Close
En lille omvæltning for verden, en stor omvæltning for Munken (og mig)
facebook pinterest twitter

En lille omvæltning for verden, en stor omvæltning for Munken (og mig)

Avatar
roedhaarederedeligheder 16 januar 2018, 10:09

dagpleje

Munken skal snart starte i dagpleje. Det er vildt at tænke på, at da vi fik ham i juni 2017 var februar 2018 så langt ude i fremtiden, at vi slet ikke kunne forestille os hvordan vores liv ville være til den tid, eller hvor stor Munken ville være.

Og nu er tiden her næsten!

Munken og jeg skal snart hen til dagplejen og hilse på hende igen. Vi skal nemlig til møde omkring opstart i dagpleje. Jeg regner med at få styr på hvad vi skal bruge til opstarten, og at vi får snakket om hvordan vi griber opstarten an. Men, det er ikke det der er i centrum i dette oplæg.

De fleste der er nået til (eller forbi) dette punkt ved hvordan det er, men, det er nok ikke det samme for alle.

For mig, er det forbundet med to følelser. Frihed og frygt.

Jeg frygter, eller er i hvert tilfælde meget nervøs omkring, det faktum at en anden, der ikke er familie, skal passe Munken. Selvom jeg stoler på vores kommende dagpleje, har jeg, siden vi fik Munken, holdt godt fast i den kontrol jeg havde. Især, da amning først gik galt og han skulle have flaske. (link) Pludselig kunne jeg se præcis hvor meget han spiste, og mit behov for kontrol tog hurtigt over. Det var ikke nok bare at se på ham, jeg var nødt til at holde styr på hvor meget han fik. Så jeg hentede en app. Jeg kunne skrive ind hvad han fik (syrnet eller normal) hvornår han fik, hvor meget han drak, hvis han gylpede meget. Jeg kunne skrive ind hvornår jeg skiftede hans ble, hvornår han sov, hvornår han vågnede, hvad han blev målt og vejet til, ja, faktisk alt. Jeg har derfor vidst alt ned til den mindste detalje, men har kæmpet med at lade andre tage sig af ham. K lærte selvfølgelig hurtigt hvad mine spørgsmål ville være hvis han f.eks. tog Munken en nat, og gav sig også til selv at skrive det ned i min app.

Appen tog overhånd, og den gjorde endnu sværere for mig at give slip og lade andre tage ham, for jeg vidste ikke hvor meget han havde sovet eller spist på dage hvor andre havde passet ham, selv kortvarigt. Skæbnen ville dog at min telefon blev træt af mig, og kastede sig i toilettet (telefon i baglommen og travlt når barnet skriger = telefon der røg i toilettet). Så, i forsøget på at opgive noget af min kontrol forud for Munkens opstart i dagpleje har jeg valgt IKKE at hente appen igen.

Og det er så svært at opgive den kontrol. Og når bare det ikke at have præcise tidspunkter og al på ting er svært, så frygter jeg hvordan jeg vil håndtere at miste den kontrol jeg har ved ikke længere at have ham hjemme hele dagen.

Samtidig, så glæder jeg mig til han skal i dagpleje. Jeg glæder mig til, at kunne gå på toilet uden nogen ligger og laver halv-vrede knirkende lyde fra rummet ved siden af, jeg glæder mig til at kunne tage et langt selvforkælende bad, at kunne rense mit ansigt med noget mere end bare lige rensevand, at kunne bruge hårkur og andet der skal sidde i håret længe, men som ikke har godt af at komme ud i kulden hvor det kun vil gøre større skade. Jeg glæder mig til at kunne søge arbejde, til at få et arbejde, og til igen at kunne blive en del af verdenen frem for en der vralter rundt på sidelinjen og kommer med en kommentar engang imellem.

Jeg frygter, at han vil bevæge sig fremad for første gang når jeg ikke er der, at han vil kravle hos hende første gang, at de første skridt til være hos hende. Jeg frygter at gå glip af de vigtige ”første”.

Men jeg ved også, at det er bedst for både ham og jeg at han kommer afsted. Måske han i princippet godt kunne vente en måned eller to, måske han kunne vente til han var et år. Men, måske han bare skal afsted nu. Han elsker at være omkring andre børn, han studerer dem nøje og forsøger at efterligne dem. Hvor vi tidligere gik til både salmesang, efterfødselstræning og stimulastik går vi nu kun til stimulastik. Han er kun andre babyer en dag i ugen, og det er slet ikke nok, for han får så meget glæde ud af at være sammen med dem, at det ville være ondt af mig, hvis jeg blot forhindrede ham i at komme afsted nu fordi jeg ikke er klar til at opgive kontrollen.

Det bliver svært for mig, bestemt, men det er svært for alle mødre. Det bliver svært at han skal være væk fra mig! At han ikke er der når jeg lige får lyst til at se lidt på ham, at han ikke kan sende mig et smil når jeg får lyst til et, at jeg ikke kan løfte ham op og give ham en kæmpe krammer lige når jeg får lysten. Men, måske man sætter mere pris på det når man ikke har ham hele tiden?

Uanset hvad, så glæder jeg mig til ar se hans glæder når jeg kommer og henter ham! Jeg er sjældent væk fra ham, og primært når han sover. Det er derfor kun K han sender de fantastiske ”du er her nu!” smil til.

Åh altså, hvor jeg glæder mig til at være modtageren af sådan et smil.

 

[custom-facebook-feed]