Close
Mit Kejsersnit Ar – 14 Måneder Efter
facebook pinterest twitter

Mit Kejsersnit Ar – 14 Måneder Efter

Avatar
roedhaarederedeligheder 25 august 2018, 08:56

Der findes mange slags ar. Nogen kan man se, andre er usynlige.

Jeg har ét stort ar. Et stort, synligt ar. Mit kejsersnit ar.

Jeg troede egentligt, at her 14 måneder efter kejsersnittet ville alt være tilbage som det plejede. Selvfølgelig ville der stadig være et ar, men det ville da ikke gøre mig noget så længe efter.

Snydt!

Som i måske har læst (her), gik min fødsel stik modsat af hvad jeg havde håbet på. Det kan kort opsummeres med, at min ønskede hjemmefødsel i stedet endte med, at vi var indlagt. Munken var stjerne-kigger, og kunne på ingen måde komme ud som han lå, derfor blev han taget ved kejsersnit – med navlestrengen 4 gange om halsen og en gang om skuldrene – ikke noget at sige til, at han stressede når jeg fik veer.

Og selvom arret udadtil er helet rigtigt fint, må jeg, efter i går aftes, nok indrømme, at det stadig den dag i dag berører mig mere end det burde. Ikke selve arret, det fysiske ar, nej det der stadig driller, er det psykiske.

Selve arret har en smule føleforstyrrelse – det føles lidt, som en mere kilende udgave af at røre sig selv ovenpå et stykke tøj. Man kan mærke der bliver rørt, det kilder, men følelsen er ikke lige så tydelig og, tja man kan vel sige, følt, som resten af huden. Og det er ikke noget der gør noget. Jeg overlever jo nok, at lige den del af min hud er følsom på en anden måde end resten. Der er ingen problemer langt under arret eller over arret, men lige i området omkring arret føles det hele altså underligt. Og det er så her, det psykiske åbenbart blive påvirket. Eller ”triggered” som nogen vil sige – for jeg kan på ingen måde klare, når nogen røre ved det. I går aftes kom K til, med en fingerspids, at strejfe mit ar. Inden jeg så mig om, lå jeg stortudende i sengen. Jeg kunne intet gøre for at stoppe det. Jeg kunne ikke kontrollere det på nogen måde. Jeg var helt i mine følelsers vold.

Jeg troede ikke at det generede mig mere

men når jeg ser tilbage, nok også indse at det ikke generede mig, fordi det ikke skete. K har altid været meget opmærksom på, hvordan jeg har det med mit ar. Han har derfor sjældent rørt arret. Når han har rørt det, har jeg været klar på at det skete, og det var jeg altså ikke i går aftes.

Jeg har accepteret mit ar, jeg har accepteret hvordan det påvirker min krop. Men, jeg har åbenbart ikke bearbejdet hvordan det påvirker mig, psykisk, at have det ar. ”Du skal bare acceptere dit ar” og ”du skal bare vende dig til det” er ikke videre hjælpsomt, som i nok selv kan regne ud – hvis det var så enkelt var jeg ikke endt i en sø af tårer 14 måneder efter.

Hvad kan jeg så gøre ved det? Jeg aner det ikke! Hvis der sidder nogen derude med et godt råd, tager jeg hjertens gerne imod det, for det er altså ikke holdbart at have en del af ens krop man ikke kan tåle, bliver rørt.