraft overtog min krop. Veerne blev hyppigere og mere intense, jeg kunne slet ikke ligge stille (som sygeplejersken ellers ville have mig til). Jeg gik rundt og stønnede ved hver ve. Og efter nogle timer gjorde det simpelthen så ondt at jeg nærmest tiggede om at komme i et badekar. Men fik at vide at det var der ikke tid til nu.

Jeg husker brudstykker fra de sidste timer. Jeg husker at åbne øjnene i vepauserne og se et nyt ansigt kigge og hilse på mig (jordemødre går jeg ud fra). Jeg husker at jeg drak en masse rød saftevand. Jeg husker det at ligge i fosterstilling og bare vente på at denne ve skulle have sin ende inden den næste ville dukke op. Jeg husker verdens bedste kæreste som støttede og heppede på mig igennem hele fødslen. Jeg husker at jeg ikke var bange på noget tidspunkt.

Da presseveerne meldte deres ankomst var de meget velkomne. Jeg synes selve veerne op til pressefasen var ulidelige. Men presseveerne var bedre i det at jeg dermed kunne gøre noget. Handle på noget. Og stadig under presseveerne var det som om at den tidligere nævnte ”kraft” fuldstændig overtog min krop. Jeg kunne kun prøve at følge med så godt som muligt. Trække vejret og bare være vidne til moder natur. Det var det vildeste. At mærke denne kraft i sig selv. Det er virkelig det vildeste nogensinde. Jeg har endda svært ved at beskrive det her.

Jeg endte med at stå op og føde. Hvilket kom bag på mig at det var sådan det skulle ende ud. Men enormt glad for at det var det som skete. For det at ligge på ryggen virkede så unaturligt og det virkede slet ikke på mig.

Ud kom vores lille søn. Efter ca. 20 minutters presseveer kom han lidt i otte næste morgen. Men helt lille var han nu alligevel ikke (selvom det virkede sådan), 4200 g’s ren lækkerhed. Han havde det godt og alt så fint ud. Og helt ærligt synes jeg det er ret sejt at to veganere kan præstere sådan et pragteksemplar, især ud fra myten om at veganere er sådan nogle blege underernæret typer. Det er i hvert fald ikke tilfældet med vores dejlige søn.

Alle smerterne var pludselig det hele værd. Man glemmer helt når man er midt i veerne at de faktisk fører til det aller største i livet, det her lille fantastiske menneske. Men her var han. Vores lille guldklump. Og pludselig stod tiden stille. Begrebet kærlighed nåede pludselig nye højder. En ild var tændt i mig. En trang til at tage mig af og beskytte var vækket i mig. Det her lille menneske skal aldrig mangle kærlighed og omsorg fra mig (og hans far). Det er helt sikkert.

Sikken en gave det er at få lov til at skabe nyt liv. Jeg kan slet ikke forstå at min krop har skabt det her lille menneske. Men det har den altså, og hvor er det fantastisk.

Tak fordi du læste med!