Hvis bare jeg havde vidst… at det er okay når planen ikke holder.

Månedens tema hos min-mave er ” Hvis bare jeg havde vidst ”. Min ”hvis bare jeg havde vidst” er stærkt inspireret af den efterfødselsreaktion eller stressbelastning (de ved ikke med sikkerhed hvad det var), jeg kæmpede med i starten af mit liv som mor. En reaktion eller belastning der stadig, engang, imellem stikker sit grimme hoved frem.

 

Hvis bare jeg havde vidst at det er okay når planen ikke holder. Hvis bare jeg havde vidst at det er okay når ens ideer og drømme ikke går 100% i opfyldelse. Hvis bare jeg havde vidst i mit, nok meget naive, sind, at det var okay for mig ikke at være 100% naturlig-speltmor mor der lavede alt selv, og gjorde alt rigtigt i første omgang.

Hvis bare jeg havde vidst at det er okay at skulle lære at være mor.

Siden jeg fik Munken, har jeg været ret god til hvad mange kalder en ”mor-disciplin” – selvbebrejdelse. Selvbebrejdelsen over ikke at lave mad der er sundt nok, ikke at kunne amme, (måske) ikke at give den rigtige form for stimuli. Selvbebrejdelsen over ikke at have overskud til en masse oplevelser med venner og familie, ikke at spise sundt nok og tage mig nok af mig selv. Over ikke at kunne introducere Munken til sunde og fornuftige spisevaner, ikke at være aktiv og motionere nok. Ikke at være nok til stede i øjeblikket, ikke at fange de store øjeblikke så de bliver foreviget i billeder og videoer.

I kan godt se hvor det hele fører hen, ikke?

God gedigen self-shamning.

 

Hvis jeg havde vidst, i mit stille sind, helt ned i maven, at det var okay når mine planer ikke holdt, så havde jeg måske haft lettere ved den store forandring det er at blive mor. Hvis jeg havde været mere forstående over for mig selv og de omstændigheder der var da vi fik vores søn, havde jeg måske ikke haft det lige så svært.

Jeg ved det ikke med sikkerhed, at det ville have været anderledes hvis nu… Men jeg ved, at det er noget jeg skal arbejde på!

 

Og jeg tror, måske, også det er noget du skal arbejde på, eller i hvert tilfælde overveje.

Flere og flere giver udtryk for at mangle noget af det uperfekte i mediebilledet, at det stresser, at være den perfekte mor man ser medierne og måske især på de sociale medier.

Men hvad nu hvis vi alle bliver lidt bedre til at give slip? Lidt bedre til at være i øjeblikket, i rodet, i gråden. Hvis vi blev bedre til at vise ”det her er mit liv og hvad så?! Jeg har et skønt barn, men jeg har også rod, ødelagte ting, dårlige dage. Jeg har ikke kun perfekte billeder af rene velopdragne børn. Jeg har også et jordbærmonster der bestemt ikke mener han skal hjem fra marken hvor vi plukkede jordbær. Jeg har en søn der vågner flere gange i timen hele natten igennem fordi han er ved at få tænder. Jeg har sovet dårligt og ligner en zombie”

 

Hvis bare jeg havde vidst at det er okay ikke at være okay. Hvis bare jeg havde vidst, at den der dømmer mig hårdest, er mig selv. Det skal jeg blive bedre til at lade være med.

 

Har i forresten set at jeg har fået instagram? Det er stadig rimeligt nyt, men det er der. Og så vil jeg bestræbe mig på at vise både det gode og det dårlige der. De hårde nætter, de mange smække, rodet og udmattelsen. Men også det gode og sjove. De første skridt, jordbærmarken, de sjove lyde, gode smil, og fantastiske grin. – bevares det er lidt af en udfordring når nu vi er anonyme, men faktisk – så overvejer vi ikke længere at være anonyme. Mere om det en anden dag!