De tabte år

Jeg beklager de stille uger, men det var et svært indlæg,og det skulle være ordenligt inden røg ud til jer. 🙂

For nogle uger siden, efter vi havde afsluttet vores nye ynglings serie, faldt jeg over et program på DR3.
Har lagt et link til afsnittet til jer herunder.
Mine tvangstanker til skræk og advarsel

Det var meget skræmmende og oplysende på samme tid.
Mest skræmmende fordi jeg kunne kende mig selv.

Kort fortalt handlede det om 2 personer der fortæller hudløst ærligt om, hvordan det er at leve med OCD, altså tvangstanker.
Det de lægger meget vægt på er, at sygdommen er noget de bliver nødt til at leve med resten af deres liv, så derfor må de acceptere det og prøve at styre det.

Men det vigtigste de sagde, ifølge mig, var at de år hvor de lod sygdommen styre sig, var spildte år.
Altså år de aldrig får igen.
År der er sløret som i en tåge.

 

AV det slog!

Av det gjorde ondt at se det program, mest fordi jeg kunne kende mig selv i mange af de ting de siger.

Jeg har ikke OCD, bare for lige at slå det fast.
For at give et kort resumé, så lider jeg af personlighedsforstyrrelsen der i daglig tale går som Borderline.
Det er en rigtig hård sygdom, for det kan være svært for mig nu at skelne mellem hvad der er “mig” og hvad der er “borderline-mig”.
Kort sagt, så har jeg en gang imellem svært ved IKKE at se verden som sort/hvid.
Så indtil jeg blev medicineret var verden meget hård og brutal, for jeg ødelagde alt og alle omkring mig, og det inklusiv mig selv.

Så at se dette program var oplysende, fordi jeg indså at alle med psykiske sygdomme står tilbage med samme følelse efter at være blevet “rask” (det er det tætteste jeg kan komme på et ord der beskriver “den anden side”).
Nemlig følelsen af de tabte år.

Alle de timer, dage, uger, måneder, år der er gået med at være så syg, at alt var ødelagt og brutalt smadret.
De år får man aldrig igen.
Og det underligste er, at når man kommer ud på den anden side, så føles det som en tåge.
En tåge der for mig siger, “øh hvad var problemet egentligt?”, “hvad brugte jeg tiden på?”, og vigtigst “hvorfor er jeg overhovedet i live lige nu?”…

 

Den anden side

Jeg kan huske at jeg, da jeg fik det bedre efter medicineringen, sagde til min daværende psykolog, at jeg var ovenud lykkelig for at få den medicin, fordi mit liv aldrig havde været bedre.
Hun kiggede helt trist på mig, og sagde at medicinen kun var halvdelen af processen.

For du kan ikke blive “rask” eller komme ud på den anden side, hvis man ikke selv ønsker det.
Og det kræver HÅRDT arbejde, rigtig hårdt.

Det kan umiddelbart lyde som en kliché, og det er det nok også. Men det hele handler virkelig om, om hvorvidt man ønsker at have det dårligt eller godt?
For hvis man ikke vil have det godt, så kan man ikke komme ud på den anden side.

Så for de to personer i programmet på DR3, var det ligesom mig, en masse timer med en psykolog.
Og det er ikke bare 3 timer i en stol og så tro at så er man “rask”. Det tog mange år for mig, og 9 behandlere..
Tør slet ikke at tænke på, hvor længe det kan tage for andre.

For de to personer i programmet, da skete det gradvist, og for den ene så kom det af en voldsom oplevelse. For den anden, blev det værst da han kom i pubeteten.
Men kvinden siger på det ene tidspunkt, at hun tror på, at OCD ikke “bare” kommer spontant, men er en form for knap der kan udløses.
Altså en form for knap vi er født med, men bliver aktiveret af en hændelse.
Det giver utrolig god mening i hendes tilfælde. Fordi det netop er det der er sket for hende.

Men jeg bliver nødt til at indrømme, at jeg aldrig har kendt andet.
Måske vil nogle sige, at det er sådan jeg er blevet voksen, og at jeg bare tog en lidt lang omvej.

 

Bedre år for år

Det bliver bedre hver dag, for hver dag træffer man de “rigtige” valg – eller prøver i hvert fald på ikke at træffe de forkerte hele tiden…

Som i programmet fra DR3, siger de to personer også, at det er svært, og det kræver styrke at overvinde sådan en sygdom.

Så faktisk er det en livslang læring, noget jeg aldrig bliver færdig med eller kommer helt “af med”.
Men det er også okay, for jeg er jo ligesom alle mulige andre.
Der er bare ikke mange der tør sige det, og endnu færre der tør sige det på landsdækkende tv…..

 

Kys, kram og kærlige knus
Sidsel