Hvordan er man mor med en psykisk diagnose?

En af hovedpunkterne i min blog kommer til at være psyken. Psyken er vildt vigtigt for mig, ja for alle mennesker, for der er utrolig mange der har, eller kender nogen der har problemer psykisk.

Jeg forstår det – det er lettere at forholde sig til et brækket ben, en punkteret lunge eller en brækket negl.
Psykiske problemer er utroligt svært at se; og jeg tør vædde på, at ikke engang halvdelen af min familie eller af mine venner, vidste at jeg var psykisk syg.

Så hvorfor fortælle om det?
Hmm – jeg kæmpede lidt med mig selv inden jeg skrev mit første indlæg. Tanker som, “Vil det påvirke min fremtid? Hvad vil folk ikke tænke om mig? Vil folk behandle mig anderledes?”
Jeg snakkede også med min mand, Torben om det. Han var lidt nervøs over det, og havde ligesom mig tanken “er det virkelig nødvendigt?”.
Men en anden tanke slog mig, der er jo INTET at skamme sig over! Alle døjer med et eller andet, om det så er fysisk eller psykisk. Samt er det ikke nødvendigt at pakke hverken børn eller voksne ind i vat og overbevise dem om, at verden er lyserød og alle er glade 24/7.

For at vende tilbage til mit oprindelige spørgsmål, hvordan man er mor med en psykisk diagnose… 

Det er mega svært…!
Ikke nok med at jeg kæmper med mig selv, så har jeg faktisk et ansvar overfor et andet menneske.
Men heldigvis er der ingen der har været så hårde ved mig, som jeg har været ved mig selv. For hvordan skal jeg kunne opdrage og tage vare på et andet menneske, når jeg tydeligvis ikke kan tage vare på mig selv?
Netop dét spørgsmål har hamret oven i mit hoved igennem hele min graviditet. Og har delvist gjort, at det var en rigtig dårlig oplevelse at være gravid.

Men jeg må tilslutte mig klicheerne og sige at, det kommer af sig selv. Jeg ønskede af hele mit hjerte at få et barn, og da hun kom, så voksede jeg med opgaven. Jo medicinen gjorde en forskel og det er da også grunden til at jeg har kunne begynde på en uddannelse, og for en gangs skyld har et nogenlunde rent hjem. Men det at få et barn, det slår bare ALT.

 

Det bedste ved det – Agnes er ligeglad om jeg har Borderline eller ej, hun ser sin mor.
Når mor er ked af det, så er mor ked af det. Når mor er glad, så er mor glad.

Så enkelt er det. Så hvorfor gøre det sværere???

 

Agnes er jo ligeglad med om jeg er psykisk syg, hun elsker Nutella...

Agnes er jo ligeglad med min psyke, hun elsker Nutella…