De bedste bedsteforældre

Mormor, morfar, farmor & farfar

Agnes (og vi) har været meget heldige, at hun har alle sine bedsteforældre.
Det gør virkelig vores alles liv og hverdag meget lettere.

Jeg er jo under uddannelse, og det kan være svært at få det hele til at hænge sammen en gang i mellem. Men så er bedsteforældrene der og hjælper hvor de kan.

De er guld værd.

Så dette skal være en lille hyldest til bedsteforældre, for uden dem var vi her jo egentligt ikke, og så ville de ikke have deres børnebørn.

Det er langt fra alle børnebørn der er så heldige at have deres bedsteforældre.
Torben havde dem alle, men desværre ikke dem alle så længe.
Jeg havde ikke en morfar, men til gengæld er de andre ikke til at slippe af med igen. 😉

Egentligt har jeg aldrig tænkt meget over dét, ikke at have en morfar, indtil jeg opdagede at min far jo faktisk blev en morfar.
Det var lidt underligt mest fordi, ved de andre bedsteforældre havde jeg en stereotyp eller en forestilling om hvordan de “skulle være”. (Hvilket så har vist sig at være fuldstændig forkert – men alligevel).
Men morfar, den var lidt underlig – kladden var helt tom.

Agnes med sin morfar, han lærer hende at spille klaver

Agnes med sin morfar, han lærer hende at spille klaver

 

 

Der skal en landsby til at opdrage et barn

Det er nok ikke en landsby, men der er flere end bare Torben og jeg, og det er utrolig positivt.

Jo flere jo bedre – sådan da.

Jeg bilder mig selv ind, at det er godt for hende at kende mange mennesker og at have et tæt forhold til dem.
Hun får forståelse for forskellige samfundslag og holdninger, siger jeg til mig selv.
Om det er rigtigt eller ej, det vil tiden vise.

Vores forældre er meget forskellige, men har altid ét tilfælles. De elsker vores lille pige (og os), og det er vel egentligt det vigtigste.

De kan lære Agnes en masse, og helt uden de ved det.
Det kan alle bedsteforældre, for de elsker deres børn, og derfor jeres børnebørn endnu mere.

Derfor vil jeg ønske for alle forældre, at de kan give slip og stole på deres forældre. De har trods alt opdraget et barn før.
Og jeg kan med sikkerhed sige, at der er INGEN, på nær forældrene, der kan elske dit barn mere end dem.

Agnes imellem sin farmor og mormor

Agnes imellem sin farmor og mormor

 

 

Udsigten til børnebørn er grunden til, at man ikke slår sine teenagere ihjel

Det er en sætning min kære svigermor fortalte mig for noget tid siden.
Jeg kan huske, at jeg syntes det var utrolig præcist og vel egentligt meget korrekt for de fleste forældre.

Børnebørn er noget helt specielt, det har jeg hørt fra mange bedsteforældre.

Ligemeget om de står op klokken 5 om morgenen (det gør Agnes ved mine forældre – hver gang).
Ligemeget om de fylder farmor og farfars lommer med mælkebøtter (meget farveægte).
Så er de ligeglade, for det er jo DERES lille barnebarn. 

 

Jeg håber inderligt at det er sådan ALLE bedsteforældre har det med deres børnebørn.
Men selvfølgelig er det langt fra alle der er så heldige som vi er – og kæmpe krammer til dem.

Derfor må vi også huske at sætte pris på dem, for de er der ikke for evigt.

Agnes er ude og gå tur med farfar

Agnes er ude og gå tur med farfar

 

Kys, kram og kærlige hilsner
Sidsel