Close
Gør det virkelig en forskel?
facebook pinterest twitter

Gør det virkelig en forskel?

sidselsverden 5 maj 2016, 14:19

Hvorfor egentligt bryde mit lille (ret så kønne) hoved, for at fortælle om borderline og psykisk sygdom?

Hvorfor ikke bare sige, at det ikke er mit problem?

Hvad godt kan det gøre mig og jer?

Hvad med Agnes?

Ja hvorfor egentligt? Jeg har spurgt mig selv om det mange gange, næsten lige så mange gange som jeg har tænkt på, om det var en god ide eller ej. Men nu er jeg sprunget ud i det med begge ben, og der er ingen vej tilbage…

Min egentlige tanke da jeg tog beslutningen var at, nogen skal jo gøre det, så hvorfor ikke mig?

En tanke det fyldte meget for mig, var hvordan det ville påvirke Agnes, min lille prinsesse, ville hun blive negativt påvirket når hun bliver ændre? Tanken om at hun måske ville blive mobbet eller set ned på fordi hendes mor er psykisk syg, var helt nedslående. Men så blev jeg faktisk igen mindet om hvorfor jeg netop gør det. Jeg gør det fordi vi skal bryde tabuet om psykiske sygdomme.

For JEG SMITTER IKKE! Jeg er ligesom jer, jeg græder, griner, elsker, hader – jeg føler de samme følelser som jer. Jeg tænker de samme tanker, jeg bliver såret af de samme hårde ond.

Landskampagnen En af os, har gjort det til deres formål at bryde tabuet om psykisk sygdom, men den er jo ikke meget værd, hvis der er ingen der hører om den…

 

Derfor har jeg sat mig for at fortælle dig lidt om det at have en psykisk sygdom. Ikke om hvordan det føles og om hvordan min hjerne og hjerte fungerer – men hvordan man bliver behandlet.

Indtrykket jeg har, når folk hører at jeg har en psykisk sygdom, er tit og ofte at de behandler mig som om jeg var dødeligt syg.
Enkelte tør ikke snakke til mig, hovedparten går dog “kun” på listefødder.
Jeg må gå ud fra, at de er bange for at såre mig, eller være skyld i mere smerte. Men det har faktisk omvendte effekt.

I starten blev jeg faktisk såret, skuffet og ked af det. Men senere er jeg kommet til den erkendelse, at det er gjort af kærlighed, men mest UVIDENHED.

Det almindelige menneske aner ofte intet om det at være psykisk syg, på trods af at de fleste af os kender mindst én der har en psykisk sygdom.

Min svigermor og jeg har ofte sagt til hinanden, at det ville være meget lettere hvis man bare havde brækket et ben eller mistede en arm – det kan folk forholde sig til. De kan se at “av, det må have gjort ondt/det gør ondt”.
Det, der gør psykisk sygdom svær er, at man ikke kan se det. Du har ingen chance for at vide det, og derfor har det været rigtig svært for mig, netop at overbevise kommunen (var på kontanthjælp i 2 års tid), om at jeg faktisk var syg.
Heldigvis har jeg kun mødt søde og forstående mennesker ved kommunen, det meget på trods at hvad “man” ellers hører.

 

For hvordan skulle jeg få folk til at tro på mig? 

Jeg følte mig virkelig doven, jeg følte mig som en nasser på systemet, for jeg kunne jo bare tage mig sammen.
Men jeg har lært, efter jeg har fået det godt, at NEJ jeg var ikke doven, jeg nassede ikke på systemet og jeg kunne ikke bare tage mig sammen.
Der var en grund til at jeg ikke kunne. Nogle gange kunne jeg ikke engang overskue at tømme vores opvaskemaskine, andre gange ikke engang komme ud af min seng.

Det virker og ser ud som dovenskab, men nu kan jeg tydeligt mærke forskel.

Dovenskab er når man ikke GIDER, psykisk sygdom er når man ikke KAN!

 

Derfor skriver jeg!
Mennesker med psykisk sygdom er ikke dovne, vi kan ikke.
Vi vil virkelig gerne. 

 

Kys, kram og kærlige hilsner
Sidsel

 

Agnes er ligeglad med om mor er psykisk syg

Agnes er ligeglad med om mor er psykisk syg