Close
Hvem er jeg?
facebook pinterest twitter

Hvem er jeg?

sjv 24 juli 2016, 21:02

Hvem er jeg? Det er faktisk et godt spørgsmål, og svært oveni… For skal man fortælle, og hvad er interesssant… For jeg er jo trods alt ikke bare mor, selvom det nok er den allerbedste rolle i mit liv.

Jeg er 20 år, 20 modne år, hvis nogen skulle være i tvivl.. Jeg har faktisk altid været meget moden af min alder. Måske det hænger sammen med at jeg kun var halvanden år gammel, da jeg blev storesøster, og hastigt blev smidt ud af barnevognen… Men min modenhed har som regel altid været en fordel for mig, den har altid skaffet mig job´s, som mine jævnaldrende oftest fremstod for useriøse til at få. Det har også gjort at jeg i mange år vidste at hvis jeg skulle have børn, skulle det være tidligt i livet, for tanken om at være tæt aldersmæssigt med sine børn/barn var det optimale for mig.

Jeg er forlovet med den sødeste mand på jorden, som jeg mødte for snart 3 år siden. Jeg har opnået meget sammen med ham på så kort tid, for vi har faktisk kun været et par i halvanden år.. men vejen hertil var lang for os begge, før det endelig blev os.. selvom han er seks år ældre end mig, så var det nemlig ham der ikke turde springe ud i et forhold i alt den tid, og da jeg så gav slip på ham, kom han løbende tilbage, og var klar til hus, børn og bryllup. Mange fortalte mig at jeg var et kæmpe fjols at tage ham ind i vejen, nu han havde afvist mig i to år, igennem alle mine ihærdige forsøg.. men vi havde det fantastisk sammen selvom vi ikke var kærester.. vi var venner (og lidt til) vi kunne tale hele natten, og grine af alt og ingenting, og det var netop derfor jeg forelskede mig i ham. Jeg er evig taknemmelig for at han både er min bedste ven, samt manden jeg elsker ubeskrivelig højt.

Jeg har altid været ufattelig dårlig til at gennemføre ting, særligt skole. Jeg er typen der desværre lynhurtigt kører død i det jeg starter, hvilket har resulteret i mange forskellige job´s, såvel som uddannelser, som jeg er sprunget fra. Jeg kom ind på et gymnasie, men nåede aldrig at starte, da jeg besluttede mig for at det ikke var mig. Jeg tog halvdelen af en receptionist uddannelse, og jeg søgte sosu uddannelse, men fortrød også den. Derudover kan jeg prale af et meget langt CV. Så langt at jeg oftest synes det er lidt pinligt at skrive det hele på, særligt fordi det ikke er længe jeg har været der af gangen. Jeg skriver altid i jobansøgninger at jeg simpelthen har brug for nye udfordringer, men sandheden er at jeg bare lynhurtigt hader arbejdspladsen, og får helt ondt i maven af skulle ud af døren og på arbejde, på trods af at jeg elsker og forguder det de første mange måneder. Faktisk er det længste jeg har været på en arbejdsplads MAKS to år, og utroligt nok er jeg aldrig blevet fyret. Derudover er jeg altid blevet snydt for en kontrakt, hvilket jo så kommer til min fordel når jeg bliver træt af stedet, og grundet manglende kontrakt bare smutter når det passer mig, uden varsel.. (ja det har jeg gjort desværre..fyyy)

Min største svaghed er nok shopping. Jeg ved det lyder mere eller mindre lamt, men jeg tror jeg kan defineres som shopaholic… Jeg køber og køber, og jeg har lavet uendelig mange fejlkøb! tøj og sko, jeg elsker det simpelthen. Da jeg fik min datter var jeg lykkelig. Tanken om alle de kjoler jeg skulle ud og købe! Den kære mand stod dog af og fjernede samtlige kontanter fra min rækkevidde, da jeg påpegede at lillepigen og jeg kunne få matchende tøj på nu.. (Og ja jeg kunne godt finde på det, sørgeligt, men sandt..)

Jeg er altid blevet kaldt Scarlett O’hara i min familie, da jeg åbenbart har en tendens til at minde om hende på godt og ondt… og frygteligt nok har jeg aldrig haft noget imod det, det skal dog siges at jeg ikke er præcis lige så slem som hende..

Jeg kan godt lide retro, og den skarpe har måske opdaget at mine billeder oftest er retro looking, jeg ved ikke hvorfor men jeg elsker det. Jeg kan godt lide stilen, hvor kvindens hår altid sidder, og at man altid havde kjole/nederdel på, altid elegant. Jeg selv går i alverdens forskelligt tøj, hullet stramme jeans, skjorter, hættetrøjer og strikbluser, men når jeg vil være fin kan jeg godt lide at hente inspiration fra den tid af… Det er pænere end det lyder når det er..

Jeg er vokset op i København, men blev i protest kidnappet til bøhlandet af den kære mand. Først hadede jeg det. Hvor faén var metro lige henne? og hvorfor i alverden har butikkerne lukket så tidligt, ja og hvor pokker er alle menneskerne henne efter mørkets frembrud? men jeg må indrømme (til jer, den kære mand behøver ikke vide det) at jeg faktisk utroligt nok, er kommet til at holde af det. Jeg elsker når soldaterfyrene rider igennem byen med fint tøj og instrumenter, mens man kan høre hesteskoene ramme jorden. Jeg elsker at når jeg handler ind, har alle så god tid, så man ikke behøver at kaste varerne helt panisk ned i posen, inden det bliver blandet sammen med næste kundes varer. Jeg elsker roen. Og faktisk er begyndt at drømme om et vaskeægte bondehus, et bindingsværk med masser af blomster i haven, og med udsigt over marken. For det er jo faktisk smukt…sagde bypigen.. Når jeg kommer til København nu, føler jeg mig oftest som Lars Landmus, hvis nogen husker bogen “Lars Landmus og Børge Bymus”, jeg har det faktisk bedst på landet når alt kommer til alt.. så længe her er dækning 😉

Jeg kunne sikkert skrive mere, men jeg vil nødigt kede jer i søvn, så jeg stopper her… Det var lidt om mig hvertfald 🙂