Close
Dokumentaren “Donorbørn” på tv 2
facebook pinterest twitter

Dokumentaren “Donorbørn” på tv 2

Avatar
singlemortildonerbarn 3 november 2017, 13:34
Donorbørn på tv2, 2014

Donorbørn på tv2, 2014

Min deltagelse i dokumentar serien “Donorbørn”.

Børn for enhver pris?

 

Kender du det, at der falder noget i hak i dit liv, som var det sendt fra himlen? Som om der er en mening med det der er sket, på tråds af alt andet? Sådan var det for mig, da jeg tilfældigvis så, at tv2 søgte om deltagere til en programserie der skulle handle om at få et donorbarn.

Til at starte med var jeg ret skeptisk, da jeg ikke var interesseret i at deltage i nogen form for reality program, hvor jeg ville ende med at blive udstillet. Men da jeg skrev til dem for at høre mere om hvad det var de søgte, fik jeg af vide, at det var samme producer som havde lavet programmerne “sporløst” på kanalen og det gjorde at mine forventninger ændrede sig, for jeg har altid syntes at det var meget rørende programmer de lavede.

Efter at have mødtes med produceren over en kop kaffe på en café i Lyngby, gik optagelserne igang rimelig kort tid efter. En af grundende til at jeg gerne ville medvirke var, at jeg selv ville kunne være med til at bestemme hvad der skulle med i programmet og at jeg ville kunne se optagelserne, før de blev sendt. Jeg ville derudover kunne få viden undervejs om hele forløbet med fertilitetsbehandlingen og hvis der var noget jeg gerne ville vide mere om, så ville vi kunne undersøge mulighederne.

 

Kan man selv vælge kønnet på barnet?

Svaret er ja…

 

Det var dog producerens idé at jeg skulle interviewe en mand som arrangerede rejser for folk som gerne selv ville kunne bestemme barnets køn. Altså dvs, at man efter ægudtagningen og befrugtning ville kunne se om embryoet ville blive en pige eller en dreng og derved kunne man fjerne de æg som man ikke ønskede kønnet på.

Alt det var så langt fra mig, at det krævede lidt overtagelse, før jeg gik med til det. Men som de forklarede, så var programmet også for at oplyse folk der så programmet, hvilke muligheder der var og selvom det ikke var noget for mig, så ville de gerne have det med i udsendelsen. Så jeg gik med til det, på den betingelse, at det blev gjort klart i programmet, at det ikke var noget som jeg personligt havde interesse i at kaste mig ud i, da jeg syntes selve fertilitetsbehandlingen i sig selv, er en ret stor ting at gøre og ikke var noget jeg rigtig havde vænnet mig til at skulle igang med endnu.

Selve indholdet i programmet handlede meget om opstarten af at skulle igang med fertilitets behandlingen. Hvad skal der til før man kan komme i betragtning, hvorfor var det at jeg havde brug for det og ikke “bare” kunne finde en mand, hvad gik der igennem mit hoved og hvilke tanker og overvejelser havde jeg om valget af donor. Altså, hele møllen….

Men jeg startede først min egen rejse, efter optagelserne var kommet i kassen. Så det var faktisk rigtig rart at have været igennem alle spørgsmålene, før jeg gik igang og jeg følte mig godt klædt på til at springe ud i det. Men jeg vil dog også lige sige, at jeg aldrig følte mig “helt klar”… Jeg havde jo ikke fået svar på alle de spørgsmål jeg stillede mig selv, om at blive alene mor osv. Det var alt sammen noget jeg skulle finde svarende på selv via erfaring. Det er ikke noget man kan læse sig til.

Men i programmerne havde jeg min veninde Inge-Britt med på side linien. Inge-Britt har jeg kendt siden vi var helt små og hun var selv enlig mor. Hende kunne jeg sparre med og hun var god til at stille mig nogle åbne spørgsmål, som fik mig til at overveje andre muligheder, end lige de først antagende. Hun var med da vi optog scenerne hvor jeg første gang logger ind på donor registeret og vi snakker om hvordan man vælger som enlig. Hvis man er et par, er det jo oplagt at søge efter en donor der ligner mest muligt ens samlever. Men når man er enlig, hvordan søger man så; og hvad søger man efter?

 

Valg af donor

 

Det var ret underligt at sidde første gang og scrolle ned over siden med donornavne og tænke at der var “frit valg på alle hylder”.. Det letteste ville jo være bare at vælge en lukket donor og en som lignede mig selv mest muligt. Altså blond 170 høj, blå øjne.. Og det er dét.. Men det virkede for let… Håber I forstår… Ikke fordi det behøvede at være sværere end det var, for det var meget grænseoverskridende.. Men jeg følte et behov for, at gøre det mere personligt end det.. Og med kamera i nakken, så skulle vi jo søge på nogle profiler, for at vise hvordan man gjorde og for at vise hvilke muligheder for valg man havde.

Vi valgte at se på åbne profiler, dvs at donor giver tilladelse til, at evt børn vil kunne få kontakt med den biologiske far, efter 18 år. Det var ihvertfald en start.. Og det var vigtigt for mig, at mit barn skulle have muligheden for at finde ud af senere, hvor han/hun kommer fra. Det havde jeg besluttet for længe siden og også fået bekræftet fra eksperter igennem programmet, at børn har ret til at få muligheden senere i livet, såfrem de føler et behov for det. Hvis man vælger en lukket donor, så har man valgt på barnets vegne, at lukke for muligheden senere i livet. Og jeg syntes at bare det at tage beslutningen om at få barnet jo er en egoistisk, men kærlig handling, så vil jeg ikke også være herre over om barnet skulle kunne finde sin biologiske far en dag.

De andre valg var mere tilfældige, fordi jeg ikke ville have med i programmet hvad jeg selv personligt ville søge efter. Men vi blev meget overraskede over at finde ud af, hvor stor betydning en mands stemme har. For når man vælger en “åben donor”, så får man flere muligheder for at lære lidt mere om personen bagved. Så man kan høre et interview på engelsk, med donoren og en fra klinikken som stiller nogle åbne spørgsmål om f.eks hvorfor han vælger at være donor og hvad hans fremtidsplaner er, hvad han laver i sin fritid osv.

 

Det kom meget bag på mig…

 

…At det jeg lod mest mærke til, ved at lytte til de interviews, var mandens stemme. Var den dyb/lys, talte han hurtigt, kunne man “høre” at han smilede når han sakkede osv. Det havde faktisk så stor indflydelse, at den første vi hørte valgte jeg slet ikke at læse om, fordi stemmen ikke tiltalte mig.. Det lyder nok lidt overfladisk, men man kender det fra førstehånds indtryk af en fyr man møder.. Hvis det ikke lige klikker de første par minutter, så skal der arbejdes på at man bliver “fanget” af noget andet ved ham og det er lidt svært når det ikke er en person man sidder overfor.

 

Hvad kan man vælge imellem?

 

Ud over et interview, kan man også se hvad donoren har af uddannelse og hvad hans forældre er uddannet til. Man kan se blodtype og donoren har taget en test, hvor man kan se resultatet af hvordan hans temperament er, men ikke hvilke spørgsmål og svar han har givet. Så kan man se et billede af donoren som baby, og jeg tror det er for at kunne se hvem barnet ligner mest når man har født, for det er ikke noget som man egentlig kan bruge til ret meget andet tror jeg og jeg fik først et forhold til billedet, da jeg havde fået Thor, fordi jeg kunne sammenligne. Ellers var det jo bare et billede af en baby.

Så kan man også vælge/fravælge hårfarve, etnicitet, øjenfarve og højde. Det er sat op som en søgemaskine, så man kan indtaste i søgefelter hvad øjenfarve man f.eks. søger efter. Man skal bare have i mente, at det jo ikke er fordi man vælger hvordan ens barn kommer til at se ud.. Selvom jeg på daværende tidspunkt, godt kunne føle at det virkede lidt sådan, når jeg sad og søgte. Det var meget upersonligt og når man havde fundet den donor man syntes man ville bruge, så skulle man klikke på “læg i kurv” og så blev “han” tilført som om han var en ting.

 

Hvordan jeg valgte?

 

Jeg prøvede at gøre det til “mit eget”, ved at gøre det så personligt som muligt for mig.. Forstå mig ret, for det er jo en “vare” man bestiller, men bag ved denne vare er et menneske, som bliver biologisk far til mit barn. Så for mig var det vigtigt at prøve at gøre det lidt mere personligt. Kan I huske at der i en periode var et dating program der hed “Dating in the dark”..? Jeg forestille mig, at hvis jeg skulle på date med en fyr som jeg ikke kunne se, hvad ville jeg så blive fanget af….? Og stemmen var netop det første, der ville fange mig. Dernæst ville måden han talte på, være vigtigt. Taler han ensartet, hvordan er stemmeføringen, laver han mange “øhh-pauser”, er han hurtig i replikken osv..

Derefter kan man jo læse sig til meget, om en åben donor. Da jeg kun kiggede på åbne profiler, så ved jeg faktisk ikke hvor meget/eller lidt man får af vide om lukkede profiler. Men med åbne profiler, kan man faktisk danne sig et godt indtryk af personen bagved, hvis man føler ligesom jeg, at man har brug for det.

For mig var det også vigtigt, at jeg hele vejen igennem, havde min mavefornemmelse med. Jeg stoler rigtig meget på min mavefornemmelse, efter at jeg i igennem mange år, har lært mig selv, at lære den at kende. og da jeg havde den helt rigtige fornemmelse i maven da jeg endelig fandt “ham” jeg ville vælge, så var jeg ikke i tvivl. Det føltes rigtigt..
Så da jeg havde fundet den donor jeg ville bruge, bestilte jeg tid på Hillerød hospitals fertilitets klinik.

 

Du kan senere læse om “Starten på min rejse”, for at læse om min oplevelse med selve fertilitets behandlingen.