Borderline? Du ser da ellers helt normal ud

Det har en bagside for mig at være blogger, for min identitet som “normal” er blevet afsløret.

Men det har været det hele værd, jeg følte det som en kæmpe byrde at bære rundt på.
Fordi jeg netop følte, at jeg ikke var god nok hvis jeg fortalte det til andre, og at de derved ikke ville kunne lide mig.

Ikke at jeg nyder, at alle nu ved at jeg har en psykisk sygdom, for det sætter stadig en spærre for mig selv.
Jeg må erkende, at det kan blive sværere at få et job, at Agnes muligvis bliver påvirket af det og at det vil præge mig i fremtiden.

Men jeg behøver ikke være på vagt overfor mig selv mere, for jeg stillede mig selv spørgsmål hele tiden.

Spørgsmål som:

  • Kigger de ikke underligt på mig?
  • Ej der sagde jeg noget forkert!
  • Er det sådan normale mennesker gør?

Så nu hvor alle reelt kan gå ind at læse om mig, så behøver jeg ikke være bange længere.

Overraskende nok, har jeg faktisk fået en MASSE søde og varme kommentarer, nogle der endda deler min situation(det kan føles som om man er den eneste i verden).
Så tusind tak til alle som har givet mig et skulderklap og et virtuelt knus  😉
Men jeg har også fået hårde kommentarer, som egentligt er ment godt, men som sårer istedet.

 

Der er en kommentarer jeg gerne vil fortælle om

Du ser da ellers helt normal ud
(Den er kommet i flere nuancerede versioner, som “det havde jeg aldrig troet om dig”,”du virker da ellers altid så glad”…)

 

“Du ser da ellers helt normal ud”!!!
Det er ment godt, rosene, ja endda som kompliment, men faktisk sårer det mig en lille smule, fordi det netop indikerer, at de nu ser mig anderledes, og ikke længere tænker om mig som “normal”.

Jeg er da glad for, at de aldrig har tænkt om mig, at jeg er mærkelig eller anderledes.
Men kommentaren fortæller mig, at de nu begynder at tænke anderledes om mig.
Jeg har oplevet det med et familiemedlem (ikke tæt på), som var chokeret, fordi han havde været inde og læse om borderline på et link som det her Borderline, og det kunne han da slet ikke forstå.
Han blev helt forvirret fordi han altid har tænkt, at jeg var i balance, og det er personer med borderline jo slet ikke.

Jeg tænkte meget over det, og vendte det med min svigermor, som jo meget rigtigt siger “jamen han har jo også kun set overfladen”…

 

Ja overfladen, det er netop den jeg har valgt skal falde, så egentligt måtte jeg have forventet at få disse kommentarer.
Men i bund og grund er det jo en kompliment, så jeg skal måske bare lære at tage det til mig i stedet.

“De har kun set overfladen”

Ja overfladen!

For hvad foregår det inde i hovedet på en person med emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse (borderline).

Jeg kan kun svare for mig selv, og det er så det jeg vil gøre.
Når man som jeg er på medicin, dæmper de det jeg fortæller om nu. De er der stadig, og jeg kan stadig mærke hvordan jeg ville have reageret, men jeg vælger ikke at reagere.

Forestil dig en rutschebane, ikke de der kedelige nogle man må have personer under 16 med op i, nej dem der kræver hår på brystet og muligvis en brækpose bagefter – sådan er det for mig, at have borderline…

Mine følelser, humør, personlighed flyver op ligeså hurtigt som de kommer ned igen.
For ligesom i en rutschebane, så kommer man rigtig hurtigt ned igen, når man først er kommet op, og ofte omvendt.

En gang i mellem kan det endda føles som om verden står på hovedet, jeg græder når jeg burde grine, og griner når jeg burde græde.

Følelserne fik lov til at styre ALT i mit liv – og jeg mener alt.
Jeg reagerede kun på hvordan jeg følte og ikke logik, normal sund fornuft eller på undskyldninger.

Når først mine følelser hviskede til mig, så var det altoverskyggende, og det var det eneste jeg kunne se.
Det har sået ALLE omkring mig, min familie, mine venner – alle.

Heldigvis har de fleste tilgivet og forstået.
Nogle venner har jeg først fået kontakt med igen, efter jeg fik medicin, og andre kommer jeg nok aldrig til at snakke med igen.

Jeg anderkender fuld ud, at hvis vores venskab er gået i stykker, så er det 99% sikkert, at det er min skyld.

 

En dårlig undskyldning?

Er det en dårlig undskyldning, for at forklare mine handlinger, at jeg nu siger at, det var pga. borderline jeg gjorde det?

Ja og nej.

For jeg tager stadig ansvar for at, sådan gjorde jeg, sådan reagerede jeg og sådan sagde jeg.
Men jeg beder også om forståelse for, at jeg ikke vidste bedre, og at jeg nu kan se, at jeg var helt galt på den.

Så om jeg er normal det må tiden vise, og det er op til folk selv at bedømme.

Jeg er som jeg er, borderline eller ej…

 

Kys, kram og kærlige hilsner
Sidsel

 

Agnes har det nu alligevel godt ved sin tossede mor

Agnes har det nu alligevel godt ved sin tossede mor