Børn – det kan da ikke være så svært?

Børn – det kan da ikke være så svært…

 

Wow man det er helt anderledes at have et barn end jeg forventede.
Ikke at jeg rigtigt viste hvad det indebar da vi tog beslutningen.
Vi var sådan set de første af vores venner og familie der fik et barn i vores generation.

Jeg mener, hvor svært kan det være? De skal bare have spise, skide og sove…

Hahahhhaahahahhha! 😕
Det er det dummeste jeg længe har hørt – selv som spæd laver de mere end det.
De græder for eksempel. Hvordan håndterer man lige gråd og specielt når det er fra ens eget barn?

Det er let nok hvis det ikke er ens eget barn – du smider det bare over til de rigtige forældre. BUM – så var det fikset.
MEEEN ikke når du selv er mor og far – så har DU ansvaret for at de holder op igen, eller at de i hvert fald ikke vækker genboen.

Jeg har altid haft et dårligt forhold til gråd.
Jeg er et utroligt følsomt menneske, og før i tiden skulle der virkelig ikke meget til, før jeg begynde at ligne niagara falls. (Blevet betydeligt bedre efter medicinen.)
Men da jeg få fik Agnes, og hun begyndte at græde, wow det er jo forfærdeligt! Hvordan kan børn gøre det mod deres forældre? Det er jo tortur – af den værste slags!
Med tiden lærte jeg at gråd faktisk er vigtigt, også selvom det er smertefuldt for forældrene.

Det har overrasket mig på mange måder hvordan børn kan gå fra total lykke til hysterisk anfald på 2 sekunder – og nogle gange på grund af småting, som fordi der er en myre på gulvet eller at vi ikke skal have kakaomælk til morgenmad…
Det har jeg virkelig skulle vende mig til. Men det har været rigtig interessant – for det er faktisk sådan en person med Borderline ofte reagerer.
Sådan har jeg selv reageret. Fra ekstase til deprimeret på 2 sekunder, og det kan faktisk være på grund af småting, ligesom ved børn. Som hvis det regner, hvis ens tv-show er aflyst eller hvis bussen ikke kommer til tiden. Det kan være svært at have Borderline, men med tiden indser jeg, at det også er svært for modparten – så stor hyldest til Torben…

 

Med hensyn til spise, skide og sove, så kan det skam også være en udfordring en gang i mellem.
Det burde være ligetil.
Jeg mener, hvor svært kan det være? Alle elsker mad og alle elsker at sove.
Og GUD hvor sætter jeg stor pris på søvn efter at vi har fået Agnes. Inden vi fik hende var vi oppe til klokken 2-3 hver weekend – meeen ikke mere. Hun er ligeglad med om det er weekend eller hverdag – op klokken 06.00 hver morgen…
Det undre mig stadig hvordan hun kan gå fra at elske mad, til at hade det den næste. Så enten spise hun mere end mig, eller også spiser hun nærmest intet – og hun er lige så aktiv og glad uanset… Det er altså underligt.
Hun er heldigvis blevet god til at sige til, hvis hun hellere vil have rugbrød end pizza (jeg ved det, det er sært…). Bare se glæden i hendes ansigt når jeg servere et stykke rugbrød med makrel for hende. Det er jo forbløffende. Jeg er sikker på jeg ikke er den eneste hvis barn hellere vil have rugbrød, men det er nu alligevel fantastisk.

 

Men så er det heller ikke værre, det er trods alt det hele værd når man sidder på gulvet en søndag eftermiddag og holder picnic med smarties og fantasisovs….

 

Vi holder picnic i stuen, med smarties og fantasisovs.

Det er nu dejligt at have børn.

Kys, kram og kærlige hilsner

Sidsel

 

Ekstra info:
Det er ikke meningen, at jeg vil fortælle en hel masse om psyke osv, hver gang jeg skriver. Men lidt efter lidt fortælle, informere og prøve at få det hele til at give mening.