Giv slip og lær at elske bulerne

Jeg vil starte med en sætning jeg aldrig glemmer, én som Agnes dagplejemor sagde til os. “Det er ikke Agnes, hvis hun ikke har en ny bule hver uge”.

Det skal siges, at dette blev sagt i perioden hvor Agnes lærte at gå. Av – det kostede blod, sved og tårer.
Hun kom hurtigt efter det, men som I kan se af billedet, så kan det være hårdt til tider.

At lære at gå kan give buler

At lære at gå, kan give buler

 

Dette billede er faktisk et af mine ynglings billeder.
WOW DÅRLIG MOR – HUN ELSKER ET BILLEDE HVOR HENDES BARN GRÆDER!

Ja, jeg elsker et billede hvor Agnes græder!
Hun havde haft den mest elendige dag. Og som I kan se, har hun en flænge i panden og hun er netop væltet ved havestuebordet, hvor hun fik en ret heftig hudafskrabning under hagen og på begge knæ.

Egentligt var det ikke meningen jeg ville tage et billede, jeg ville bare se hvor slemt det stod til, for hun græd ikke mere.
Dér slog det mig: Hvad er det for et signal at sende, hvis jeg kun tager billeder af hende når hun er jubellykkelig?
Det er da helt naturligt at være ked af det, og specielt når hele ens lille verden bryder sammen.

Det skal så siges, at vi bagefter gik ud og hentede en is, og så var alt godt igen.

 

Jeg elsker hendes buler. Hver eneste én.

Bulerne fortæller mig at hun bliver ældre og mere selvstændig.
Hun bliver jo nødt til at få nogle knubs hvis hun skal blive “voksen”.

Ej nu lyder det som om, jeg ikke passer på mit barn.
INDEN DER ER NOGEN DER RINGER TIL KOMMUNEN!
Jeg passer altså på hende. Men hun har da behov for at tage springet, vove sig ud hvor hun ikke har været før, tage en chance.

Hun går jo altså ikke i stykker så let. Børn er hårdføre og kan meget mere end vi tror.

Jeg bliver konstant forbløffet over hende.
For et par dage siden var vi ved en legeplads i nærheden, og Agnes ville op og rutsche. (Det skal siges, at det er en rigtig høj rutschebane.)
Vi havde løftet hende derop 1000 gange(overdrivelse fremmer forståelsen), og nu gad vi ikke mere.

Hun blev stik-tosset og skabte sig noget så grusomt. FINT sagde vi, så prøv du selv og se at du falder ned.

DEN LILLE BANDIT! Hun kunne selv – hvad sker der lige for det?

 

Agnes kan selv og vil selv! Helt uden buler

Agnes vil selv og kan selv! Helt uden buler

 

Så giv slip…

Det føles forfærdeligt at se ens barn fejle. Det bliver sikkert ikke lettere når hun bliver ældre og kommer hjem med et knust hjerte.

Men buler/knubs/knuste hjerter er nu engang en del af livet.
Min holdning er, at hvis jeg ikke lader hende udfordre sig selv, hvordan skal hun så lære sig selv at kende?

Selvfølgelig vil jeg altid være der for hende, altid sige “argh, er du nu sikker?”, og altid trøste hende.
For når alt kommer til alt, så er jeg jo stadigvæk hendes mor. Og hvem elsker ikke sine børn?

 

 

Kys, kram og kærlige hilsner
Sidsel