Close
Skab afstand til dit barn!?
facebook pinterest twitter

Skab afstand til dit barn!?

Avatar
plantemama 11 november 2017, 11:53

Tit har jeg hørt fra folk om mødre at de skal slappe mere og give mere slip på deres barn. F.eks får mødre tit af vide (også fra medierne) at de skal lære at aflevere deres barn i institutionen uden så meget brok. De (børnene) stopper jo med at græde så snart døren er lukket. Og mødre skal også lære at lægge deres barn til at sove i deres eget værelse eller bare deres egen seng hurtigst muligt for ellers ender det med at de sover i forældrenes seng til de er 18 år (Dejligt skrækeksemple). Mødrene skal også overveje om ikke snart det er tid til at stoppe amningen, selv når barnet bare er 6 måneder. 

Og bliver barnet ikke båret lige lidt for ofte? Alt den nærvær kan barnet jo gå hen og blive afhængig af ikk? (Som om det er noget dårligt noget det nærvær). 

Jeg har ofte undret mig over hvor ofte det virker til at mødre bliver opfordret til at ignorere deres moderlige instinkt. Hvis det føles rigtigt at droppe vuggestuen og i stedet selv passe sit 10 måneders gamle barn, hvad er der mon galt i det? 

Hvis det føles rigtigt at sove sammen med sit 10 måneders gamle barn (eller sit 6 år gamle barn), hvorfor skulle det være forkert? 

Hvad er der i vejen med at amme sit barn til det er 2 år? Eller ældre? 

Hvorfor skal mødre nærmest skammes ud hvis de lytter til deres indre moderlige kraft som måske fortæller dem at det rigtige for dem og deres barn er at blive båret i vikle hver dag? 

Hvorfor virker det så vigtigt for andre og samfundet at vi hurtigst muligt får skabt afstand til vores børn? De skal hurtigt vænnes af med den besværlige vane at ønske sig nærvær og tæthed med deres mor (eller far)? 

Er det for barnets skyld at den moderlige kraft skal ignoreres eller er det for forældrene? Eller er det måske for systemet? Et system som er afhængig af at mor og far arbejder så meget som muligt. 

Jeg stemmer for at vi støtter hinanden og andre mødre i at lytte til dem selv. Til at skabe så meget dejlig nærvær og tæthed med deres børn som føles rigtigt. Så børnene kan få rigeligt med tryghed og kærlighed. 

Der er en grund til at noget føles rigtigt (eller forkert). Det er et instinkt i os som jeg tænker vi skal lytte til. Det er der jo for en grund. Eller hva?

Er vi mon blevet en nation af nærværsforskrækkede mennesker? 

Tak fordi du læste med.

PS. Jeg siger ikke at institutioner er dårligt altid. Eller det at stoppe amning altid er dårligt osv. For nogen føles det ene rigtigt og for andre noget andet. Men ingen skal opfordres til at ignorere deres egen mavefornemmelse. Og ingen skal føle skam over at vælge eks. Samsovning, langtidsamning eller at vikle deres baby.