Close
Hej du, mor-delle
facebook pinterest twitter

Hej du, mor-delle

Avatar
roedhaarederedeligheder 16 november 2017, 13:39

Kære blog, jeg har været fraværende på det sidste, ja faktisk siden efterårsferien. Hvorfor? Jooh, siden efterårsferien har jeg været i bryllups og dåbs-land. Lørdag blev K og jeg gift, og Munken blev døbt. Det var en fantastisk dag, men hold da helt ferie hvor er der meget der skal forberedes til sådan en dag når man gør det meste selv (eller med hjælp fra familien).

Med brylluppet kom kjoleshopping, for man kan ikke være brud uden en kjole (eller andet tøj). Og hold da op hvor satte det en masse i gang. Ikke blot at købe brudekjolen, men også at købe en kjole til en af de nærmere weekender hvor vi skal fejre med vennerne at K pænt svarede ja.

Jeg har aldrig haft en perfekt krop, men jeg har altid været heldig – høj og forholdsvis slank og i stand til at spise hvad der passede mig. Men med Munken skete det noget nyt med min krop. Pludselig er alt blødere og mere slattent, maven er større (mor-dellen hedder den herhjemme), og alt andet synes ligeså (synes jeg da selv). Og det er svært! Jeg har altid haft lige lidt for meget håndtag – men da det var det eneste på min kop der var for meget af så var det ikke så slemt, og så var det jo i øvrigt ikke noget et par højtaljede bukser ikke kunne klare (men hvor har jeg dog altid ønsket at det fedt ville flytte sig til min bryster i stedet).

Min mave som den ser ud i al sin ujævnhed. Bakket, med ar, og blød som bare pokker.

Min mave som den ser ud i al sin ujævnhed. Bakket, med ar, og blød som bare pokker.

Jeg har stadig for meget hofte, men nu er der også mere mave. Og føj det er svært, og føj det kan ødelægge mine dage. Jeg går til efterfødselstræning af den simple grund at jeg aldrig har været typen der træner og jeg derfor ikke anede hvordan jeg skulle gå i gang efter mit kejsersnit. Og det virker da, min krop bliver langsomt stærkere, men fedtet, det bliver hvor det er.

Og det burde jo ikke være noget problem, jeg er mor, det er okay min krop ikke er hvad den var.

Men det er et problem, for mig. K er ligeglad, han synes jeg er smuk som altid. Men jeg ser desværre oftere og oftere kun alt det løse.

Jeg kan ikke li min krop mere! Så enkelt kan det faktisk siges. Jeg kan ikke li de ekstra kilo, jeg kan ikke li hofterne, jeg kan ikke li de små bryster (som småbarmet var der altså et eller andet fantastisk ved de der ammebryster), og jeg kan ikke li maven – mor-dellen. Den mave der gav mig Munken. Maven jeg burde elske og acceptere for hvad den har givet mig. Men jeg ser kun strækmærker og løs hud. Jeg ser arret der er så langt fra hvad jeg ønskede for mig selv, og jeg mærker skuffelsen over at det ikke blev som jeg ville med den der fødsel.

Faktisk er der ikke noget ved min krop jeg er glad for lige nu. Tænkt at have det sådan. Hver dag hade hvad man ser i spejlet. Jeg gør hvad jeg kan for at tænke positivt og acceptere min krop, men nogen gange, på ”de der dage” er det ikke nok og så overtaget hadet og tårerne.

Da jeg prøvede brudekjoler var der en kjole der var fantastisk, jeg elskede hvor simpel den var, hvordan den sad på min overkrop, hvor smuk jeg var i den – lige indtil jeg så hofter og mave. For der, lige der, sad den forfærdeligt. Stramt, bulet, strakt til ukendelighed. Mit ønske havde altid været en enkel og smal brudekjole uden alt for meget fylde, og selvom jeg elsker kjolen jeg endte med – med al dens fylde – så var det ikke sådan en kjole jeg troede jeg ville ende med. Jeg var usikker – ville shapewear kunne holde ”det” på plads så den tætsiddende kjole ville sidde godt, ville det være nok? Ville jeg ende med kvalme hele dagen? Derfor valgte jeg en mere fyldig model der sad løst ”der”.

Men nu er jeg ved at finde kjole til vores fest med vennerne, og så vender det hele tilbage. Skal jeg købe den løse kjole der skjuler mor-dellen, eller den tætsiddende kjole som kræver shapewear der kan holde dellen på plads, så jeg for en aften ikke skal føle mig som en ucharmerende mor? – Skal jeg gå efter det samme som ved brylluppet, en løsere kjole så jeg er behagelig tilpas hele aftenen eller skal jeg købe den tætsiddende kjole jeg altid har drømt om at kunne bære?

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, men en ting er sikkert – jeg skal lære at elske min krop. Mor-dellen, arret, strækmærkerne, de store hofter – det hele gav mig Munken og derfor skal jeg elske det, og hvis ikke elske, så i det mindste acceptere.

Det betyder ikke, at jeg ikke må forsøge at komme af med det, men jeg skal lære at elske mig selv – hvis det kræver 5 kg mindre må jeg finde en måde at smide de 5 kg. Hvis det kræver nyt undertøj så jeg føler mig tilpas i den nye krop, så må jeg købe nyt undertøj. Hvis det kræver at jeg spiser efter et stramt program ingen andre kan være med på – så sker det ikke, for der skal være plads til os alle i familien, og der skal være tid til at hygge med Munken.

Jeg hader i perioder min krop for den er ikke perfekt, men, er det egentlig ikke okay? Ikke at hade den, men at den ikke er perfekt. Munken er ikke engang 5 måneder, er det ikke okay at det hele stadig sidder lidt mere løst. Og er det ikke vigtigere, at jeg får styr på bækkenbunden og på mavemusklerne og får lavet en sund genoptræning, end at jeg bliver hurtigere tilfreds med min krop igen? Jeg hader min krop, morkroppen, i perioder. Jeg hader morkroppen når jeg skal købe nyt. Når jeg skal forsøge at finde noget blandt den smule jeg kan li, som også vil være godt på min nye krop.

Når det kommer til stykket, så hader jeg den måske ikke så meget, måske kun på ”de der dage”. ”De der dage” fylder bare hurtigt rigtigt meget når man går hjemme og har alt for meget tid til at tænke.

Engang lovede jeg mig selv at tænkte positivt, at begynde at se de gode ting frem for de dårlige. At se det jeg godt kan li frem for det jeg er utilfreds med, og jeg tror, at det er et løfte jeg er nødt til at lave igen. Jeg vil se det positive i tingene.

Jeg hader min krop, men!

  • Jeg elsker min hårfarve
  • Jeg elsker at kroppen har givet mig Munken
  • Jeg elsker mine lange ben
  • Jeg elsker at jeg sidder blødere på gulvet end før i tiden (fordi der er kommet mere røv)

Jeg kan måske ikke lære at elske alt på en gang, men nu vil jeg prøve. Hver morgen, vil jeg til at sige noget pænt til ”det der sted”. Måske det hjælper, måske det ikke gør, men for nu:

Kære mor-delle.

Tak fordi du gav mig Munken. Tak fordi du trak dig (forholdsvist) meget sammen igen efter, og tak fordi du giver Munken en perfekt pude at sidde på når hans mor slænger sig i sofaen med ham i stedet for at lave en masse øvelser hun (måske) burde på gulvet. Munken er kun lille en gang og jeg vil hellere hygge med ham nu end jeg vil se tilbage og fortryde at jeg brugte tiden på en masse andet, så kære mor-delle du er måske alligevel okay.

 

Kære med-mødre. Det er OKAY ikke at elske jeres krop, men skal vi ikke, sammen, forsøge at blive lidt gladere for den, med ujævnt terræn og alt det andet.

 

I kan altid følge mig på facebook, så kan vi prøve at være positive sammen.

[custom-facebook-feed]