Borderline, er det ikke det der hvor man…

Pyh hvor har jeg hørt mange teorier på både hvad borderline er og hvordan det “kureres”.
Så nu vil jeg fortælle lidt om hvordan det egentligt er.

 

“Ej borderline, er det ikke dem der skærer i sig selv?”
“Er den ikke dem der er tosset i hovedet?”.

Og en af de slemme “du ser da ellers helt normal ud…”. 

Tak, men ellers tak.
Pyh, det er hårdt at skulle forklare at jeg ikke er tosset – hmm alt er jo relativt…

Jeg er i hvert fald ikke mere tosset end andre mennesker, jeg er bare anderledes – ja det er et ord jeg bedre kan lide.

Jeg har oplevet en del fordomme, som vel egentligt stammer fra uvidenhed og frygt.

De værste fordomme kommer ofte fra ældre mennesker.
Jeg er kommet frem til konklusionen, at det der med psykisk sygdom er relativt nyt for den generation som jeg kalder “ældre” (70+).
Curling mødre er dog også i top tre, med kommentarer som, “ej hvordan kan du gøre det mod dit barn?”. – Jep jeg laver ikke sjov…

 

JEG SMITTER IKKE

Du bliver ikke smittet af at kende eller være sammen med mig. Jeg er som sagt bare lidt anderledes.

Jeg kan ikke smitte nogen eller “trække nogen ned”.
Du kan på ingen mulig måde komme til at få en psykisk sygdom ved at kende mig.

Psykiske sygdomme kommer ikke af at kende de “forkerte” mennesker.

Det kan være svært at forstå, specielt hvis man ikke kender nogen med en psykisk sygdom og det er meget forskelligt fra person til person.
Nogen er meget forstående og tør at stille spørgsmål.
Andre bliver blege i hovedet og lukker munden i som en østers.

 

Jeg smitter ikke Agnes med borderline

Jeg smitter ikke Agnes med borderline

 

 

Men de værste fordomme er i mit eget hoved.

“Du er din egen værste fjende”.

Jep – det kan jeg nikke genkendende til.
Der er ikke nogen der har sagt noget så slemt til mig, som jeg har sagt til mig selv.

“Hvorfor tager du dig ikke bare sammen?”, “hvorfor er du så mærkelig?”, “kan du ikke bare være ligesom alle andre mennesker?” og den værste “hvorfor har du fået et barn, kan du virkelig byde hende at have dig som mor?”
Spørgsmålene er mange, og bunder alle sammen i at jeg følte mig som en belastning.

En belastning for samfundet, familien, venner og ikke mindst mig selv.

Jeg havde brug for en hel del hjælp, delvist fra kommunen/psykiatrien, og delvist fra familie og venner.

Det tog noget tid, men jeg fandt ud af, at nogen gange må jeg bare acceptere at jeg ikke kan klare alt selv.

Det har da taget lang tid – bevares.
Men det føles alligevel som kort tid, når jeg tænker på hvor mange der stadig kæmper en kamp mod en psykisk sygdom, og ikke mindst dem selv.

 

“Er du så kureret nu?”

Jeps den har jeg også fået – sagde jo kommentarende var mange.

NEJ og jeg bliver nok aldrig kureret for borderline. Det lyder nok mærkeligt, men man lærer at leve med det.

Jo før jeg accepterer, at det her er noget jeg ikke kan ændre, jo før kan jeg få det bedre.

Som lægen der diasnostigerede mig sagde, “om 1 år er det bedre end nu, og om 10 år er det bedre end om 1 år” og jeg må give ham ret – han har også over 20 års erfaring…

Det er bedre nu end for 1 år siden, så det giver håb om at det bliver endnu bedre om 10 år. Men det her er noget jeg skal leve med resten af mit liv, og sådan er det bare.

 

Så spørg spørg spørg

Det bedste du vil kunne gøre for én som mig er at spørge – jeg er ikke genert (har jeg faktisk fået at vide skræmmende mange gange).

Spørg hvis der er noget du vil vide, uvidenhed er det værste jeg ved, især hvis det er selvforskyldt.

For du kan umuligt spørge om noget jeg ikke har spurgt mig selv om.

 

 

Kys, kram og kærlige hilsner
Sidsel