Close
Det Hårde Valg – Amning eller flaske?
facebook pinterest twitter

Det Hårde Valg – Amning eller flaske?

Avatar
roedhaarederedeligheder 2 oktober 2017, 09:00

Flaske

Allerede tidligt i graviditeten var K og jeg enige om at Munken skulle ammes. Flasken var umiddelbar ikke et acceptabelt valg, troede vi. Amning var det bedste for drengen og noget jeg altid havde drømt om, og som nyuddannet betyder det selvfølgelig også noget, at det var det billigste alternativ. Jeg har altid set frem til det særlige bånd der, efter sigende, skulle knyttes mellem mit barn og jeg via amningen. Og jeg ammede. Ja. Ammede. Ikke ammer. I slutningen af august tog vi det endelige og hårde valg og stoppede amningen.

Jeg er altså ikke “den perfekte mor”, for jeg ammer ikke, til trods for at det var så stort et ønske.

Hvorfor? Hvordan kunne jeg få mig selv til at stoppe?

At stoppe amningen er et af de hårdeste valg, jeg nogensinde har truffet. Faktisk så hårdt, at forsøget på at amme selvom det ikke skulle være, har efterladt mig med en efterfødselsreaktion, ja altså, i hvert tilfælde ifølge testen min sundhedsplejerske foretog da Munken var 7 uger.

Historien er ikke kort, men du er velkommen til at læse videre, hvis du vil læse om hvorfor, og hvordan, jeg traf det hårdeste valg i min tid som mor. Ja okay, det hårdeste valg, endnu.

Min søn blev født ved kejsersnit, men blev hurtigt lagt til brystet. Han tog pænt ved, og alt var fryd og gammen under den første amning. Allerede anden amning fik vi dog problemer, han kunne simpelthen ikke få fat. Efter et døgn med forsøgt amning og kamp for at få ham til at tage ved blev han hysterisk – ja man forstår ham jo godt. Anden nat blev brugt på skrig og skrål, indtil en magisk sygeplejerske fik ham beroliget nok til at han faldt til ro, og i søvn, i mine arme, og så sad jeg så der. K havde sovet igennem det hele, alle skrig, ting kastet efter ham, min samtale med sygeplejersken. Alt. Munken havde stadig intet spist, men han var blevet rolig, hvilket gjorde vi igen kunne forsøge – et arrigt og frustreret barn får ingen mad at spise, for de kan ikke finde roen til at tage fat.

Munken kæmpede stadig for at få fat, da han vågnede igen, og sygeplejersken kom med en ammebrik – vupti, som ved magi fik han endnu engang fat og spiste. Det gik godt, han tabte sig lidt, men lagt under det tilladte tab på 10% og på 5 dagen, dagen efter vi kom hjem, manglede han kun 60 gram for at være tilbage på hans fødselsvægt. Han tog godt på, var glad og tilfreds, og den sødeste baby i hele verdenen. Ja, altså, det er han jo stadig, den sødeste baby der tager godt på, men efter andet møde med sundhedsplejersken gik et eller andet galt – vi nåede 3 uger og appetitspringet, og pludselig blev han urolig, utrøstelig og umulig at få til at sove. Vi var begyndt til kiropraktor i mellemtiden og troede det var grunden til hans uro, men da han var 4 uger blev vi urolige. Han havde på det tidspunkt også fået klippet tungebånd for at hjælpe med amningen, men intet lod til at hjælpe.

Vi smed ham på vægten, ventede en uge, og havde ham så på vægten igen. Munken havde næsten intet taget på. Den morgen ringede vi febrilske til de sundhedsplejersker der var på vagt, og vi fik en aftale om at komme ind på sundhedshuset så han kunne blive tjekket. Ifølge Sundhedsplejersken var der ingen tvivl, han var sulten og vi skulle begynde at give flaske som supplement efter hver amning. Sådan begyndte de værste 3 uger i mit liv. Ja altså, de to uger forinden havde også været forfærdelige. På daværende tidspunkt var Munken 5 uger gammel, og vi måtte pludselig acceptere at amning ikke var det bedste for ham, hvilket nok især var svært for mig.

Egentligt var det, at han skulle starte på flaske som supplering til amningen, ikke forfærdeligt. Det var det rette valg, og der var ingen tvivl om at hans trivsel var vigtigere end at vi fik vores vilje. Alle der har haft et barn der ikke får mad nok ved hvor forfærdeligt det føles, og hvordan man vil gøre alt for at de får, hvad de skal have. Og det gjorde vi. Han fik flaske, og får det stadig den dag i dag. Allerede efter første flaske kunne man mærke forskel. Det lyder måske helt utroligt, men han blev som et andet barn. Da første flaske var tømt, faldt han afslappet sammen i mine arme, lukkede øjnene og sov. Sov! Uden kamp! For første gang i to uger så vi vores søn være helt og aldeles tilfreds og afslappet. Han havde selvfølgelig været tilfreds og afslappet i løbet af ugerne også, men der var en mærkbar forskel.

Men med lettelsen kom også noget andet – bebrejdelsen. ”Du er ikke en god mor” og ”rigtige mødre ammer” var bare nogen af de tanker, der for gennem mit hoved. ”Rigtige mødre kan give deres børn hvad de har brug for” – og det kan de, men er det de har brug for altid det samfundet dikterer?

Ja for at sige det pænt, var jeg ikke sød ved mig selv. Hans utryghed, gråd, utrøstelighed, dårlige søvn, og sult. SULT! Det var alt sammen min skyld. Jeg burde have vidst det. Jeg skulle have kunne fornemme at han ikke fik mad nok. Men selvfølgelig kunne jeg ikke det! Hvordan skulle jeg havde vidst det var det – der er ikke en måler på brystet der siger hvor meget en baby har spist efter hvert måltid (det ville ellers være smart hvis der var).

Ud over uroen vi troede skyldes kiropraktoren, havde min søn ikke nogle tegn på at det ikke gik godt. Ja faktisk havde han alle trivselstegnene – troede vi. Han var frisk, frejdig, glad, sked (en masse) og havde mange våde bleer. Alt det, som vi havde fået besked på at holde øje med. Det var dog ikke før hans første flaske, at vi indså, at de våde bleer slet ikke havde været våde nok. ”Tunge bleer” havde vi fået beskrevet den gode ble som, og det var de jo sammenlignet med da han blev født. Men i kan tro jeg var overrasket da den første ble efter erstatningen kom. ”Det ville gøre ondt at få den kastet i hovedet” var min måde at beskrive dens vægt på – og det vil det virkeligt med de bleer han har nu.

Nu sidder der måske nogen derude der tænker ”så amningen bliver suppleret af flaske, so what?” Men det at skulle supplere var forfærdeligt for mig på grund af de negative og bebrejdende tanker, jeg havde. Og det blev ikke bedre, faktisk, så blev det værre, for hver uge der gik kunne vi fortælle sundhedsplejersken at han blev hurtigere utilfreds ved brystet end forrige gang. Og, ikke nok med at de første to uger med supplering havde efterladt mig overvældet og fuld af følelser ­- selvhad og selvbebrejdelse – så havde alle afvisningerne gjort så ondt på mig, at der sjældent var et måltid hvor jeg ikke kneb en tåre. Samtidigt havde jeg ændret mig og var ikke længere mit overskudsfyldte og glade jeg, og alt i alt endte jeg altså med en efterfødselsreaktion (den vil der komme et indlæg om en anden gang). Selvfølgelig vil man aldrig være den samme inden og efter man bliver mor, men her taler vi ændringer der ikke burde være sket, ting der ikke burde blive påvirket af at have født.

Hvorfor stoppede vi så amningen helt? Jo blandt andet på grund af efterfødselsreaktionen, men primært på grund af Munken. Jeg skulle nok, når jeg fik hjælp og kunne indrømme for mig selv at jeg havde det svært, komme igennem min reaktion på det at være blevet mor, men Munken trivedes ikke. Fysisk gjorde han, han blev en lille tyksak, der på mindre end 3 uger tog 1 kg på. Men både at blive ammet og få flaske fungerede ikke for ham. Hvorfor? Ja hvem ved. Men jo længere han fik flaske, jo hurtigere afviste han mit bryst. Jeg ved, at der var noget at komme efter, for jeg pumpede ud for at holde produktionen i gang. Men for hver gang han skulle spise ville han ligge kortere tid ved brystet end tidligere. Det hele faldt sammen da vi forsøgte os med to dage i sengen for at få stimuleret min mælkeproduktion. Vi forsøgte på flere måder. Først bryst, så flaske. Først flaske, så bryst. Flaske og bryst skiftende under måltidet. Ja, vi forsøgte alle de måder vi kunne komme i tanke om, men Munken nægtede. Ja altså, de første 2 gange tog han brystet, men skreg efter mindre end et minut. De resterende gange blev han hurtigere og hurtigere sur, og til sidst blev han panisk og desperat bare jeg forsøgte at føre ham til brystet. Det var altså ikke sult der gjorde at han reagerede sådan, for han fik flasken hele vejen igennem for at sørge for, at han var afslappet og rolig og ikke frygtede ikke at blive mæt. Hvad præcis der gjorde at han reagerede sådan aner jeg ikke. Men efter 3 amninger hvor vi forsøgte os sådan, den sidste amning hvor han blev panisk fik jeg nok. Det lille håb om amning var knust godt og grundigt. Det kom bare ikke til at ske. Vi kunne blive ved som før med et halvt minuts amning og så flaske, eller vi kunne acceptere hvad han forsøgte at fortælle os, uanset hvor hårdt det var at høre og indrømme. Amning virkede ikke, amning gjorde ham stresset, amningsforsøgene skulle slutte. NU!

Nu hvor beslutningen er taget, hvor det hårde valg er truffet, ville jeg ønske, at nogle fra min familie havde haft modet til at fortælle mig at det var okay at stoppe, at det var okay at ”give op”. I stedet, var de eneste der sagde noget min kæreste og sundhedsplejersken, og det de sagde var ”prøv igen, prøv noget mere”. Min kæreste støttede mine forsøg, men han kunne ikke træffe beslutningen for mig. Og sundhedsplejersken mente vi skulle blive ved, hun kunne hjælpe, hun kunne ”nogen tricks”. Og det kan hun med sikkerhed. Derfor følte jeg ikke at det var okay at jeg sagde stop. Jeg følte ikke at jeg havde prøvet nok, på trods af at vi havde forsøgt i mere end en måned. Ikke før jeg fortalte at nu havde jeg besluttet det skulle vær slut, fortalte folk mig at de var enige. Det øjeblik jeg fortalte hvad min beslutning var fik piben en anden lyd, og pludselig var det okay at han skulle være flaskebarn.

Jeg ville ønske at nogen havde sagt ”Du har gjort nok”. ”Du har prøvet alt hvad du kunne”. ”Det er det bedste for jer begge at i siger stop og giver flaske”. ”Se på din søn, følg dit hjerte, du ved, at det bedste for jer begge er, at han får flaske”. – Jeg ville ønske, at folk havde turdet fortælle mig hvad de tænkte i stedet for at synge med på samfundets godkendte sang om amning som den eneste mulighed. Jeg manglede at nogen havde fortalt mig, at det var acceptabelt ikke at amme, og at den gode mor ikke sidder i brysterne. Jeg manglede nogen der havde gjort det lidt lettere at træffe det hårde valg ved at fortælle mig, at det ikke gjorde mig til den fiasko jeg følte mig som.

For jeg er ikke en fiasko. At være mor kræver at man tør træffe de hårde valg. Det kræver, at man tør se sort på hvad samfundet til tider mener – den der kender barnet bedst er en selv og barnets far. At være mor er ikke let. At sige nej til amning er ikke let. Men når man ser sit barn trives, når man ser sit barn vokse, tage på vægt, sove godt, smile, pludre og tydeligvis have det godt efter en tid med gråd og desperation, så ved man, at man har truffet det rette valg.

For jeg har truffet det rette valg. Munken har det fantastisk, jeg har det bedre end mens amme-presset stod på, og K har fået del i vores søns liv på en helt anden måde, nu hvor han også kan give mad.

Det var ikke et let valg at træffe, og nu hvor Munken er 3 måneder og har fået flaske på den ene eller anden måde i næsten 2 måneder kan jeg stadig blive nervøs når jeg er ”ude” – når jeg forlader lejligheden og møder andre mødre, især første gang, fordi jeg ikke ved hvordan de vil reagere på at jeg giver flaske. Nogle enkelte kigger lige en ekstra gang, men langt de fleste er ligeglade, det er jeg langsomt ved at lære. Desværre forhindrer det mig ikke i at blive nervøs og usikker når jeg skal ud blandt nye mennesker. Det ændrer ikke på at jeg ved jeg traf det rigtige valg, men jeg tror desværre der vil gå lang tid før jeg er helt tryg ved det, og kan ignorere at jeg ikke ammer. Om jeg nogensinde vil blive helt komfortabel med at give flaske mens jeg er ude? Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at jeg gør det rigtige. At jeg har truffet det rette valg. At amning ikke virkede for os, og at det er vigtigere at Munken får mad, end at samfundet ikke kommenterer på mit valg. Jeg forsøger at tænke positivt, finde alle de gode ting ved at give flaske, og ignorere alle de fordele man ved der er ved amning fordi amning ganske simpelt ikke var en mulighed, og jeg har ikke har brug for en liste over ting jeg kan bruge til at slå mig selv i hovedet med på mine dårligere dage.

Jeg ved, at jeg ikke er alene om min tvivl, men jeg ved også, at jeg blot gør som alle andre mødre – sætter mit barn før andres mening og godkendelse. Jeg sætter hans trivsel højest, som enhver anden mor, og hans trivsel afhænger af flasken.

 

 

Har du lyst, kan du forresten følge min side på Facebook. Der deler jeg link til mine nyeste indlæg, og deler kortere indblik i hvad der sker i min hverdag. Det hele er dog også anonymt der, i hvert tilfælde indtil min kæreste måske en dag skifter mening. Hvem ved 🙂

[custom-facebook-feed]