Close
Rødhårede Redeligheder og livet som mor
facebook pinterest twitter

Rødhårede Redeligheder og livet som mor

Avatar
roedhaarederedeligheder 20 september 2017, 09:11

til blog

Efter at have studeret næsten hele mit liv er jeg for nyligt blevet færdig. I samme måned gik min lille familie fra at være 2 til at være 3, og siden da har jeg kæmpet både store og små slag.

Faktisk, så er alt andet end selve graviditeten på mange punkter gået præcis modsat af hvad jeg havde forventet mig, og selvom diverse graviditets og mor-forums fungerer godt når det kommer til at stille spørgsmål og få svar, så har jeg i perioder med kampe følt at der manglede noget. Selvom spørgsmål der mindede om mine var blevet stillet, så følte jeg mig alene.

Som den eneste, der ikke kunne amme, som den eneste der ikke kunne finde ud af det der med at føde, som den eneste med en efterfødselsreaktion. Livet som mor og nyuddannet er ikke let, og jeg føler ikke, at det i virkeligheden er tilladt for mig at tale om de udfordringer der følger. Selvom det er blevet mere normalt at åbne op og vise at man er uperfekt, så er der stadig en tendens til at det, når det kommer til alt andet end ens udseende, skal skjules når det kommer til ens uperfektheder, og dermed skal man gøre hvad man kan for at fremstå som perfekt ned det perfekte hjem, overskud, og vigtigst af alt – et liv der er problemfrit.

Men jeg kæmper, og ligeså gør mange andre. Det er vigtigt for mig at jeg kæmper, for mine kampe gør mig hverken til en dårligere mor eller til et dårligere menneske. De er en del af hvem jeg er lige nu, men de vil ikke altid definere mig. Jeg har dog til tider svært ved at acceptere disse kampe, at acceptere mine svagheder, men det skal både jeg og samfundet lære, for jeg er ikke mindre værd hvis ikke mit liv passer ind i en, af samfundet defineret, boks.

Mit liv er ikke et glansbillede, og det er okay!

Faktisk, så er det mere end okay, det er menneskeligt, og det er noget alle oplever. Derfor har jeg sat mig for at dele mine tanker og kampe med folk. Den hjælp jeg manglede under nogen af mine kampe, den vished at jeg ikke var alene og at andre var kommet igennem det, den har jeg sat mig for at give til andre.

Jeg skriver for at bearbejde mine problemer, for at få klaret hovedet, og for at få styr på følelserne, mange af indlæggene, især i starten, vil derfor være tilbageblik på min graviditet, på fødslen, på tiden efter fødslen. Selvfølgelig vil bloggen ikke blive en der kun fokuserer på alt det negative, for både positivt og negativt har en plads i mit liv. Derfor vil jeg bestræbe mig på, at både de gode og de hårde sider der er ved at være mor bliver beskrevet på min blog, for det er sådan livet som mor er, og det er sådan man bedst kan beskrive det.

Mit liv som mor er ikke en dans på roser, men det er heller ikke altid en gåtur gennem ild. Mange blogs fokuserer på det positive, andre på det negative, men en god blog skal kunne det hele, dele både glæder og sorger, og jeg er klar.

Så kom med, følg med, gør dig klar til et indblik i mine gode stunder, mine dårlige stunder, og mine følelser, og så håber jeg, at det for nogen kan give den hjælp jeg selv manglede i nogle perioder.

Bloggen vil omhandle mig, min kæreste der vil blive omtalt K, og vores søn, som jeg for tiden kærligt kalder Munken fordi han får slidt håret af på en sådan måde, at han har munkefrisure. Bloggen vil indledningsvis være anonym, for K har endnu ikke vænnet sig til tanken om at jeg vil dele så meget af mit liv og mine følelser på internettet. Måske anonymiteten engang til forsvinde, måske vil den ikke. Det vil tiden vise.

Og så lige en lille forklaring på navnet.

Den skarpe læser har måske allerede regnet ud af jeg er rødhåret, og det skal da, på trods af anonymitet, ikke være nogen hemmelighed. Det samme er Munken. Faktisk meget, og til min store tilfredshed da han ellers primært ligner K. Ja, faktisk ligner han K så meget at det først er nu hvor han er 2,5 måned gammel jeg begynder at kunne se mig selv i ham.

Men hvad så med redelighederne? – jo altså, en redelighed er en kaotisk situation, og det at blive mor har, for mig, været mere kaotisk end jeg turde drømme om.

 

[custom-facebook-feed]