Fødsel og Graviditet; Et Tilbageblik

fødsel

Jeg har længe vidst at der blandt mine oplæg nok skulle være en fødselsberetning. Ikke fordi min fødsel gik fantastisk og præcis ifølge planen, men fordi det gik præcis så modsat mine ønsker som noget nok egentlig kan gøre.

Jeg har dog ikke vidst hvornår sådan et oplæg ville passe ind, men med tanke på mine nyeste indlæg og både nyt og gammel, og på hvilke andre indlæg nogle af bloggerne her hos Min-Mave har delt, så tror jeg faktisk at det er tid.

Ligesom Min Lille Verden havde jeg planer om at fødslen skulle foregå derhjemme, desværre måtte jeg, som hende, også indse at sådan skulle det ikke være. (I kan læse første del af hvordan det gik hende her)

Mit forløb var dog en del anderledes, og før fødslen kommer graviditeten.

Min graviditet var fantastisk. Jeg var en af de heldige mennesker der ingen gener oplevede undervejs, jeg oplevede godt med liv, og alt var som det skulle være. Ja altså, lige indtil vi nærmede os termin.

Som Mit Liv Som Jordemoder skriver i dette indlæg er det utroligt vigtigt at man mærker liv hele graviditeten. Og det gjorde vi også, lige indtil vi indså at det gjorde vi ikke rigtigt mere. Dagen før termin var vi til tjek ved Jordemoren. Hun spurgte som sædvanligt om alt gik godt og om vi mærkede bevægelse. Jaja, svarede vi, alt gik som det skulle der var ingen problemer. Da hun så skulle tjekke hjertelyden kunne hun intet finde. En smule paniske begyndte både K og jeg at tænkte tilbage. Hvornår havde vi sidst mærket liv, sådan rigtigt. Det kunne vi ikke komme i tanke om, men vi kunne komme i tanken om at vi et par dage før intet liv havde mærket og derfor havde gjort brug af alle tricks vi kendte: ned og ligge, koldt vand (og is), hoppe rundt, ja alt vi kunne komme i tanke om. Og vi fik respons. Der kom et spark eller to.

Her skal det nævnes at Munken aldrig var en af de sprællende babyer der var konstant i gang og som man frygtede ville bryde ud igennem maveskinnet hvilket som helst øjeblik. Han var altid mere rolig, men gjorde os opmærksom på at han var der med et ekstra tryk på min blære eller utilfreds møveri når jeg sad ved computeren og skrev på mit speciale. Men efter mit speciale havde jeg ikke siddet så meget ved computeren og havde derfor ikke mærket ham helt så meget som normalt, noget jeg gik ud fra skyldes at jeg ikke længere befandt mig i samme stilling og derfor ville mærke ham på andre og nye måder.

Jordemoderen fandt han hjerteslag, men langt oppe på maven og ikke nede hvor det havde været de andre dage. Vi blev derfor sendt videre til gynækologisk ambulatorium (tror jeg det var), hvor det blev tjekket at han stadig lå i som han skulle. Havde han vendt sig var det nemlig ikke længere muligt med en hjemmefødsel. Munken lå som han skulle, og han puttede sig godt. Der var ingen grund til bekymring, men som det går med bekymringer kommer de sjældent alene, og på terminsdagen var vi stadig nervøse over oplevelsen dagen før. Munken mærkede vi ikke, og klokken 17 på terminsdagen ringede vi til Jordemoderen der havde vagt (vi var i kendt jordemoder ordning og havde derfor 3 jordemødre vi var tilknyttet som vi skulle henvende os til hvis der var noget). Hun sendte os tilbage til gynækologisk ambulatorium hvor en af de andre jordemødre i ordningen muligvis ville møde os da hun havde en fødsel. Ganske rigtigt blev vi modtaget af et velkendt ansigt, der blev lagt hjertekurve (et stærkt hjerte kunne heldigvis høres) og alle bevægelser skulle registreres. Alt for let, for der var ingen. Der blev derfor ringet efter en læge og et scanningsapparat og der blev tjekket for bevægelse. Der var nærmest intet, hvis der overhovedet var noget, hun tjekkede derfor også blodgennemstrømningen i navlestrengen, og den var heldigvis som den skulle være. At han ikke bevægede sig gjorde dem dog lidt urolige og vi fik kørt hjertekurve igen.

Han bevægede sig ikke, og hjerteslagene var for hurtige, på kurven lå de hele tiden for højt, og kom aldrig ned hvor de gerne ville have dem. Det og den manglende bevægelse gjorde at vi blev indlagt, og vores jordemor fortalte os at hvis det ikke var blevet bedre dagen efter så ville det bedste være hvis jeg fik taget vandet så der kunne komme gang i fødslen. Munken havde det ikke så godt som han kunne have, han var stresset, og skulle derfor ikke blive derinde hvis ikke han fik det bedre.

Jeg blev derfor indlagt, og det hele begyndte igen efter en morgen hvor både K og jeg næsten ikke havde sovet fordi vi var nervøse og tankerne kørte rundt. Vi var kommet ind i den tro at de ville køre en hjertekurve, alt ville være som det skulle være, og at vi ville være hjemme i vores egen seng samme aften. Om morgenen fik jeg kørt endnu en hjertekurve og blev derefter flyttet til fødestuen hvor hjertekurven skulle foresættes. Jeg fik kørt hjertekurve i hvad der føltes som en evighed, og da der ingen forbedringer var og det eneste liv vi mærkede var når Munken havde hikke, så tog jordemoderen mit vand. Jeg blev givet akupunktur og fik et drop lagt med noget der skulle fremme mine veer. Der stoppede vores lettere kaotiske oplevelse dog ikke.

Det viste sig nemlig at Munken var stjernekigger. Jordemoderen troede først at han lå med en arm oppe over hovedet, men det viste sig at være hans næse og øjne. Der blev derfor kaldt efter en af de ældre jordemødre som blev beskrevet som lidt af en mirakelmager, men der var intet at gøre. Munken lå i spænd, nakken kunne ikke bøjes som den skulle, og han lå mad ryggen ud mod min mave (som jeg har forstået det) og kunne derfor ikke bøje nakke nok til at komme ud. Han sad simpelthen i spænd.

I samråd med nogle læger blev det derfor besluttet at det bedste for os ville være et såkaldt akut kejsersnit. Dette selvfølgelig ikke kun fordi Munken var stjernekigger, men fordi han stadig lå for højt på hjertekurven, og ved hver eneste ve blev hjerterytmen hurtigere, kun for at falde en smule igen når veen stoppede. Selvom det måske ville være muligt for mig at føde selv ville det gå ud over Munken der allerede havde været udsat i forholdsvist lang tid. Min ønskede hjemmefødsel blev dermed til et akut kejsersnit. Akut på måden ”det skal ske indenfor x-antal timer” og ikke ”gogogo det er liv eller død”. Men alligevel gik det hurtigt. Fra jordemoderen fortalte os at det ville være en god ide og der nok ville gå mellem en time og to før de ville komme og hente mig, og til de faktisk stod der, gik der 10 minutter.

Min mor, som skulle have været med til fødslen, havde vi ringet til kort inden, vi nåede knapt at ringe til hende og fortælle at hun ikke havde travlt da planerne var ændret. Hun ankom efter vi var kommet over i opvågningen, så selvom hun ikke var med var hun den første, udover K og mig, der så Munken. (Min mor har fået 3 akutte kejsersnit, så hun vidste hvad der foregik i mit hoved og har været en stor hjælp i mit forsøg på at bearbejde oplevelsen).

Nå men, inden jeg så mig om lå jeg blottet foran en rum fyldt med mennesker, i bedste Jesusstil med armene ud til siden, med hhv. blodtryksmåler og drop. Vi valgte at der skulle være en skillevæg mellem os og maven, eller, det valgte jeg. K har senere, da han fandt ud af vi fik et valg, sagt at han gerne ville have set det, men jeg kunne ikke udholde at skulle se nogen skære i mig, flå i min mavehud for at komme ind til barnet osv. Jeg har set kejsersnit i fjernsynet og det var mere end rigeligt for mig, jeg behøvede ikke live-forestillingen.

15:51 kunne man høre et ”Hold da op” af under på den anden side af klædet og lidt efter kunne man høre barnevræl – en fantastisk lyd efter et døgn fyldt med bekymringer. ”Hold da op” var dog en smule skræmmende. Det viste sig at Munken havde navlestrengen hele fire gange om halsen og en gang om skuldrene. Det gav altså god mening at hans hoved ikke var til at rokke fremover, det var fysisk umuligt for navnestrengen. Munken var kommet godt igennem det hele, og takkede jordemoderen for hendes store hjælp ved at lave den første afføring i hånden på hende da han var få minutter gammel og hun skulle tjekke hans testikler.

Jeg blev flyttet over i min seng, og kørt over på opvågningen, og sådan, på 24 meget overvældende timer, var vi forældre.

Hele oplevelsen var meget overvældende og ramte mig ret hårdt. Selv i dag bliver jeg overvældet med følelser når jeg tænker tilbage på Munkens fødsel. Men, mest af alt fortryder jeg at vi ikke havde kontaktet jordemoderen tidligere. Munken var ikke den tykkeste baby, noget af det kunne skyldes den stress han var udsat for. Stjernekiggeriet, navlesnoren og at få taget vandet kunne vi ikke have ændret på, det var nok sket uanset hvad. Men jeg fortryder at vi ikke allerede ugen inden, da vi første gang blev i tvivl om han bevægede sig nok, ringede og fik det tjekket. Munken var muligvis kommet ud til os tidligere. Vi var heldige at det gik godt, men jeg kan ikke lade være med at tænkte, ”hvad nu hvis”.

Hertil skal det tilføjes, at jeg er typen der ikke vil være en belastning for andre, så når vi jo godt kunne få Munken til at reagere, og det jo nok bare var mig der var lidt fjollet. Men jeg har indset efter alt dette her, at der er en grund til at jordemødre siger som de gør, så når Mit Liv Som Jordemor siger ”Hvis du er i tvivl, så er der ikke tvivl – ring til din fødegang og lad jordemoderen vurdere om alt er ok eller ej” og ”Det er derfor du ALTID skal henvende dig til fødegangen når du en dag mærker mindre liv – det er absolut NO GO at gå i seng om aftenen, hvis du er i tvivl om baby har været aktiv som vanligt i løbet af dagen” så er der altså en grund til det. Hvis jeg er så uheldig at opleve det samme når Munken engang skal være storebror, så tager jeg hellere ind og får det tjekket 100 gange for meget end en gang for lidt. Vi var heldige denne her gang, men hvem ved hvor længe Munken havde været stresset, og hvem ved hvad der kunne være sket hvis vi ikke havde reageret og var taget afsted da vi gjorde.

Når alt kommer til alt er jeg glad for at vi tog ind på fødestuen og at fødslen blev sat i gang derinde, mit ønske om en hjemmefødsel var ikke vigtigere end Munkens liv, og jeg tager hellere 100 akutte kejsersnit end at Munken tager skade. Og når man tænker på hvordan det hele gik, ja så var vi nok endt på fødestuen alligevel.

Unable to display Facebook posts.
Show error

Error: (#4) Application request limit reached
Type: OAuthException
Code: 4
Please refer to our Error Message Reference.