Close
Dårlig mor og skyldfølelse
facebook pinterest twitter

Dårlig mor og skyldfølelse

roedhaarederedeligheder 8 januar 2018, 19:53

Samfundets forventninger og en dårlig mor

”Er jeg en dårlig mor?” er en tanke de fleste mødre nok kender til. Munken blev 5 måneder i torsdags, (han er nu fyldt 6 måneder hvilket vidnet om hvor længe jeg har haft indlægget her liggende mens jeg besluttede om det skulle deles) og jeg ved, at jeg har tænkt tanken op til flere gange. Ikke fordi jeg faktisk tror, at jeg er en dårlig mor, og ikke fordi at jeg tror det kunne være nogen bedre mor for Munken. Nej, tanken kommer oftest når jeg føler, at jeg ikke lever op til samfundets forventninger. En af gangene var (jeg fristes næsten til at sige selvfølgelig) da jeg skulle beslutte hvorvidt vi skulle opgive amning. En af de andre gange ramte mig af uforklarlige grunde pludselig en dag.

Efter en hyggelig dag med shopping (hvilken Munken tog bedre end hans forældre) sad K og jeg og snakkede lidt om et emne der er oppe ofte, arbejde. Både K og jeg leder efter arbejde, jeg blev først officielt færdiguddannet efter Munkens ankomst, og K har været så uheldig (eller heldig alt efter hvilke briller man tager på) kun at få vikariater og korte ansættelser siden han blev færdig. Arbejde er derfor et emne der fylder en del hjemme hos os, og hos både K og jeg.

Men hvorfor får det mig til at føle mig som en dårlig mor, eller i hvert tilfælde overveje om jeg er det? Fordi jeg gerne vil i arbejde. Nu, lige nu, for 5 minutter siden. Ja, i ved hvad jeg mener. Jeg vil bare så gerne have et arbejde. Det går og klør i mine fingre for at komme i gang med at arbejde.

Selvom jeg elsker Munken, så føler jeg at der mangler et eller andet i mit liv. Jeg elsker at være mor, men jeg tror, måske netop fordi jeg er nyuddannet, at jeg ville blive et gladere menneske med mere overskud hvis jeg begynder at arbejde allerede nu. Det sker selvfølgelig ikke bare sådan, for det kræver jo at nogen vil ansætte mig, og det er ikke helt let.

Jeg ved godt, at det at ønske at arbejde ikke gør mig til en dårligere mor, men når jeg snakker med andre mødre bliver de alle meget forundrede når jeg fortæller at jeg søger arbejde. ”Jamen din barsel er da ikke opbrugt endnu” er en kommentar jeg har hørt en del gange, og de har jo ret. Min barsel er IKKE brugt. Jeg kan, hvis nødvendigt, gå hjemme på barsel frem til engang i maj. Men det betyder jo ikke at det er det rigtige for mig. Samfundsmæssigt er det stadig forventet at kvinden tager barslen, og at kvinden nyder at gå hjemme med barnet så længe som muligt. Og jeg nyder at gå hjemme, jeg nyder at se Munkens fremskridt, men jeg mangler noget i min hverdag, jeg mangler en form for formål med min dag. Jeg står op, tuller lidt rundt med Munken, går en tur, tuller mere rundt, går en tur mere, giver lidt mad ind i mellem, forsøger at aktivere Munken og sådan går dagen – uden at jeg egentlig kan sige præcis hvad jeg har lavet og hvad vi fik ud af det. Selvfølgelig tager Munken nogle gange nogen udviklingsspring hvor man pludselig kan se hvorfor det er man gør de ting man gør, men jeg mangler et formål. Noget jeg kan se, noget jeg kan føle, noget der gør at jeg kan sige ”i dag gjorde jeg….”

Det er forventet at jeg tager barslen, og jeg troede at jeg ville være god til det. Men efter 5 år på universitetet må jeg bare indse at jeg gerne vil i gang, jeg er træt af at gå hjemme – pr tidlig november har jeg gået hjemme i næsten et år på grund af specialet og eksamener. Jeg vil ud og være en del af samfundet.

Og så er der jo lige det der ”forventet”. Forventet at MOR tager barslen. Men hvorfor? Hvis jeg ammede ville der selvsagt være et andet behov for at det netop var mig der tog barslen, men det gør jeg ikke, og når alt kommer til alt, så har vi også indset herhjemme at K faktisk vil være bedre egnet til at gå hjemme på barsel end jeg er. Og er det ikke også okay? Skal der ikke også være plads til det?

Så jeg søger arbejde når der er noget der kan betale sig – forstået på den måde at jeg ikke søger vikariater på under halvtid da disse vil give os en dårligere økonomi end mine barselsdagpenge. Så jeg søger, og K søger. Hvis jeg får arbejde får han barslen, og får han arbejde beholder jeg barslen.

Er jeg glad for min barsel, ja bestemt? Jeg elsker at vi har muligheden for at hellige vores børn de første mange måneder, ja næsten det første år af deres liv. Og det gør vi. Alt vi gør handler om ham. Selv når K har sine vikariater er det Munken der er i centrum af hjemmelivet. Alt er på Munkens præmisser. Og sådan fungerer det for os.

Måske ved næste barn jeg elsker min barsel over alt på hele jorden og vil ønske den kunne strække sig endnu længere, måske jeg ved næste barsel knuger mig til mine dage hvor vi blot tuller rundt og hygger. Men efter næsten 5 år hvor størstedelen af min tid har været centreret derhjemme uden deciderede krav om at jeg skulle være noget sted på et bestemt tidspunkt så savner jeg altså at komme i gang.

Så jeg søger arbejde, og jeg gør det villigt, også selvom Munken kun er fyldt 5 måneder. Munken vil være mere end 6 måneder før jeg får arbejde, han vil måske nå at blive et år. Men en glad mor er en mor med overskud, og det giver mig overskud at søge arbejde fordi jeg ved, at jeg arbejder mig frem mod noget jeg virkelig ønsker – at komme i arbejde igen.

Og selvom jeg ved det er det rigtige for os, at det blot betyder Munken måske vil få kvalitetstid med far, så sidder de stadig der de andre mødre ”men din barsel er jo ikke opbrugt” siger de bebrejdende. Måske fordi de selv vil holde alle de uger de har til rådighed, måske fordi de ville ønske at de kunne holde alle de uger de har til rådighed, måske fordi de selv har mødt presset fra samfundet der siger at mor skal elske at gå hjemme på barsel og kæmpe med næb og klør for at gøre det så længe som muligt.

Men herhjemme er det nu engang sådan at far ville elske at gå på barsel, og mor lige nu ville ønske hun var i arbejde. Så det er det vi, i sidste ende, forsøger at arbejde os hen imod. Det er det vi har det godt med. Og når alt kommer til alt

Er det vigtigste ikke at vi har det godt med det uanset hvad andre mener?

 

Redigering:

K er blevet tilbudt og har accepteret en timelønnet stilling, så vi ved nu at det er mig der skal gå hjemme det næste stykke tid. Hvordan tager jeg det? Nok ikke så pænt som jeg burde. Min første reaktion var at blive ked af det fordi vi så ikke kunne hygge hele december som det ellers havde været tilfældet, min næste reaktion var at blive mut fordi det betød at jeg ikke kan få arbejde før Munken er kommet godt i gang hos dagplejen. Fortryder jeg min reaktion? Ja, meget. Men den fik mig til a indse præcis hvor meget jeg ønsker at komme i arbejde. Jeg har dog besluttet at nyde den sidste måned hvor Munken er hjemme hele tiden, snart skal jeg give slip på ham, og det er med sikkerhed sværere end jeg forestiller mig.

 

[custom-facebook-feed]